Forstå kredsmandaterne: Sådan kan man komme i Folketinget uden at være over spærregrænsen

Det er ikke sket, siden Jacob Haugaard blev valgt i 1994, men man kan godt komme i Folketinget med mindre end to procent af stemmerne.

Isabella Arendt og Kristendemokraterne kan enten kravle over spærregrænsen eller forsøge at sikre sig et kredsmandat. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

To procent af stemmerne.

Det er det tal, mange af de mindre partier vil fokusere på, når valgresultatet begynder at tikke ind ved folketingsvalget.

For et parti skal som bekendt i udgangspunktet have mindst to procent af stemmerne for at komme over spærregrænsen og dermed få mandater i Folketinget. Spærregrænsen blev indført i 1953 for at forhindre, at der blev valgt for mange helt små partier ind.

Så hvis eksempelvis Kristendemokraterne, Stram Kurs eller Nye Borgerlige skal gøre sig håb om at få plads i Folketinget, skal de trække to procent af stemmerne til sig. Det vil give fire mandater.

Men...

Faktisk kan et parti godt få plads i Folketinget, selv om det får færre end to procent af stemmerne.

For at forstå hvorfor, skal man kende de to typer af mandater, man kan få til Folketinget i Danmark: Kredsmandater og tillægsmandater.

Ud over de fire mandater, der fordeles til kandidater fra Færøerne og Grønland, bliver der uddelt 135 såkaldte kredsmandater og 40 såkaldte tillægsmandater, altså 179 i alt.

Til valgene er Danmark inddelt i ti storkredse, hvor kandidaterne er opstillet. Hver storkreds har et antal kredsmandater alt efter kredsens størrelse.

I hver kreds bliver kredsmandaterne så fordelt ud på partierne, alt efter hvor mange stemmer partierne får i netop den storkreds.

Derefter bliver de 40 tillægsmandater så fordelt ud til partierne, så det samlede antal mandater svarer til den andel af stemmerne, partiet har fået på landsplan. På den måde sikrer man, at 20 procent af stemmerne også giver cirka 20 procent af mandaterne.

Stadig lidt i tvivl om, hvordan mandaterne fordeles til valget? Så se forklaringen i videoen her:

Kredsmandat kan give en plads

Men hvad har det så at gøre med partier, der ikke kommer over spærregrænsen?

Rigtig meget, faktisk. For et parti kan også skaffe sig plads i Folketinget ved at få rigtig mange stemmer i én enkelt storkreds. Det samme gælder for løsgængere, der kun kan stille op i en storkreds og ikke i hele landet.

Mange stemmer i en enkelt storkreds kan nemlig udløse et af de 130 kredsmandater - helt uden at partiet har stemmer nok på landsplan til at komme ind.

En god tommelfingerregel er, at det kræver cirka 20.000 stemmer i en storkreds at få et kredsmandat. Det kan dog svinge fra kreds til kreds og er også afhængigt af, hvor mange der stemmer.

I 1994 blev komikeren Jacob Haugaard valgt til Folketinget på et kredsmandat. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Sidst det lykkedes nogen at blive valgt på den måde, var da komikeren Jacob Haugaard i 1994 som løsgænger fik 23.253 stemmer i det daværende Aarhus Valgkreds.

Når et parti først har fået en plads i Folketinget gennem et kredsmandat, er partiet også med i fordelingen af tillægsmandaterne, og på den måde kan partiet altså få endnu flere mandater.

Kristendemokraternes redning?

Målinger op til valget har spået, at et parti som Kristendemokraterne ikke nødvendigvis er langt fra at kunne komme i Folketinget på netop denne måde.

Det er i Vestjyllands Storkreds, hvor partiet traditionelt har stået stærkt, at der kan blive tale om et kredsmandat til Kristendemokraterne, der senest blev valgt ind i Folketinget i 2001.

Ved det seneste folketingsvalg i 2015 krævede det cirka 17-18.000 stemmer i Vestjylland at opnå et kredsmandat, og det er altså det, Kristendemokraterne kan håbe på at opnå med den lokale spidskandidat Kristian Andersen.

I så fald vil han formentlig kunne trække andre kandidater med ind i Folketinget, herunder den vikarierende formand, Isabella Arendt.

Facebook
Twitter