Efter partilederrunde: Udsigt til klimaindsats, kvoteflygtninge og dyrere cigaretter

Der var meget fløjene kunne blive enige om til mandagens partilederrunde i DR's Koncerthus.

På de store linjer var der samarbejdsvilje på tværs af fløjene, da partilederne var til Demokratiets Aften i Koncerthuset i DR Byen; den næstsidste partilederrunde før folketingsvalget på onsdag.

I hvert fald så længe, det ikke handlede om, hvor pengene skulle komme fra.

Både dyrere cigaretter, en markant styrket klimaindsats og en åbning for igen at tage kvoteflygtninge fik opbakning fra de fleste af de 13 partiledere.

Aftenens første emne var priserne på cigaretter, og Liberal Alliances Anders Samuelsen begyndte med en forudsigelse, der skulle vise sig at ramme ret godt.

- Jeg er sikker på, at prisen på smøger kommer op efter dette her valg. Det er der et kæmpe flertal for, lød det fra Samuelsen.

Frederiksen ville ikke give cigaretpris

Spørgsmålet er så, hvor dyre de skal være – og hvordan. Langt de fleste partier har i løbet af valgkampen givet et bud på en pris, men der er ikke kommet et klart tal fra Socialdemokratiet, selvom partiformand Mette Frederiksen medgiver, at S vil støtte prisstigninger i en eller anden form.

- Det er ikke en blomst, der er groet i vores have, for der er nogle dilemmaer i det her. Vi skal have dødeligheden ned, og jeg ved godt, at prisen har en betydning for hvor mange, der starter med at ryge, sagde Frederiksen.

- Jeg kender også mange, der er rygere, der ikke har ret mange penge. Derfor er jeg optaget af, at vi gør det her på en måde, så vi ikke rammer for eksempel pensionister for hårdt, sagde Frederiksen.

Men de andre partiledere var til gengæld klar. For eksempel Dansk Folkeparti med en lille stigning til 48 kroner, Konservative med 60 kroner for en pakke eller De Radikale med helt op til 90 kroner pakken.

Venstre stillede sig midt imellem.

- Hvis vi for alvor skal have et gennembrud, skal vi have folk til at holde op med at ryge. Vi foreslår 60 kroner, fordi hvis man gør det endnu dyrere, så koster det penge i grænsehandel, sagde Lars Løkke Rasmussen og langede ud efter sin rival om statsministerposten.

- Det er tankevækkende at Mette Frederiksen, som vil være statsminister, ikke kan sige, hvad en pakke cigaretter skal koste, lød det fra Løkke.

Hvad med et dansk systembolag?

Klaus Riskær Pedersen var til gengæld klar med en helt anden og svenskinspireret løsning.

- Kunne det tænkes, at det var tilgængeligheden, man skulle gøre noget ved, lød det fra Klaus Riskær, der foreslog en slags dansk udgave af det svenske Systembolaget. Altså, at cigaretter og alkohol kun skal kunne købes i særlige butikker. I Riskærs version også med hash på hylderne.

Den tankegang var Mette Frederiksen med på:

- Det er rigtigt. Det er et spørgsmål om pris, men det er også et spørgsmål om tilgængelighed. Det er meget let at købe cigaretter i Danmark.

Ingen respekt for børn, der klimastrejker

Så skulle det handle om klimapolitikken – og især hvor hurtigt Danmarks grønne omstilling skal gå.

- Det er de næste fire år, vi skal levere. Ikke i 2030, lød det fra SF’s Pia Olsen Dyhr.

Og det var både Socialdemokratiets og Venstres leder med på.

- Vi skal handle nu, for vi har travlt. Danmarks CO2-udledning steg sidste år, og vi har tabt den grønne førertrøje, sagde Mette Frederiksen.

- Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig i denne her valgkamp er børn, der er kommet op til mig og sagt, at de er bange for det her, sagde Lars Løkke Rasmussen.

I Dansk Folkeparti har børnene dog ikke haft helt samme effekt.

- Der er gået overbudspolitik i klimaområdet. Man bliver grebet af stemningen, lød det fra Thulesen Dahl, som også lod det skinne igennem, at han ikke er blevet særlig rørt af de mange skoleelever, der har strejket for klimaet.

- Jeg har mere respekt for de skoleelever som demonstrerer i fritiden, sagde Thulesen Dahl.

De Radikale havde til gengæld mere respekt for klimasagen end Dansk Folkepartis mærkesag.

- Når der kommer en ny regering i Danmark, så taler vi CO2-reduktion i stedet for udlændingestramninger, sagde Morten Østergaard, mens Uffe Elbæk lovede, at Alternativet vil være klimaet ”mest bidske vagthund”.

På vej mod kvoteflygtninge

Da aftenens tredje emne kom på banen, var der til gengæld mere uenighed at føle på.

Spørgsmålet var, om Danmark igen skal tage imod kvoteflygtninge fra FN-systemet. Det har vi ikke gjort siden 2016, men for især en række venstrefløjspartier er det en mærkesag at begynde igen.

- Mette Frederiksen skal lave en ny flygtninge- og integrationspolitik, for det duer ikke at vende ryggen til verden, sagde De Radikales leder, Morten Østergaard.

Og det vil hun til en vis grad gerne. Men først på den lidt længere bane.

- Vores mål er et nyt flygtningesystem, hvor vi giver en større humanitær bistand, hjælper mere i nærområderne og så tage kvoteflygtninge, så vi kan styre, hvor mange, der kommer, sagde Mette Frederiksen.

Selv Dansk Folkepartis formand var i princippet åben for at begynde at tage kvoteflygtninge igen.

- Jeg synes, det starter med, at vi får et asylstop, så man ikke kan vandre gennem 6-7 sikre lande og få asyl. Hvis vi får stoppet det, så giver det mening at man tager en andel af en kvote, man bliver enige om på internationalt plan, sagde Thulesen Dahl.

Facebook
Twitter