Henrik Sass Larsen kommer med nød og næppe i Folketinget

Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand bliver reddet af partiets listestemmer.

Henrik Sass Larsen blev reddet på målstregen. Arkivfoto (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Favoritten til posten som landets næste finansminister, Henrik Sass Larsen, får et stort personligt valgnederlag.

Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand opnår kun lige akkurat genvalg til Folketinget, viser resultaterne fra KMD.

Sass Larsen, der fik 7.201 personlige stemmer for fire år siden, får næsten halveret sit personlige valg i år.

Gruppeformanden får blot niende flest personlige stemmer blandt socialdemokraterne i Sjællands Storkreds. Han bliver lige akkurat reddet af partiets listestemmer og bliver hermed genvalgt.

I hans egen kreds, Køge, er det også gået ned ad bakke for Sass Larsen.

Ved valget i 2015 fik han 3.653 stemmer i kredsen, mens han ved dette valg har fået 1.892 stemmer.

I kredsen er gruppeformanden slået af partifællen Astrid Krag, der har fået 1.941 personlige stemmer. Desuden får SF's gruppeformand, Jacob Mark, og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen flere personlige stemmer i kredsen.

Overordnet har Socialdemokratiet fået en my flere stemmer i Sjællands Storkreds end ved valget i 2015, og partiet får otte mandater i storkredsen.

En del af topledelsen

Henrik Sass Larsen er en del af den absolutte top i Socialdemokratiet. Alligevel har han flere gange gjort sig bemærket ved at komme med skarpe udmeldinger, som er imod partiets linje.

Det skete blandt andet i november sidste år, hvor han i tv-programmet "Pind & Sass" på TV2 News talte for, at Danmark skulle "rode sig ud af" internationale domstole og konventioner.

- Noget af det mest ødelæggende, det er den menneskeretsdomstol. Jeg mener, at den har blandet sig i alle mulige og umulige sager gennem tiden, sagde Sass i programmet.

Han afviste efterfølgende, at han ville udmelde Danmark af konventioner. Samme melding kom også fra S-formand Mette Frederiksen.

I februar fortalte Sass Larsen, at han har lidt af en depression. Det fortalte han til Politiken.

Han fortalte, at han i oktober blev ramt af en depression, der i næsten to måneder fik ham til at sove "19-20 timer i døgnet" og føre daglige samtaler med en psykolog.

Her kan du søge på, hvor mange stemmer din kandidat fik:

Facebook
Twitter