Enhedslisten ved forhandlinger: Vi forbeholder os retten til at arbejde uden om en socialdemokratisk regering

Blå blokpolitik bliver ikke udskiftet med en rød, lyder det fra partierne under dagens forhandlinger.

Efter en kort pause i regeringsforhandlingerne har Mette Frederiksen (S) i dag genoptaget forsøget på at nå til enighed om, at hun kan indtage statsministerkontoret.

Derfor arbejder partierne lige nu på at finde fælles fodslag i forhold til, hvilken retning Danmark skal have i de kommende år. Det betyder dog ikke, at Socialdemokratiet kommer til at kunne holde Enhedslisten i kort snor, eller omvendt.

Det slog politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper fast, efter hun havde været til forhandling med Mette Frederiksen for anden gang i dag.

- Der vil sikkert være ting, som vi vil være uenige med Socialdemokraterne om - det kan jeg garantere på forhånd. Og hvis Enhedslisten kan samarbejde med andre partier om at forbedre forholdene for ytringsfriheden og vores grundlæggende rettigheder uden om en socialdemokratisk regering, så forbeholder vi os da retten til det, forklarede hun.

- Så vi er alle sammen forskellige partier i dag, og det vil vi også være, når det her er slut.

Vil kunne samarbejde bredt

I SF er formand Pia Olsen Dyhr enig med Pernille Skipper i, at forhandlingerne ikke sigter på at binde de fire partier - Socialdemokratiet, Radikale, Enhedslisten og SF - til hinanden.

Hun peger blandt andet på EU-området som ét af de steder, hvor Mette Frederiksen kan være nødt til at kigge mod blå blok for at finde sit flertal.

- Der ved vi jo godt, hvor Enhedslisten står, og det tror jeg også, at der er en fælles forståelse omkring. Men jeg håber da, og det er da også ambitionen, at vi fire partier skal være med til at tegne retningen fremadrettet, forklarede hun.

- Så jeg tror sådan set, at vi kan finde brede forlig henover midten.

Men bliver det så ikke bare blå blokpolitik udskiftet med rød blokpolitik?

- Nej, jeg synes, stilen er en anden.

Vil samarbejde bredt

Hvor De Radikales politiske leder Morten Østergaard tidligere i dag talte økonomi med Mette Frederiksen, var fokus på dagens anden forhandling mellem de to sat ind på udlændinge- og integrationspolitikken.

Her har De Radikale krævet et opgør med paradigmeskiftet, der går ud på at ændrer fokus fra at integrere til at hjemsende flygtninge. Men det opgør behøver ikke at begrænse sig til rød blok.

- Jeg lægger op til, at vi finder en fælles vej frem, som sætter retningen for den nye regering også i udlændinge- og integrationspolitikken. Og når vi har den, vil vi også være mere trygge ved at sætte et fælles skib i søen, men der skal samarbejdes, og der skal samarbejdes bredt. Jo bredere, jo bedre, og det gælder egentlig på alle områder, lød det fra Morten Østergaard.

Facebook
Twitter