Tingbjerg i Brønshøj, Vollsmose i Odense og Kvaglund ved Esbjerg.
I flere udsatte boligområder var valgdeltagelsen ved tirsdagens folketingsvalg markant lavere end i resten af landet.
Og forskellen er ved dette folketingsvalg blevet større, end den var ved det sidste valg.
I Vollsmose i Odense var det blot 63,1 procent af de stemmeberettigede, som satte et kryds på valgstedet Camp U. Til sammenligning var stemmeprocenten i hele landet i gennemsnit 84,1 procent.
Det kan udgøre et demokratisk problem, mener Kristina Bakkær Simonsen, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, med særlig fokus på integration af indvandrere.
- Det fortæller mig, at vi faktisk har et punkt i det danske demokrati, hvor vi er udfordret. At vi faktisk ikke evner, at alle føler, det meningsfuldt eller tilgængeligt at deltage i valg, siger hun.
Plakater skulle minde om valget
Det er velkendt, at stemmeprocenten er lavere i områder med mange med minoritetsbaggrund, men hvorfor den er faldet i år, vil kræve yderligere granskning af tallene, siger Kristina Bakkær Simonsen.
- Ved det seneste folketingsvalg i 2019 var der en markant fremgang i minoriteters valgdeltagelse, men det ser umiddelbart ikke ud til, at den positive tendens fortsætter. Snarere vender vi tilbage til et lavt niveau, siger hun.
Flere projekter har forsøgt at øge valgdeltagelsen i de udsatte boligområder.
I bydelen Kvaglund i Esbjerg har man gennem projektet '3 i en' blandt andet sat plakater op, der mindede folk om valget.
Projektchef Sofie Valbjørn ærgrer sig derfor over, at stemmeprocenten også her er faldet.
- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at tallet var en lille smule højere end sidste gang, men jeg hæfter mig først og fremmest ved, at der er rigtigt mange beboere, som benytter deres stemme, siger hun.
Beboer: Mange har opgivet at stemme
Mange af beboerne har også haft svært ved at overskue valget med nye partier, fortæller hun.
- Der er mange, der har følt sig lidt rådvilde i forhold til, hvem de skulle stemme på. Der er flere nye partier, som skaber noget usikkerhed. Hvad betyder det nu? siger hun.
På landsplan var valgdeltagelsen ved tirsdagens folketingsvalg kun en smule lavere end året før. Den lå på 84,1 procent tirsdag, mod 84,6 procent i 2019.
På gaden i Vollsmose har DR's reporter dog svært ved at finde borgere, der ikke har stemt.
Nesrin Fayoumi kunne aldrig drømme om ikke at bruge sin stemme, men tror at det er stramningerne i udlændingepolitikken, der har fået mange af naboerne til at give fortabt på Folketinget.
- Jeg tænker, at de ikke føler sig hørt, og så har de opgivet at stemme, siger hun.
Frie Grønne blev næststørst i Vollsmose
Et parti, der dog kunne få beboerne Vollsmose til at sætte krydset, var Frie Grønne.
På landsplan nåede partiet med Sikandar Siddique i spidsen ikke over spærregrænsen, men i Vollsmose fik de et kanonvalg, hvor de løb med 27,8 procent af stemmerne på valgstedet Camp U.
Spidskandidat Nishan Ganesh er en lokale ildsjæl, der længe har arbejdet for at styrke beboerdemokratiet i bydelen.
Den 35-årige revisor, der selv bor i Vollsmose, er godt udmattet efter valgkampen.
- Jeg føler, vi har løbet tre maratoner på den korte tid, siger han.
- Jeg har personligt snakket med et par hundrede, som aldrig nogensinde har stemt før, hverken til folketingsvalg eller kommunalvalg, fordi de har følt, at man ikke har varetaget deres interesser, fortæller han.
Han har den seneste tid fortalt alle, der gad lytte, at det nytter at stemme.
- Hvis du ikke tager et valg og sætter et kryds, så har du ikke tjekket ind i samfundet. Det er nogle af de ting, som jeg fortæller, siger han.
For det er i Folketinget, at man kan påvirke udlændingelovgivningen, ghettoplaner eller sågar beslutningen om at nedrive flere af boligområdets blokke.
- Her i Vollsmose mærker beboerne i deres hverdag jo konsekvensen af de valg, som politikerne har truffet, fortæller han.
Også i Tingbjerg i København, hvor der bor mange med minoritetsbaggrund, havde Frie Grønne et godt valg. Her fik partiet flest stemmer af alle partier.
'De ser mig hver dag'
Hvis stemmeprocenten skal op i de udsatte boligområder, mener Nishan Ganesh, at der er brug for flere kandidater, der som ham selv bor i området.
- Her er jeg jo ikke en politisk kandidat. Jeg er Nishan. De ser mig hver dag på Vollsmose Torv eller på vej frem og tilbage, siger han.
Men kan dine vælgere ikke føle, at de har spildt deres stemme, nu hvor du ikke kommer i Folketinget?
- Nej, sådan ser jeg det ikke. Et kryds går aldrig til spilde, for det er en tilkendegivelse, siger han.
- Vi er taknemmelige for hver eneste stemme, vi har fået. Jeg tager de medborgere, der stemte på mig personligt, med stor ydmyghed, ære og respekt - og det er forpligtende for en som mig. Det betyder, at jeg skal varetage deres interesser i alle mulige andre henseender. Så jeg tager arbejdshandskerne på, siger han.