Elbæk vil hverken pege på Løkke eller Frederiksen: Men tror nu på en SV-regering

De Radikale er positive, mens Søren Pape Poulsen (K) kalder tanken "skræmmende".

"Hele vores politiske overvejelser og ambitioner går jo på at sige til danskerne, at der ikke kun er en blå og rød blok, der er også en grøn blok," siger Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

For godt et år siden valgte Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, at trække sit parti ud af rød blok og stå for sig selv.

Dengang gjorde han det klart, at partiet hverken ville pege på Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister ved et kommende valg. Det har ikke ændret sig, men alligevel taler Elbæk i et interview med Zetland nu for idéen om en SV-regering.

- Det er jo sådan lidt paradoksalt at opleve, at både S og V gør rigtig meget ud af at fortælle, hvor uenige de er, og hvor stor en forskel det ville gøre, hvis det var det ene parti eller det andet, der dannede regering, siger Uffe Elbæk.

- Men der er altså reelt ikke særlig stor forskel på partierne, når man går ned og kigger på det politiske indhold. Venstre har overtaget Socialdemokratiets velfærdspolitik, og omvendt har Socialdemokratiet overtaget Venstres integrations- og flygtningepolitik.

Peger på sig selv i dronningerunden

Tankeeksperimentet kræver dog, at flere ting falder i hak, når stemmerne er blevet talt op efter valget 5. juni. Og det kræver altså en lidt længere forklaring.

For det første skal Alternativet sidde på de afgørende mandater.

Dernæst skal flertallet af partier pege på Lars Løkke Rasmussen som kongelig undersøger i en dronningerunde. Som kongelig undersøger skal han så afsøge mulighederne for at danne en regering, der ikke har et flertal imod sig.

Bliv klogere på, hvad en dronningerunde helt præcist er, i videoen herover.

Lars Løkke Rasmussen vil i sådan en situation ikke kunne give Alternativet de indrømmelser, som partiet kræver på eksempelvis udlændingeområdet, fordi Dansk Folkeparti trækker i en anden retning, vurderer Uffe Elbæk.

Derfor må Lars Løkke Rasmussen kapitulere, og stafetten kan gå videre til Mette Frederiksen.

Heller ikke hun vil kunne give Alternativet de nødvendige indrømmelser, der gør, at de vil lade en sådan regering overleve første dag i folketingssalen.

- Den proces vil måske gå frem og tilbage gennem nogle uger, og i løbet af den periode – hvis Venstre lider et stort valgnederlag – kan det være, at Lars Løkke går af som formand og giver plads til Kristian Jensen. Og så er der pludselig opstået en måske psykologisk mulighed, hvor egoerne ikke fylder hele lokalet, forklarer Uffe Elbæk.

- Kristian Jensen kan så sige; "Hvad så, Mette Frederiksen, jeg kan acceptere, at du bliver statsminister, hvis jeg så bliver finansminister eller udenrigsminister," eller hvad pokker han har lyst til at gå efter.

Alternativet vil stadig ikke pege på hverken den ene eller anden, ligesom partiet ikke vil holde hånden under en SV-regering. Det handler derfor om for en regering at overbevise Alternativet om, at den skal have lov til at overleve.

- Det kan godt lyde lidt parlamentarisk nørdet, men det er reelt det, der er i spil.

Så helst en regering med Ø-Å-R

Uffe Elbæk understreger dog, at en SV-regering ikke er drømmescenariet.

Allerhelst så han nemlig en regering bestående af Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet selv.

Men eftersom der ikke just er tegn i sol og måne på, at de tre partier kan finde et flertal, er den første opgave derfor at få trukket både Socialdemokratiet og Venstre væk fra Dansk Folkeparti og få brudt blokpolitikken.

- Det, jeg så har gjort af overvejelser, er, hvordan man så kan få en grøn humanisme stærkere og tydeligere frem i de kommende år. Der er mit bud, at scenariet, hvor grøn humanisme har de bedste vækstkår, vil være en regering af S og V, som var uafhængig af DF, forklarer han.

Regner med opbakning fra K og R

Uffe Elbæk er ikke den eneste, der har peget på en regering bestående af S og V.

Twitter har tidligere Venstre-minister Søren Pind beskrevet tanken som "ikke et dårligt svar på tidens udfordring". Og socialdemokrater og venstrefolk dyster om, hvilket af de to partier, der har nærmet sig det andet mest.

Og set fra Uffe Elbæks stol vil den optimale løsning altså være, at partierne slog pjalterne sammen i en regering. Og sådan en regering vil også kunne få opbakning fra både Radikale og Konservative, vurderer han.

Men fra konservativ side er der ikke megen opbakning at spore til Elbæks tanker.

- Jeg synes, det er et skræmmende scenarie, siger justitsminister og formand for Konservative Søren Pape Poulsen.

"Vi kommer ikke til at støtte en SV-regering. Vi kommer til at støtte en borgerlig regering. Hvis nogen vil lave en ikke-borgerlig regering, så må de jo om det, og så vil vi andre bruge vores mandater på at trække det i en borgerlig retning," siger Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

I det hele taget synes han, at det er en mærkelig udmelding, Uffe Elbæk er kommet med.

- Jeg synes, vi skal bruge tiden på at diskutere politik, hvad det er, vi vil, og ikke alle mulige konstellationstanker efter et valg. Men jeg kan selvfølgelig godt forstå, at når to store partier stort set har den samme politik, så begynder man at tænke de her tanker.

Hos De Radikale vil stedfortrædende politisk leder Sofie Carsten Nielsen også hellere diskutere politik end bogstaver. Men tanken om en SV-regering skræmmer ikke.

- For os er det afgørende, hvilken retning politikken går i. Det er fuldstændig afgørende, at vi kommer væk fra det værdiskred, som dansk politik har været i i de seneste fire år, hvor symbolpolitikken har regeret, og vi får ikke løst de egentlige problemer – og hvis det kan fås med en regering med både S og V, så er det fint, forklarer hun.

Faktisk ser Sofie Carsten Nielsen også muligheder i en SV-regering fremfor en ren socialdemokratisk regering med rød blok som støttepartier. Her har Enhedslisten nemlig stillet et ultimativt krav til Mette Frederiksen om, at hun ikke må bøje sig for de Radikales krav til den økonomiske politik.

- Der er da også perspektiver i det – så kunne det være, at vi kunne få sikret dansk økonomi, så vi kunne få sikret den arbejdskraft, som virksomhederne har så afgørende behov for.

Facebook
Twitter