Jens Ringberg: Løkkes valgbombe ryster hans egne og rykker ikke Frederiksen ud af kurs

Venstres formand sender sin egen regering ud i mørket. Og hans eget parti skal nu prøve at samle sig om at føre valgkamp på et usikkert grundlag, skriver DR's politiske analytiker

En usædvanlig valgkamp rykkede op i Superligaen for helt ekstraordinære valgkampe, da Lars Løkke Rasmussen bragte en politisk vejsidebombe til sprængning - et stykke nede af vejen mod valget grundlovsdag.

Undervejs fik Lars Løkke Rasmussen et par gange sagt, at han da håber Venstre får 90 mandater ved valget. Dét ved han godt ikke sker. Ganske som Løkke Rasmussen udmærket ved, hvad der sker, når en mand i hans position udgiver bog og foreslår et SV-samarbejde på regeringsniveau midt i en valgkamp. Eller åbner døren på klem for det, som han siger.

Venstres valgkamp rystet

Det skaber en voldsom reaktion i egne rækker, fordi det trækker tæppet væk under en valgkamp, partiets folk har planlagt meget længe.

Det får nogle partier til at rose og andre til at rase. Løkke har uden tvivl forudset alle sine partileder-kollegers reaktioner, herunder Mette Frederiksens afvisning.

Hvad gør vælgerne?

Og det får vælgerne til... ja, til hvad? Lige præcis dét ved ingen, heller ikke Løkke. Derfor har vi at gøre med en enorm satsning fra en siddende statsminister og formand for et af Folketingets største partier.

En satsning, der kommer med en pris, for at bruge et af Lars Løkke Rasmussens egne yndlingsudtryk.

En meget høj pris.

Lars Løkke Rasmussens motiver kan være nok så ædle, og en stor majoritet af både politikere og vælgere deler uden tvivl hans frygt for et vildt parlamentarisk kaos efter valget. Mange kan også følge bekymringen over, at visse yder-partier får magt. En del kan nok også følge ham i, at hverken han eller Mette Frederiksen kan få ret meget ud af at stå i spidsen for smalle regeringer, der skal hoppe fra tue til tue i et svært folketing.

Men derfra og til at gøre, hvad Løkke gjorde tirsdag, er der langt. Derfor sender bogen og Løkkes højttænkning om SV voldsomme rystelser gennem både hans eget parti og hans egen regering.

Skuffelse og svigt

Der er adskillige venstrefolk, der er ude og støtte partiformanden. Selvfølgelig er der det. Men i kulissen er der skuffelse og en følelse af svigt. Ikke overraskende, når man ser på sagen:

Efter en periode før og efter valgudskrivelsen, hvor Venstre har hamret løs på Socialdemokratiet, peger partiformanden pludselig på, at forskellene på de to partier ikke er så store som de kunne se ud.

Han gør det i skikkelse af et hemmeligt bogprojekt, som mange i Venstres top først sent kendte indholdet af. Og som undervejs får stillet spørgsmålstegn ved Venstres næstformand og kronprins Kristian Jensen. En mand Løkke Rasmussen i 2014 aftalte at indgå i et tæt formandskab med. Intet under at Kristian Jensens glæde over formandens bog-gave var meget afmålt.

Kristian Jensen kunne kun sige at han skam kæmper for en ny blå regering, som Løkke også gentog flere gange. Altså Plan A. Men Løkkes Plan B ville Jensen ikke have lod eller del i.

Svært at kritisere S

Kristian Jensen deler skæbne med hundreder af menige venstre-folk, blandt andre folketingskandidaterne. De kan ikke gøre andet end at fortsætte valgkampen: Fremhæve Venstres politik. Og måske kritisere socialdemokraterne, det parti som deres partiformand måske vil i regering med.

Venstres kandidater kommer til at bladre forgæves i partikontorets valgmanual efter svaret på venstre-formandens idé om en SV- eller VS-regering.

Slut med VLAK

For de to andre blå regeringspartier, LA og de konservative er Løkkes SV-melding en fyreseddel og dermed et frihedsbrev. De kan konstatere, at Lars Løkke Rasmussen har glædet sig til at blive befriet fra regerings-samarbejdet, så han kunne tale frit om sin modstand mod topskattelettelser og præsentere sine ønsker om milliarder af kroner til offentlig velfærd.

Løkkes valgbombe har sprængt de sidste rester af VLAK-regeringen i stumper af stykker. En gentagelse ligger ikke lige for, mildt sagt.

Frederiksen på vej mod statsministerposten

Den bogbaserede eksplosion slår til gengæld ikke Mette Frederiksen ud af kurs. Med mindre de næste ugers målinger viser voldsomme udsving til fordel for både Venstre og ideen om et SV-samarbejde, kan hun fastholde retningen mod en valgsejr og en S-mindretals regering. Den kan få en vanskeligt liv, men den tid den sorg, er holdningen hos Socialdemokratiet.

Det kan ikke udelukkes, at vælgerne vil belønne Venstre for partiformandens store satsning. Men det er ikke voldsomt sandsynligt, at det vil forhindre Mette Frederiksen i at blive statsminister. Uden Venstre på holdet.

Facebook
Twitter