Enhedslisten vil aflyse 'fattigdomsydelser': Truer med at spolere Mette Frederiksens statsministerdrøm

Politisk ordfører Pernille Skipper er i aften gæst hos Kåre Quist i 'Mød Partierne' på DR1.

Kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225 timers-reglen skal fjernes, så alle får samme adgang til at modtage den samme kontanthjælp.

For Enhedslisten er det hjerteblod at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere, flygtninge og kontanthjælpsmodtagere.

Og derfor var det en skuffet Pernille Skipper, der tidligere på ugen kunne konstatere, at der i Socialdemokratiets økonomiske plan ikke er afsat en eneste krone til formålet.

- De siger en masse om, at de gerne vil bekæmpe fattigdom i vores samfund, men de ruller ikke engang uligheden tilbage til niveauet før deres egen skattereform i 2012, sagde den politiske ordfører mandag til DR Nyheder.

Rødglødende efter blå skatteaftale

Hos Socialdemokratiet og statsministerkandidat Mette Frederiksen er det næppe glemt, at Pernille Skippers forgænger dengang i 2012 for snurrende tv-kameraer erklærede, at partiet ikke længere kunne betragtes som støtteparti for den daværende SRSF-regering.

Årsagen var, at den røde regering holdt Enhedslisten uden for indflydelse på den økonomiske politik og blev enige med Venstre og De Konservative om skattelettelser for syv milliarder kroner.

- Det, synes jeg, er at pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med ulighedsskabende politik, som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard har ført de sidste ti år, lød det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Ville have væltet Thorning

Da tusinder af ledige i 2013 stod til at ryge ud af det dagpengesystemet som følge af halveringen af dagpengeperioden, overvejede Enhedslisten at trække tæppet helt væk under regeringen.

Men partiet endte med at acceptere en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse og traf aldrig det afgørende valg om at vælte regeringen.

Dengang var Pernille Skipper næstformand - og personligt klar til at bryde med partiets hidtidige linje, hvilket hun afslørede sidste år over for Clement Kjersgaard i 'Vi ses hos Clement' på DR2.

- I bagklogskabens ulideligt klare lys, ja så tror jeg da, at vi skulle have gjort det. Men på daværende tidspunkt kunne vi jo ikke se mængden af ulyksaligheder for enden af tunnelen.

Kan de enes om børnene?

Pernille Skipper truer nu med at stoppe Socialdemokratiet og Mette Frederiksen allerede på tærsklen til statsministerkontoret, hvis ikke Enhedslisten får indrømmelser på fattigdomsydelserne.

- Jeg er nødt til at sige, at jeg har meget, meget svært ved at se en socialdemokrat blive statsminister på vores mandater, hvis ikke vi får løst de problemer, lød Pernille Skippers kommentar til Berlingske i går.

Mette Frederiksen vil dog gerne se på løsninger målrettet børn, der lever i fattigdom. Og det kan måske bløde Pernille Skipper og Enhedslisten op.

- Skulle der mod forventning være en magisk løsning, som kan fikse det uden at afskaffe fattigdomsydelserne, lytter jeg selvfølgelig, siger Skipper.

Hvis du vil vide mere om Enhedslistens holdning på området, kan du i aften se med, når Pernille Skipper er gæst hos Kåre Quist i Mød Partierne. Det er klokken 22.00 på DR1.