Førstegangsvælgeren Hannah kræver bedre og billigere busser: Det er hurtigere at gå hjem fra byen

Hannah bor i København og kan spare 20 minutter på at gå i stedet for at tage bussen.

Hannah Palm tager en undren med sig, når hun skal i stemmeboksen den 5. juni for at sætte sit første kryds ved et folketingsvalg.

Hun undrer sig over, at det skal være så dyrt at tage bussen. Og over, at det ligefrem kan betale sig for hende at bruge benene i stedet for at tage bussen hjem til Nørrebro, når hun har været i byen i det indre København.

- Det kan tage en time at komme hjem med offentlig transport, mens jeg kan gå hjem på 40 minutter. Det er jo fjollet. Og så er der også mange, der bruger penge på taxaer. Det er jo helt latterligt, siger Hannah Palm.

Men den 19-årige københavner glæder sig over, at hun ikke bor i Dragør knap 15 kilometer fra København, som flere af hendes venner gør.

- Så er det røvbesværligt at komme til København. Det kan jeg love dig for.

Hør Hannah Palm dele sine erfaringer med kollektiv trafik:

Planlæg eller pjæk

18-årige Mads Nissen Hvid har det til tider også røvbesværligt. Han er også en del af DR-panelet og pendler frem og tilbage mellem sit hjem i Rudkøbing og Svendborg Gymnasium. En tur på cirka 18 kilometer.

- Jeg går tit glip af skolearrangementer, fordi bussen ikke lige passer. Så man skal være rigtig god til at koordinere det for at komme frem til tiden, eller også bliver man nødt til at pjække, fortæller Mads Nissen Hvid.

Mads går i stemmeboksen med et krav om flere og mere fleksible bustider. Hannah Palm vil have, at offentlig transport skal være billigere.

Busser bliver droppet

Men hvorfor er der ikke flere busser til Mads fra Rudkøbing og billigere og hurtigere transport til Hannah fra København?

Det forsøger Rasmus Markussen, der er politisk medarbejder hos Passagerpulsen ved Forbrugerrådet Tænk, at gøre dig lidt klogere på.

- Man vælger jo at skære nogle ruter fra, fordi man synes, der er for få passagerer til dem, og så skærer man dem væk for at spare nogle penge, siger Rasmus Markussen.

Han forstår frustrationen hos Mads og Hannah.

- Kollektiv transport er jo virkelig noget, der giver frihed. Det kan være et stort problem, hvis man er ung og hele tiden skal spørge sine forældre, om de kan hente en til en fest eller fra fritidsinteresser, siger Rasmus Markussen.

Bussen er blevet dyrere

Faktisk er priserne på offentlig transport, pointerer Rasmus Markussen, steget i løbet af de seneste 20 år, når man sammenligner med den almindelige prisudvikling.

- Det har jo noget at gøre med, hvor meget man fra politisk side vil give i tilskud, og politikerne har blandt andet prioriteret at lave mere metro eller nye letbaner i stedet for at sætte priserne ned, siger Rasmus Markussen.

Der er politisk enighed om, at man skal fortsætte med at forbedre togdriften ved at elektrificere jernbanen, lave nye signalsystemer og skabe bedre sammenhæng mellem transportformerne. Men der er ikke politisk enighed om, hvor mange penge der skal investere i at gøre den kollektive transport billigere.

Facebook
Twitter