Henrik vil som 62-årig kæmpe sig i Folketinget: ’Der mangler almindelige mennesker’

Hvordan kommer man som ukendt kandidat ind i landspolitik?

De grå skyer truer over parkeringspladsen foran Spar.

Vi er lige ankommet til Asaa, Henrik Jørgensen og jeg, efter en køretur fra Hjørring, hvor han bor. På vejen samlede vi lige en campingvogn op med hans ansigt og et Venstre-logo på, og den er nu bakket ind foran supermarkedet.

Det blæser, og de valgplakater af Søren Gade, han også har medbragt, bliver ved med at vælte.

Og så kommer regnen.

Den står ned, og folk skynder sig forbi den nordjyske folketingskandidat og ind i Spar. Vi lusker med.

Grafik: Mads Rafte Hein
Grafik: Mads Rafte Hein

Henrik Jørgensen er normalt 2. viceborgmester og formand for venstregruppen i byrådet i Hjørring Kommune, men den tjans får han ikke meget tid til at passe de kommende uger.

Han skal nemlig i en alder af 62 føre sin første valgkamp til Folketinget, efter at nabokredsen, Brønderslevkredsen, manglede en spidskandidat til Folketinget. I hans egen by, Hjørring, sidder skatteminister Karsten Lauritzen (V) tungt på pladsen.

Og det er langt fra de store scener, den opmærksomhed og de ressourcer, der normalt er forbundet med Christiansborgpolitik og partitoppene. Og langt fra den karriere, han har haft som direktør i Fakta, DTF Travel og FDB, da de skulle fusioneres i COOP. For Henrik Jørgensen i en ny kreds handler det især om at gøre opmærksom på, at han overhovedet findes.

Det er derfor, vi står i regnen i Asaa denne torsdag.

Konfrontationer i et supermarked

Asaa er en lille kystby med lidt over 1.000 indbyggere, der, hvis denne eftermiddag er repræsentativ, ikke ligefrem er en Venstre-højborg.

I ly for regnen er vi søgt ind i supermarkedet, og Henrik Jørgensen har fået selskab af en lokal partifælle. De fordeler flyers med Henrik Jørgensens ansigt og politik imellem sig og begynder at tilbyde dem til de lokale på indkøb.

Til valget har venstrekredsen købt en campingvogn og brugt penge på at få den påmalet Henrik Jørgensens ansigt. Og den triller han så rundt på de danske landeveje med. (Foto: Peter Boier © Peter Boier/DR Nyheder)

Det er en utaknemmelig tjans. Nogle er høflige og takker ja eller nej tak. Andre stirrer lige frem, undgår øjenkontakt og skynder sig forbi. Andre panikker nærmest over udsigten til at skulle tage stilling til en flyer. Og nogle konfronterer Henrik Jørgensen.

- I politikere lyver sgu så meget. Nu vil I give 69 milliarder til velfærd – kunne I ikke have gjort det i de sidste fire år? Valgflæsk! vrisser en mand i træsko.

En ældre herre stiller sig helt op i ansigtet på Henrik Jørgensen og fortæller ham, hvor nedslidt han er. Han har haft brækket begge ben, den ene arm – og en knæskal er ødelagt:

- Jeg er totalt nedslidt. Skal jeg ligge under jorden, før jeg skal stoppe med at arbejde? I politikere lyver og lyver, snerrer han.

Som tiden skrider frem, bliver Henrik Jørgensen mindre og mindre ivrig for at stikke de indkøbende en flyer i hånden, selvom han får fulgt et par stykker ud i deres biler under Venstre-paraplyen.

Kulturen på Christiansborg er forrået

Efter en times tid i supermarkedet triller vi tilbage mod hans hjemby Hjørring i den nye, store Hyundai, der foruden en campingvogn på slæb, har hans ansigt påklistret begge fordøre.

Synes du ikke, det er hårdt at blive mødt sådan?

- Jo… Det kan virke hårdt. Især i starten er det svært, men man vænner sig til det, fortæller han.

- Hvis 20 procent stemmer på os heroppe, så svarer det jo til, at fire ud af fem jo i et vist omfang er uenige med mig.

Men lysten til at være med til at skabe forandring trækker i ham.

- Jeg har fået så meget af samfundet og har lyst til at give noget tilbage. Og jeg tror, jeg har noget at bidrage med, fortæller Henrik Jørgensen.

Han tænker valgkamp døgnet rundt, og der er især én ting, der driver ham mod Folketinget.

- Jeg synes, der mangler almindelige mennesker i Folketinget. Folk med erhvervserfaring, landmænd, fiskere, siger han. Og så er der noget i kulturen og tilgangen, han vil have ændret.

- Vi er nødt til at ændre måden, vi taler til hinanden på. På Christiansborg er der noget forrået.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er i gang med at indrette et tomt butikslokale midt i Hjørring til valgbutik. De får sammen besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nogle dage senere. (Foto: Peter Boier © Peter Boier/DR Nyheder)

Henrik Jørgensen fortæller, at han i lige så høj grad prædiker den kulturændring uden for politiske kredse.

- Når folk siger ’ej, hvor er det godt, du stiller op’, siger jeg altid ’kom dog med. Stil selv op!’. Vi skal have flere almindelige mennesker aktive i politik.

- Og der kan jeg bruge mine mange års erhvervserfaring. Fra min tid som direktør kan jeg bruge min forhandlingsevne, fra da vi skabte COOP. Og min pragmatisme. Der er mange af de her politikerfamilier på Christiansborg, der er vant til at diskutere politik og sager på en bestemt måde om middagsbordet. Det hele bliver lidt indforstået. Der er jeg anderledes, mener han.

Det er især velfærdspolitik, der optager Henrik Jørgensen. De gamle skal have bedre forhold – og hospitalerne skal også have flere ressourcer.

Til gengæld synes han, at klimaet får alt for meget opmærksomhed.

- Jeg køber ikke præmissen om, at jorden går under. Så hvorfor skulle jeg stoppe med at spise kød, for eksempel? Jeg er da grøn, så det brager – men vi kan ikke leve på jorden uden at sætte fodaftryk.

Hårdt at føre valgkamp

Da det er blevet mørkt kører vi hjem til Henrik Jørgensens hus nær midten af Hjørring. Hans kone Gitte har bagt boller.

De bor i et stort hus i flere etager med kunst på væggene og designermøbler. I et af flere gæsteværelser sover to børnebørn, så vi lister ind.

Tiden som direktør afspejler sig i Henrik Jørgensen og konen Gittes hjem. Foruden kunst viser han stolt sin guitarsamling og vinkælder frem. (Foto: Peter Boier © Peter Boier/DR Nyheder)

Henrik Jørgensens politiske karriere startede efter salget af DTF Travel i 2012. Hans økonomidirektør anbefalede ham det, fordi han altid havde haft holdninger – og været medlem af Venstre siden 90’erne. Men det her er første gang, han er gået ind i landspolitik.

Og til mit spørgsmål om, hvorvidt han kan lide at føre valgkamp på egen hånd, trækker han lidt på det: ’Både ja og nej’.

- Jeg synes, det er sjovt at møde mennesker og måske få revideret sine fordomme lidt. Til gengæld er jeg på hele døgnet, og jeg får simpelthen så dårlig mad på farten hele tiden. Man kører fra aktivitet til aktivitet, siger han.

- Der er knald på. Det er da hårdt.

Bruger op mod 75.000 selv

Den ene af hans fire døtre har en kandidatgrad i kommunikation og hjælper til med de sociale medier, som Henrik Jørgensen har bevæget sig ud på. Han er sikker på, at det har en effekt. Men der er også en bagside, fortæller Gitte, hans kone.

- Folk skriver nogle gange nogle fjendtlige kommentarer om ham. Og det påvirker mig meget, når folk skriver sådan om min mand. De kender ham jo ikke! Det er ikke rart.

Det er på ingen måde selvskrevet, at arbejdet rent faktisk fører til en plads i Folketinget. Den foregående kandidat i Brønderslev-kredsen blev ikke valgt ind, og på landsplan ser Venstre ikke ud til at gå synderligt frem, skal man tro meningsmålingerne. Alligevel arbejder de med et budget på omkring 250.000-300.000 kroner, anslår han. Og en stor del af dem, investerer han selv.

- Jeg ender nok med at have lagt mellem 50.000 og 75.000 kroner i det her, fortæller han. De går på valgmateriale, sociale medier og meget andet. Og det er simpelthen nødvendigt, forklarer han. For egnens skyld.

- Mange ministre og politikere glemmer ofte, at der er et liv efter Limfjorden. Der er stor mental afstand fra Christiansborg og helt herop.

Facebook
Twitter