Aktivitet på sociale medier, arrangementer i lokalmiljøet og fortællingen om den gode skole i lokalavisen.
Det er nogle af de midler, man tager i brug i flere kommuner for at få flere elever tilbage i folkeskolerne.
Blandt andet i Gribskov, hvor man på folkeskolen Nordstjerneskolen er ekstra aktiv på Facebook og gør en indsats for at være til stede i lokalmiljøet.
- Vi inviterer både til åbent hus og holder en stor festival på skolen, hvor vi gør meget for at brande arrangementet med plakater i byen, så vi får inviteret et bredt publikum med, siger skoleleder Karen Kaas.
Grunden til den nye strategi er, at der i flere kommuner er en stigning i andelen af privat- og friskoleelever, viser en analyse, som DR har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Branding kunne have virket
Med to børn på Helsinge Realskole i Gribskov er Nina Winsløw en af de forældre, der har valgt et privat skoletilbud til sine børn.
Men havde folkeskolen været mere fremme i skoene, kunne det nemt havde set anderledes ud, siger hun.
- Hvis den lokale folkeskole havde vist det, jeg havde brug for at mærke og vide, så havde jeg nemt kunne vælge det.
Helene Thomsen, som også er forælder på Helsinge Realskole, ville ligeledes have været mere åben over for den lokale folkeskole, hvis hun var blevet gjort opmærksom på alle de ting, den kunne tilbyde.
- Jeg ville i hvert fald have haft mere viden at træffe en beslutning ud fra. Så jo, det kunne godt være, at jeg så ville være mere åben over for det.
Det er netop børn til forældre som Nina Winsløv og Helene Thomsen, man med markedsføring vil forsøge at hente tilbage til folkeskolen, siger skoleleder Karen Kaas.
- Vi har haft år, hvor der kun er en tredjedel, der har valgt at sætte deres børn i folkeskolen. Det er alt for få, så der har vi måttet lave en indsats for at få fat i flere.
På Nordstjerneskolen har man derfor brugt tid og ressourcer på markedsføringen både i løbet af arbejdsdagen og i fritiden, men det er i sidste ende det bedste for skolen, siger skoleleder Karen Kaas.
- Selvfølgelig har vi brugt nogle timer på, at man deltager i nogle aktiviteter uden for skolen, men det er givet så godt ud, siger hun.
Ekspert: Den lokale folkeskole skal styrkes
Også Halsnæs vil have flere elever i folkeskolen, og her bruger man samme strategi, fortæller Helge Friis, som er udvalgsformand for Skole, Uddannelse og Dagtilbud i kommunen.
- Vi har bedt vores skoler om at være med på branding ved at fortælle omverdenen, hvad det er, vi er gode til, og hvilke arrangementer vi laver. Det kan de gøre på sociale medier og i blade. Det vigtigste er bare, at budskaberne kommer ud over kanten, siger han.
Det er en rigtig god plan at markedsføre folkets skole, mener Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef ved VIA University College og ekspert i folkeskolen.
- Der skal bruges tid og ressourcer på at styrke den lokale folkeskole både kommunalt og centralpolitisk. Og de steder, hvor folkeskolen ikke er det hyppigste valg, skal man gøre noget for at styrke den.