Kamilla mangler 30 kollegaer: Jeg holder ikke 40 år som sygeplejerske

På landsplan mangler over 1000 sygplejersker, og mange overvejer at kvitte faget.

26-årige Kamilla Hougaard løber ofte stærkt i sit arbejde som sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens. Det giver hende en følelse af afmagt.

- Når jeg har travlt, så føler jeg ikke, at jeg gør mit arbejde godt nok. Jeg svigter patienterne og glemmer meget af det, som jeg er blevet spurgt om. Eksempelvis at hente et glas vand.

Også når Kamilla Hougaard har fri, kan arbejdet fylde.

- Du føler, at du går hjem og stadigvæk har lidt dårlig samvittighed. Man går og tænker 'huskede jeg nu det, og fik jeg gjort det.' Nogle gange må man ringe ind til sygehuset for at sikre sig, at man har skrevet og dokumenteret den medicin, man har givet, lyder det fra den østjyske sygeplejerske.

Over 1.000 sygeplejersker mangler på landsplan

Travlheden bliver ikke mindre af, at der er 30 sygeplejersker i underskud på hospitalet i Horsens. Også på landsplan er problemet stort.

1.030 sygeplejersker mangler på de danske sygehuse, viser tal fra Dansk Sygeplejeråd.

Udfordringen for det danske sundhedsvæsen handler ikke kun om at rekruttere nye sygeplejersker. Den handler også om at fastholde dem, som allerede er i faget.

Ifølge Sygeplejerådet overvejer 15 procent af sygeplejerskerne at forlade deres job inden for et par år.

Skal udviklingen vendes, må der skrides til handling, mener Dansk Sygeplejeråds formand, Grethe Christensen.

- Giv dem nogle arbejdsvilkår, der er til at holde til. Giv dem nogle rammer for deres arbejde, som betyder, at de også kan være stolte af deres arbejde hver dag, når de går hjem.

Kan ikke holde i 40 år

Socialdemokratiet går til valg på at afhjælpe problemet ved at ansætte netop 1.000 sygeplejersker ekstra. Men regeringen har kritiseret S for, at de slet ikke findes.

I stedet skal optaget på sygeplejerskeuddannelsen øges med 2.000 pladser i perioden fra 2019 til 2022 sammenlignet med de tre foregående år. Tiltaget er en del af den sundhedsform, som regeringen tilbage i marts blev enig med Dansk Folkeparti om.

På Regionshospitalet Horsens tvivler Kamilla Hougaard stærkt på, at hun kommer til at blive i sit job, til hun når pensionsalderen, hvis ikke vilkårene bliver bedre.

- Det er simpelthen for travlt. Jeg tror ikke, at jeg kan holde til det her job i 40 år.

Facebook
Twitter