I 1980'ernes Danmark var der økonomisk krise og derudover lurede frygten for en atomkrig. Statsministeren var konservativ, han hed Poul Schlüter og stod i front for en firkløverregering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Men i 1988 blev der samlet et politisk flertal imod Poul Schlüters regering, da De Radikale var gået sammen med oppositionen omkring udenrigspolitikken.

På det tidspunkt var det dansk politik, at man ikke ønskede atomvåben på dansk jord, mens den amerikanske politik var, at man hverken ville bekræfte eller benægte, om de havde et atomvåben på flådefartøjet. Det kulminerede, da oppositionen i april i 1988 stillede et forslag om, at amerikanske flådefartøjer skulle spørges, om de var bevæbnede med atomvåben. Valget er sidenhen blevet omtalt som "atomvalget".

Regeringen så det umiddelbart som et brud på alliancesolidariteten med Nato, og derfor udskrev Poul Schlüter valg i 1988.

- Det var vigtigt for Poul Schlüter at få løst den sikkerhedspolitiske situation, som var årsagen til, at valget var blevet udskrevet og få sikret, at Danmark stadig var et fuldgyldigt medlem af Nato, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Det skulle dog vise sig at blive noget af en regeringskabale, der skulle lægges efter valget.

Der skulle hele fire dronningerunder til, før der kunne dannes en regering, hvilket er en rekord i nyere tid, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

Tidligere arbejdsminister Henning Dyremose (K) husker tydeligt forhandlingerne, hvor der var taget alternative forhandlingsmetoder i brug. Sammen med Poul Schlüter og partiets daværende finansminister Palle Simonsen havde han inviteret både Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen og den radikale Niels Helveg Petersen på middag.

To partier, som Schlüter rigtig gerne ville have i sin regering.

- Det var et led i vores forsøg på at se, om vi ikke kunne få De Radikale og Centrum-Demokraterne til at tale pænt med hinanden.

Hvor godt de to partier endte med at tale med hinanden, kan være svært at svare på, men det blev i hvert fald ikke godt nok til, at Poul Schlüter kunne danne en femkløverregering.

Efter det sidste besøg hos dronningen, lavede den tidligere statsminister nemlig KVR-regeringen, bestående af Konservative, Venstre og de Radikale.

- Ved at danne en KVR-regering, så fik vi lige pludselig det sikkerhedspolitiske flertal på plads, fordi når De Radikale var med i vores regering, så kunne de ikke stemme på de socialdemokratiske dagsordener, siger Henning Dyremose.

I 1993 bliver Poul Schlüters regering væltet efter en af landets største politiske skandaler – Tamilsagen.

Det skete, efter at det kom frem, at den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen havde handlet ulovligt, da han havde indskrænket muligheden for, at tamilske flygtninge kunne søge familiesammenføring i Danmark.

Derefter træder oppositionen ind med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen som ny statsminister for den kommende regering bestående af Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Men én ting ændrer dansk politik.

De Radikales daværende leder Marianne Jelved kræver nemlig, at regeringen laver et regeringsgrundlag, da det var mere end ti år siden, at Socialdemokratiet havde været ved magten. Og derfor skulle der laves en form for kontrakt mellem partierne i den nye regering.

- Det var første gang, at en regering i nyere tid lavede et regeringsgrundlag. Ideen bag var, at jeg som radikal havde brug for at kunne vise mit bagland, at de kunne være helt trygge ved, at vi gik i regering med Socialdemokratiet. Socialdemokratiet havde jo et lidt blakket ry omkring økonomi, sagde Marianne Jelved til DR Nyheder i 2016.

Regeringsgrundlaget var et "nybrud" i dansk politik, da man først kunne danne en regering, efter at partierne var blevet enige om, hvad de præcist skulle gennemføre, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

- Det var derfor, det pludselig kom til at tage så lang tid med dannelsen af regeringen i det år.

Det endte med at tage den kommende regering nogle uger, før man havde et færdigt regeringsgrundlag, og Poul Nyrup Rasmussen kunne gå til dronningen og præsentere sin nye regering.

Til folketingsvalget i 2011 fyldte særligt den økonomiske politik, da det kun var få efter finanskrisen, som ramte verden og Danmark hårdt.

Efter valget skulle Helle Thorning-Schmidt forsøge at samle Socialdemokratiet, SF og De Radikale i den samme regering - den såkaldte SRSF-regering.

Det skulle ende med at tage hende 14 dage og en formentlig dyr hotelregning.

Den tidligere socialdemokratiske leder lejede nemlig hele den øverste etage af Hotel Crowne Plaza på Amager, som sidenhen er blevet kendt som "det sorte tårn" på grund af de hemmelige forhandlinger.

I toppen af tårnet skulle de tre partier komme til enighed om et regeringsgrundlag, som sidenhen skulle vise sig at blive det længste nogensinde.

- Det var meget omfattende og detaljeret, det regeringsgrundlag, der blev lavet. Fordi det egentlig var nogle partier, som var meget svære at forene. Specielt De Radikale og SF, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Og derfor blev det nogle meget lange forhandlinger, men også nogle meget hemmelige forhandlinger, siger han.

Sidenhen har Helle Thorning-Schmidt også været ude i pressen og fortælle, at hun fortryder isolationen.

- Man må jo nok lære, at det er lang tid at trække sig tilbage fra politik i 14 dage. Og der skulle vi tydeligere have sagt, at selvfølgelig er det et kompromis, vi sidder og laver, sagde Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Efter de 14 dages isolation kunne Helle Thorning-Schmidt gå til dronningen og præsentere sin nye SRSF-regering.

Det nye regeringsgrundlag var typisk for en regering som SRSF-regeringen, da den var sammensat af partier, som ville noget meget forskelligt, forklarer Lars Hovbakke Sørensen, og fortiden kan derfor også sige lidt om nutiden.

- Det kunne man godt forestille sig var noget, der bliver gentaget den her gang, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Men om Mette Frederiksen låser sig inde på hotel, eller dronningen får besøg fire gange, må tiden vise.