Familien Brask-Nielsen er i tvivl om krydset: Vil se, hvad partierne kan tilbyde

Op mod hver fjerde vælger ved ikke, hvem de skal stemme på til folketingsvalget.

Hvem skal have mit kryds til folketingsvalget den 5. juni?

Dét spørgsmål fylder en del hos familien Brask-Nielsen fra Stubbergård mellem Holstebro og Skive.

- Jeg er afventende i forhold til, hvad partierne kan tilbyde, siger Malene Brask-Nielsen, 48 år og friskolelærer.

Hendes mand, skov- og landskabsingeniør Klaus Brask-Nielsen på 49 år, har ved tidligere folketingsvalg været meget tro mod et bestemt parti i blå blok, men vakler en smule i sin tro denne gang.

- Jeg kan selvfølgelig flyttes, men ikke fra højrefløj til venstrefløj, siger han.

Familien Brask-Nielsen er ikke ene om at være i tvivl. Valgforskere vurderer, at op mod hver fjerde vælger endnu ikke har besluttet sig.

Folketingsvalget er denne gang lidt speciel for familien i Stubbergård, fordi den ældste datter, Agnes Emilie Brask-Nielsen, skal stemme for første gang.

- Jeg er ikke i tvivl om, hvilken side jeg stemmer på, men ved ikke hvilket parti lige nu, lyder det fra den 19-årige gymnasieelev.

Mærkesager afgør krydset

Alle tre har mærkesager, som de vil holde øje med i valgkampen, og som vil være afgørende for, hvor krydset i sidste ende sættes.

For førstegangsvælgeren er det klima og miljø.

- Miljø fylder meget for mig. Jeg føler tit, at det er os unge, der står tilbage med ansvaret. At vi trækker nitten i det, der er efterladt til os, siger Agnes Emilie Brask-Nielsen, der også peger på skolepolitik som en mærkesag.

- Vi er gået fra, at det er lysten til at lære, der driver, til at det er lysten til at få et højt gennemsnit, der driver. Det er ofte det, der i min hverdag spiller en rolle, siger 2.g'eren fra Skive Gymnasium.

For Klaus Brask-Nielsen er flygtninge og indvandrere et emne, der måske kan få ham til at skifte parti.

- Jeg synes nogle gange, at flygtningedebatten løber af sporet. Jeg ligger på højrefløjen, men jeg er ikke så hård i forhold til flygtningedebatten, og jeg mener, at debatten generelt fylder for meget. Hvis debatten bliver for skinger, kan det få mig til at flytte min stemme, siger han.

Flygtningepolitik, miljø og klima kan også påvirke, hvor Malene Brask-Nielsen sætter sit kryds. Det samme kan sundhed og skole.

- Sundhed og skole er nærværende for mig. Det er vigtigt, at der er nogle politikere, der har nogle meninger, som jeg kan mærke vil være rigtige for mig at tilkendegive, at jeg er enige med dem i, siger Malene Brask-Nielsen.

Flere beslutter sig sent i valgkamp

Professor og valgforsker Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet fortæller, at stadig flere vælgere først beslutter sig undervejs i valgkampen og for en del først i sidste øjeblik.

- Ved valget i 2015 besluttede 33 procent sig først i de sidste dage før valget og heraf 10 procent på selve valgdagen, siger Rune Stubager.

Han har været med til at lave valgundersøgelsen 'Danske vælgere 1971-2015', der analyserer vælgernes holdninger og adfærd efter hvert folketingsvalg siden 1971.

Dengang, for 48 år siden, var det kun ni procent af vælgerne, der besluttede sig få dage inden valgdagen.

Facebook
Twitter