Jens Ringberg: Mette Frederiksens vej til Statsministeriet går gennem Morten Østergaard

Socialdemokratiet fik et lunkent valgresultat, mens støttepartierne går frem. Det kan ende med langvarige forhandlinger, vurderer analytiker.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet skal nu til forhandlingsbordet med de røde partier. Her vil hun blive mødt med krav fra blandt andet Radikale Venstre og politisk leder Morten Østergaard. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi gjorde det.

De ord faldt aldrig, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i aftes kunne konstatere, at hun har fået det rød-grønne flertal, der formentlig skal til for at kunne danne en regering. Til klapsalver og bifald fra partifællerne.

- Mette, Mette, Mette, lød huj-råbene.

Men de nok så berømte ord, som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte i 2011, blev altså ikke gentaget, da hun kort efter midnat holdt en tale for partifællerne i Folketingets fællessal. For Socialdemokratiet har ikke gjort det… endnu.

Mette Frederiksen har kurs mod Statsministeriet. Vælgerne har gjort deres – de har sendt et klart signal til Christiansborg. Socialdemokratiets formand skal stå i spidsen for arbejdet med at give landet en ny regering, byggende på et nyt flertal.

Bump på vejen mod Prins Jørgens Gård

Men der er en del bump forude, før Mette Frederiksen kan kalde sig selv statsminister.

For resultatet ER knudret. To af tre mulige støttepartier har fordoblet deres styrkeposition siden sidste valg, samtidig med at Mette Frederiksens eget parti går en anelse tilbage, men dog samtidig vinder et mandat.

Ikke just den bedste forhandlingsposition for Mette Frederiksen, der dog kan lune sig ved, at Alternativet ikke ser ud til at blive tungen på vægtskålen. Så er der én selvbevidst partileder mindre at bekymre sig om.

Nu handler det om Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr og frem for alt Morten Østergaard. Og om en sommerferie, der ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Kontante radikale krav

Den radikale leders budskab på valgaftenen var lige så kontant, som den politiske linje han har fulgt i et helt år, siden det stod klart, at Mette Frederiksen ønsker en S-regering uden radikal deltagelse.

- Mette Frederiksen får chancen, sagde Morten Østergaard, da partilederne mødtes efter midnat.

Men hans tilføjelse var vigtigere:

- Hvis hun vil med i min retning, får hun lov at blive statsminister.

Første trin mod en ny regering er en dronningrunde, hvor partierne udpeger en forhandlingsleder. Se, hvad det går ud på:

Dermed er tingene trukket skarpt op til første møde mellem Frederiksen og Østergaard, når først formaliteterne omkring Lars Løkke Rasmussens farvel og Mette Frederiksens udpegning til kongelig undersøger er på plads.

Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen efter partilederdebatten på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Løkke læner sig tilbage

På samme måde fik Pernille Skipper understreget,at Enhedslisten forventer, at den kommende S-statsminister rør ved de omstridte ydelser, eksempelvis integrationsydelsen.

Skipper sagde det godt nok ikke selv, men da Lars Løkke Rasmussen blandede sig i partilederrunden, kom kravet fra Enhedslisten til Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen havde en fin aften som partiformand, men en dårlig aften som statsminister. Men han er ikke gået af. Han ”læner sig tilbage og iagttager” og står klar i kulissen, hvis Mette Frederiksen fejler.

Det vil hun være bevidst om, når de svære forhandlinger går i gang. Og de bliver ikke nødvendigvis ret meget lettere af, at Mette Frederiksen efter valgaftenen talte yderst pænt om sine støttepartier og beskrev en”historisk, fælles sejr for rød blok”

For blokken er generelt uenig i Mette Frederiksens udlændingepolitik, og den er internt uenig om den økonomiske politik.

Det politiske danmarkskort ændrede sig dramatisk ved folketingsvalget sammenlignet med valget i 2015. Hiv i billedet for at se forskellen.

Det politiske Danmarkskort 2019 og 2015 (Foto: - © - / Foto: - © -)

Jokeren Thulesen Dahl

En joker i de forhandlinger kan være, at Socialdemokratiet kan kigge mod Dansk Folkeparti og partiformand Kristian Thulesen Dahl, hvis forhandlingerne med Morten Østergaard bliver for træge.

DF har i valgkampen peget på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men har åbenlyst gjort tilnærmelser til Socialdemokratiet i spørgsmålet om udlændingepolitik og velfærd.

Uanset hvad; rød blok med Mette Frederiksen i spidsen vandt en markant sejr ved onsdagens valg. Folketinget er rødere end nogensinde. Det bliver forhandlingerne ikke nemmere af. Spørgsmålet er, om der er fællesmængde nok til, at Frederiksen kan danne en levedygtig regering. Det er der sandsynligvis, men ikke nødvendigvis.

Anders Samuelsen (LA) blev ikke genvalgt til Folketinget. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

På sidelinjen sidder de borgerlige partiledere tilbagelænede og vil følge dramaet med popcorn, som Søren Pape Poulsen formulerede det.

De konservative leder fik vælgernes belønning for indsatsen i VLAK-regeringen. Liberal Alliance og Anders Samuelsen fik det modsatte. Rød blok skal bygge regering. DF og LA skal begge genopbygge et politisk parti.

Det er fire år siden, Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet. Valget onsdag var det hidtil største skridt i hendes tid som formand. Nu mangler hun lige det sidste. Det kan godt blive besværligt.

Facebook
Twitter