DF og SF i ny pagt: Kræver en milliard mere til ældre, end Løkke lægger op til

En årlig ældremilliard oveni i Løkkes velfærdsløfte er nødvendig, mener SF og DF.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, giver hånd på at kæmpe for en ekstra milliard til de ældre efter valget. (© (c) DR)

Et på mange måder umage par står nu her i valgkampens indledning sammen om et krav til hver sin statsministerkandidat.

Ældreområdet skal have flere penge efter valget. Også flere penge end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstre lægger op til at give med partiets velfærdsløfte, hvor udgifterne til ældre skal stige proportionelt med, at antallet af ældre stiger.

Der skal endnu flere penge oveni, så ældre på plejehjem og i eget hjem kan få en bedre behandling end i dag og ikke bare fastholde den samme service som i dag.

Helt konkret skal der hvert år sættes en milliard kroner ekstra af til de ældre.

Sådan lyder det fra de to partiformænd Pia Olsen Dyhr (SF) og Kristian Thulesen Dahl (DF), der har aftalt at samarbejde om at nå dét mål i næste valgperiode:

- Vi ønsker i Dansk Folkeparti, at de penge bliver øremærket ældreområdet, så når pengene kommer ud i kommunerne, så ender de også i ældreområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Og Pia Olsen Dyhr, formand for SF, følger op med, hvad den årlige ældremilliard skal bruges til i kommunerne.

- Hvis vi bare sætter af til, at der bliver flere ældre, så bliver servicen bare som i dag. Og den er ikke god nok. Der skal være mere personale og mere tid til omsorg og pleje i hverdagen, siger hun.

Pres på Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen

Meldingen fra de to partier kommer, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag præsenterede sit velfærdsløfte, hvor han og Venstre lægger op til at lade de offentlige udgifter stige med 0,65 hvert år frem til 2025.

Begge partier lægger vægt på, at håndslaget i Esbjerg sikrer, at de uanset statsministerens farve efter det kommende valg presser på for at sikre ekstra kroner til landets ældre.

For Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er statsminister Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte ikke nok.

- Udover at vi kan diskutere, om det overhovedet er nok, det statsministeren kommer med, så er det i hvert fald ikke nok isoleret set til ældreområdet. Og vi skal have sikkerhed for, at pengene også bliver brugt på ældreområdet, når de kommer ud til kommunerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

Pia Olsen Dyhr vil allerede forsøge at få det realiseret efter valget 5. juni.

- Det er et forhandlingskrav, som vi selvfølgelig går til Mette Frederiksen med, hvis hun vinder valget – og det håber jeg, at hun gør.

- SF peger på Mette Frederiksen, Dansk Folkeparti peger på Lars Løkke Rasmussen. Men uanset hvad vil man opleve et dobbeltpres for, at de ældre får en mere værdig alderdom, siger Pia Olsen Dyhr.

Det er ikke første gang, at Pia Olsen Dyhr og Kristian Thulesen Dahl giver hinanden håndslag på et samarbejde midt i en valgkamp.

Tilbage i 2015 gav de hinanden håndslag på, at de ville sørge for en bedre forhold for dagpengemodtagere. Det er den øvelse, de to partiformænd nu forsøger igen. Kristian Thulesen Dahl håber, de kommer helt i mål denne gang:

- Med dagpengene kom vi et godt stykke efter valget, og det er det samme, som vi forsøger nu bare på ældreområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Ældre Sagen godt tilfredse med den nye pagt

Hos Ældre Sagen er man altid glade, når politikerne sætter fokus på landets ældre og oveni købet lover at kæmpe for flere penge – i denne omgang en milliard ekstra.

Det er der behov for, siger Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen.

- De eksempler, vi har set med, at det rent ud sagt sejler i ældreplejen, synes jeg ikke, at vi kan være bekendt i Danmark, siger han.

Men foruden viljen fra Dansk Folkeparti og SF til at finde en pose penge til de ældre, så mangler der overordnet set en god strategi for optimeringen af ældreplejen i Danmark. Det er det, Ældre Sagen kalder en ’new deal’ for de ældre i Danmark.

- De, der har behov for det, skal kunne få hjælp i Danmark, vi skal sikre, at der er en ordentlig personalenormering på plejehjemmene, og det skal sikre, at der er det personale, der skal til. Det er det, der skal til, siger Michael Teit Nielsen.

Men er sådan en aftale ligefrem bedre end en milliard?

- De to dele skal kombineres, for sådan en plan koster også penge.