Jaakusaaq på 17 har set gletsjeren smelte

Tre ud af fire grønlændere, som forskere har spurgt i en rapport, oplever klimaforandringer i hverdagen.

Jaakusaaq Sørensen på 17 år har oplevet isbjørne komme ind efter mad i den by i Østgrønland, han kommer fra.

- Isbjørnene begynder at tage andre ruter, end de normalt gør, fordi isen er blevet mere skrøbeligt langt ude på havet. Så vi begynder at se flere isbjørne inde i byen, siger Jaakusaaq Sørensen på 17 år.

- De går som regel efter lossepladserne og det tørre kød, fordi de er på sultens rand, fortæller han.

Han er vokset op i den sydlige by i Østgrønland, Tasiilaq og har mærket klimaforandringerne på en lidt anden måde, end vi gør i Danmark.

Siden han var lille, har hans familie besøgt samme gletsjer hver sommer:

- Da jeg var helt lille, husker jeg, den var nede ved havet. Da jeg omkring otte år, havde den trukket sig langt, langt tilbage. Og nu - nu kan jeg ikke se den længere, siger Jaakusaaq Sørensen.

Jaakusaaq Sørensen har besøgt denne gletscher i Østgrønland siden han var fem år og har set den trække sig mere og mere tilbage. Billedet har familien taget i 2009. (Foto: Bendt Josvassen)

Klimaforandringerne fylder i hverdagen

Jaakusaaq er ikke alene om at opleve klimaforandringerne i Grønland. I en rapport fra Kraks Fond Byforskning, har forskerhold rejst rundt til de mange bygder og byer i Grønland og banket på hos hundredevis af grønlandske familier for at høre, hvordan de oplever alt fra smeltevand til isbjørne i baghaven.

- Det, der er virkelig interessant, er, at tre ud af fire vi har talt med, siger, at de personligt har oplevet følgerne af klimaforandringer, siger Kelton Minor, der er en af forskerne bag rapporten. Det er delkonklusionen af undersøgelsen, som stadig ikke er offentliggjort endnu.

Og det er ikke så mærkeligt, at så mange kan se og mærke klimaforandringerne. Kigger man på udviklingen, så går det hurtigere i Grønland end i resten af verden.

- Der, hvor vi ser de allerstørste forandringer i temperaturen, det er i Arktis. Der ser vi en temperaturudvikling som er to til tre gange hurtigere end klodens middeltemperaturudvikling siden 1880 frem til i dag, siger professor i klimaforandringer Sebastian Mernild.

Grønlænderne er afhængige af naturen

Konsekvenserne er særligt store for grønlænderne, når isen begynder at tø, forklarer forsker Kelton Minor. Fordi grønlænderne har rigtig meget at gøre med naturen, når de for eksempel jager og fisker:

- Det handler ikke kun om temperaturen, der stiger. Det handler så meget om omgivelserne, der ændrer sig. Især i Grønland, hvor en stor del af de omgivelser, som folk rejser på - og lever på - er tilfrossen men nu i nogle tilfælde tøer, siger Kelton Minor.

Hør Jaakusaaq Sørensen fortælle i P3-podcasten Den Daglige Dosis:

Bor du i Grønland, og har du oplevet klimaforandringerne? Så send os en video, hvor du fortæller om dem, til p3nyheder@dr.dk. Så samler vi nogle af jeres oplevelser her på dr.dk.

Facebook
Twitter