Første partilederdebat: Løkke tager skarp afstand fra både Paludan og Vermund

Stram Kurs og Nye Borgerlige gav en ophedet debat i valgkampens første partiledermøde.

Selv hvis folketingsvalget den 5. juni ender med at give et blåt flertal, er det ikke sikkert, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætter på posten. Det scenarie tegnede Løkke selv under valgkampens første partilederdebat på DR1 her til aften.

Årsagen skal findes i de krav, de to nye partier Stram Kurs og Nye Borgerlige opstiller på udlændingeområdet. Stram Kurs vil blandt andet forbyde islam, og Nye Borgerlige vil indføre et totalt asylstop.

- Jeg kommer ikke til at bygge noget regeringsprojekt på partier, der synes, at vi skal træde ud af flygtningekonventioner og alt muligt. Det kommer ikke til at ske, sagde Lars Løkke Rasmussen under partilederdebatten.

– Og det gælder i øvrigt både det parti dernede og det parti der, bemærkede Løkke i en indskudt sætning med et vink mod først Stram Kurs-partiformand Rasmus Paludan og dernæst Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund.

- Derfor kan man desværre sagtens forestille sig en situation, hvor der ikke er noget rødt flertal efter valget, og hvor jeg alligevel ikke kan fortsætte som statsminister, sagde Løkke.

Løkke: 'Jeg er statsminister for hele Danmark'

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer til valgkampens første partilederrunde på DR på Christiansborg og hilser på Stram Kurs' partiformand, Rasmus Paludan. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Undervejs i debatten blev statsministeren tydeligt irriteret over at skulle svare på spørgsmål om Rasmus Paludan - og hvorvidt han vil kunne være statsminister på Stram Kurs' mandater, hvis partiet bliver valgt ind.

- Jeg har svaret på det. Og helt ærligt: Vi kan godt gøre et kæmpe stads ud af det der, sagde Løkke og pegede ned mod Paludan, før han tilføjede:

- Vi kunne også tale om, hvad vi selv vil.

- Da jeg startede i gymnasiet, var der 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund, nu er der 500.000. Det gør noget ved vores samfund. Men helt ærligt: Jeg er statsminister for hele Danmark og agter at være det fortsat. Jeg kan ikke rulle filmen tilbage – vi er, hvor vi er – og vi er nødt til at tage problemerne alvorligt.

Rasmus Paludan har kaldt Lars Løkke Rasmussen uværdig som statsminister, og det er Venstre-formanden ikke ked af:

- Tak for det – for jeg har heller ikke lyst til at blive omfavnet. Jeg kommer aldrig nogensinde til at bygge et regeringsprojekt på synspunkter, der handler om, at vi skal gå op imod Grundloven og forbyde religionsfrihed – eller at vi skal melde Danmark ud af det internationale samfund og ikke leve op til vores internationale forpligtelser, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, der var vikar i partilederdebatten for sin sygdomsramte partiformand, Mette Frederiksen, afviste også blankt et samarbejde med Stram Kurs:

- Socialdemokratiet kommer aldrig til at danne en regering på Rasmus Paludans stemmer. Han står for had, frygt og afbrændinger. Det er ikke vores politik.

Partiledere bakker Løkke op

Efter partilederdebatten var der opbakning fra flere af de andre partiledere.

Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, sagde efterfølgende:

- Det, Lars Løkke sagde, synes jeg, var klart og tydeligt. Det er samme bemærkninger, som jeg selv har givet i forhold til at sidde i regering. Vi skal føre en stram udlændingepolitik, men der skal være mening med det hele.

Pape kan heller ikke se sig selv i en regering, der baserer sig på Stram Kurs:

- Jeg har det sådan, at med det, Rasmus Paludan prædiker af had og måden, han taler om andre mennesker på, så er det ikke noget, man kan basere sig på. Og så synes jeg i øvrigt, at han har fået alt for meget opmærksomhed.

Og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, istemte efter debatten:

- Jeg synes selvfølgelig, at det er meget vigtigt, at der bliver sagt fra over for synspunkter, som går imod vores grundlæggende frihedsrettigheder og vores demokrati. Det er i hvert fald ikke det Danmark, jeg kender. Og det er jeg da tilfreds med, at Lars Løkke fik sagt.

Vermund vil ikke forbyde islam

Pernille Vermund vil ikke forbyde islam, som Rasmus Paludan vil. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Rasmus Paludan langede flere gange undervejs i debatten ud efter de andre partiledere og erklærede sig som "demokrat i hjertet", mens han beskyldte de andre for ikke at være det.

- Det her med had har jeg ikke ytret noget som helst om – for jeg ønsker, at muslimer har dejlige, lykkelige liv i de 51 muslimske lande, der er, sagde han.

- Jeg ønsker at samarbejde med alle dem, der har lyst til at samarbejde med os.

I samme toner beskyldte Pernille Vermund de øvrige partiledere for at være på vej mod "svenske tilstande" - med henvisning til, at de svenske partier nægter at samarbejde med ét parti, nemlig Sverigedemokraterne.

Kritikken prellede af på Lars Løkke Rasmussen. Direkte henvendt til Pernille Vermund sagde han:

- Hvis du siger til mig, at du kun vil gøre mig til statsminister, hvis jeg melder mig ud af hele det internationale flygtningesamarbejde, så er jeg bare desværre nødt til at sige, at det er ærgerligt, det er trist – så må der komme en anden regering.

Modsat Rasmus Paludan vil Pernille Vermund ikke forbyde islam.

- Det er et skråplan at sige, at der er politiske ideologier eller religioner, man vil forbyde, fordi man er uenig. Hvis man forbyder islam, så kan man også åbne andre steder.

- Og så er jeg ret sikker på – det kan vi jo se med det flertal, der står her – at så vil Paludan måske være den første, der bliver forbudt, og så kan man jo gætte sig til, hvem der bliver den næste, sagde Pernille Vermund under debatten.

Facebook
Twitter