Flertal af partier klar til at lovgive mod rygning i skoletiden - for både elever og ansatte

Den røgfrie skoletid skal gælde for grundskolen, efterskoler og alle ungdomsuddannelserne.

Flere af partierne på Christiansborg har et mål om at få den første røgfrie generation i 2030, og for at nå det mål ser et flertal af partierne nu ud til at ville tage ganske markante værktøjer i brug.

Nemlig at gøre skoletiden på samtlige uddannelsesinstitutioner, der henvender sig til børn og unge under 18 år, røgfri. Både for de ansatte og dermed også elever over 18 år.

- Det handler om at sikre, at der er røgfrie miljøer, hvor børn og unge færdes, og det gør de i høj grad på vores uddannelsesinstitutioner. Der skal de ikke tillægge sig en dårlig vane med tobak, forklarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Ingen grund til at lære unge at ryge

Venstre lancerede tidligere i valgkampen en ni-punktsplan, der skulle få færre til at ryge. Heriblandt var forslaget om en røgfri skoletid.

Og det glæder sundhedsordfører for SF Kirsten Normann Andersen, der er klar til at bakke op om forslaget.

- Ja, og det ville vi også dengang den smalle Venstre-regering oprindeligt kom med forslaget i sin kræftpakke. Og vi har også prøvet at presse regeringen til at fremsætte forslaget igen, efter den blev til en trepartisregering. Så vi synes, det er et godt forslag, og det syntes vi også dengang, forklarer hun.

Hos Radikale kalder sundhedsordfører Lotte Rod forslaget for "en god ide", og den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Astrid Krag glæder sig også over Venstres forslag.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre mere for at forhindre, at børn og unge begynder at ryge. Der har Venstre været fodslæbende indtil nu, men det er da dejligt, at de her i 11. time under en valgkamp vil være med til at gøre noget ved det, siger hun.

Og netop røgfri skoletid vil kunne spille en afgørende rolle for, om børn og unge begynder at ryge, mener hun.

- Vi ved, at noget af det, som betyder noget for, om børn og unge begynder at ryge, er, om de ser voksne, der betyder noget for dem, ryge. Og der er ingen grund til, at børn og unge skal lære at ryge, når de passer deres skole eller er i deres daginstitution.

K går konstruktivt til forhandlinger

I Enhedslisten får Venstres forslag dog ikke den store opbakning.

Partiet er åben for at forbyde rygning på skoler og uddannelsesinstitutioner for børn og unge under 18 år.

Men Christiansborg bør ikke lovgive om, hvad voksne og myndige mennesker vælger at gøre, forklarer sundhedsordfører Peder Hvelplund.

- Vi mener, at det er skudt helt over målet, at vi som statsmagt skal begynde at lovgive om, hvad myndige voksne mennesker skal foretage sig i deres pause på arbejde, forklarer han.

- Man kan jo sagtens lokalt på uddannelsesinstitutionerne eller på arbejdspladsen vedtage regler om, under hvilke former man kan ryge – om det må foregå på matriklen, eller man skal gå udenfor - men det må man afklare lokalt.

De Konservative vil indføre et forbud mod at ryge i skoletiden for alle under 18 år - uanset hvilke skole eller ungdomsuddannelse de går på. (Foto: Ida Guldbæk © Scanpix)

De Konservative har ligesom Venstre præsenteret et udspil om røgfri skoletid, men modsat regeringspartneren Venstre vil Konservative kun lade det gælde for personer under 18 år.

- Når man fylder 18 år, må man stemme til folketingsvalget, udøve indflydelse på det samfund, som man er en del af. Der synes vi, at det er sværere at gå ind som politiker og sige: Du må ikke ryge en cigaret. Vi synes, der er en eller anden skillelinje der, siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

- Vi er så utroligt glade for, at så mange partier er kommet til og bakker op om forslaget om røgfri skoletid. Og vi går konstruktivt til forhandlingerne og drøfter med de andre partier, hvordan vi kan omsætte det til virkelighed.

Facebook
Twitter