Hård medfart til Mette Frederiksens klimaforslag: 'Gamle og uambitiøse nyheder'

Enhedslisten og Alternativet mener ikke, at S-klimaudspil er brugbart nok.

Et skridt i den rigtige retning, men så heller ikke mere end det, mener Uffe Elbæk fra Alternativet og Pernille Skipper fra Enhedslisten om Socialdemokratiets klimaudspil. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Et tiltrængt skridt i den rigtige retning, men slet, slet ikke nok.

Sådan kan partier og eksperters dom over Mette Frederiksens (S) klimaudspil opsummeres.

Centralt i Socialdemokratiets klimaudspil står et løfte om at reducere udledningen af drivhusgasser med 60 procent i 2030 i forhold til i 1990.

Det kalder S-formanden ellers selv for "meget ambitiøst" og håber på at samarbejde med rød blok om en ny og bindende klimalov, hvis hun ender i statsministerstolen efter valget 5. juni.

Men så skal der nogle helt andre tal på bordet, lyder det fra blandt andet Alternativet:

- Når jeg kigger på det, så oplever jeg det som gamle og desværre meget uambitiøse nyheder, siger Uffe Elbæk, forperson for Alternativet, som efterlyser hurtigere handling.

- Ellers er det et generationssvigt af dimensioner, mener han.

Én i rækken

Mette Frederiksen er ikke den første, der efterlyser en bindende klimalov - altså en lov, som gælder, selv om regeringsmagten skifter hænder.

Både Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og SF har tidligere foreslået netop det.

Derfor glæder det også Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, at Socialdemokratiet nu følger trop.

- Det er jo rigtig godt, at Socialdemokratiet endelig er kommet frem til, at vi skal have et bindende reduktionsmål i 2030 - det har vi råbt på i lang tid. Men det er kun lidt bedre, for et reduktionsmål på 60 procent er for uambitiøst, og fremtidige generationer kan ærligt talt ikke bruge "lidt bedre" til særlig meget, siger hun.

Enhedslisten så gerne, at udledningen af drivhusgasser blev nedbragt med 70 procent inden 2030, mens Alternativet efterspørger reduktioner på hele 80 procent.

Ekspert: Det er ikke nok

For at nå sit nyerklærede mål om de 60 procent, vil Socialdemokratiet gøre fem ting:

Gøre landbruget grønnere, opføre fem vindmølleparker, stoppe salg af benzinbiler, gøre kommunerne grønnere og etablere en skovfond.

Men det tror hverken formand for Klimarådet, Peter Mølgaard, eller Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening, kan række.

- I forhold til at nå de 60 procent i 2030, så er det formentlig ikke nok, det, der ligger fra Socialdemokratiet her, siger Peter Mølgaard, som efterlyser mere konkrete tiltag:

- Vi skal i gang med den tunge transport og med de dele af landbruget, som vi i dag ikke har løsningerne på. Det kræver, at vi laver forskning, som vi skal have sat i gang nu. Vi skal videre nu, og vi skal have alle med.

Og selv hvis det lykkes Socialdemokratiet at nå sit mål om 60 procents reduktion, så er Maria Reumert Gjerding enig med Enhedslisten og Alternativet i, at det ikke er nok.

- Vi skal have et lidt højere ambitionsniveau for at kunne leve op til vores mål i Paris-aftalen. Så skal vi op på 70 procent.

Selv om partierne ikke er helt enige om metoderne, er de enige om målet. Det samlede folketing har nemlig forpligtet sig til, at Danmark skal være fuldstændig CO2-neutralt i 2050.

Facebook
Twitter