Kendte iværksættere ærgrer sig over Samuelsen-exit: 'Vil opfordre enkelte medlemmer til at holde kæft'

Martin Thorborg og Lars Seier Christensen ærgrer sig over LA-leders fald fra tinderne.

Anders Samuelsen er færdig som leder af Liberal Alliance.

Det står klart, efter partistifteren i aftes missede en plads i Folketinget og samtidig kunne se sin folketingsgruppe nedsablet fra 13 til fire mandater.

Nu er den 51-årige Anders Samuelsen endegyldigt færdig i politik, fortæller han på et pressemøde, og det ærgrer to kendte iværksættere, som har støttet Liberal Alliances 12 år på danskernes stemmesedler.

- Jeg synes, det er meget trist, at Anders Samuelsen stopper i dansk politik. Det er klart, at han har et ansvar for det dårlige valgresultat, men jeg havde gerne set, at han var blevet for at genopbygge partiet. Omvendt forstår jeg godt, at han mener, han er en del af problemet, siger Martin Thorborg, der er administrerende direktør for regnskabsselskabet Dinero.

Martin Thorborg satte selv kryds ud for Anders Samuelsen, der var opstillet i Nordsjællands storkreds. Men det var altså ikke nok til at sikre Samuelsen genvalg.

- Anders har gjort det så godt, han kunne. Der har været nogle interne ting og nogle uheldige sager, som ikke er håndteret så godt. Men der er også kommet nye spillere på markedet, som også tager godt for sig af Liberal Alliances vælgere, siger Martin Thorborg.

- Henrik Dahl er et barn

Thorborg langer samtidig kraftigt ud efter Henrik Dahl, som har været hurtig til at sende spydigheder mod Liberal Alliances ukronede konge, Anders Samuelsen, som Dahl anklager for nepotisme, topstyring og elendig ledelse.

- Henrik Dahl minder jo grundlæggende om et barn, der ikke har fået sit lørdagsslik. Hvad der ligger bag hans kritik, er sådan set irrelevant. Jeg synes sådan set bare, at det er top-uprofessionelt og ærgerligt, at vi nu står med et parti i total opløsning på grund af fnidder, siger Martin Thorborg.

- Havde det været i det private erhvervsliv og mig, der havde været chef, så var han fyret på stedet, siger Thorborg.

Den voldsomme kritik mod Liberal Alliances ledelse, som også er rettet mod den fungerende økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og gruppeformand Christina Egelund, møder også hård kritik fra milliardær Lars Seier Christensen.

- Jeg er chokeret over den mangel på loyalitet, enkelte andre medlemmer af partiet, der skylder deres karriere til primært Anders, har udvist, allerede før stemmerne er talt endeligt op, skriver Lars Seier Christensen på Facebook.

Lars Seier Christensen var med til at stifte partiet i 2007 og har siden støttet partet med et større millionbeløb. Selv om Anders Samuelsen nu træder ud af politik, vil Lars Seier Christensen fortsætte med at støtte det liberalistiske parti.

- Jeg vil på det kraftigste opfordre dem til at holde kæft nu, og så fokusere på at genrejse partiet, hvis de ønsker at være en del af det fremadrettet, skriver Lars Seier Christensen, der lige som Anders Samuelsen peger på Simon Emil Ammitzbøll-Bille som den naturlige arvtager til posten som politisk leder.

Liberal Alliance fik et enkelt mandat i Sydjyllands Storkreds. Her kæmper Henrik Dahl med den lokale spidskandidat i Sydjylland, Steen Holm Iversen, der sidder i byrådet i Varde og blev valgt som spidskandidat foran Dahl.

- Regeringen var en fejl

For Lars Seier Christensen er det et stort nederlag, at Anders Samuelsen skal forlade dansk politik, sådan som han i dag har taget afsked med et dårligt valgresultatet og nogle hårde ord med i rygsækken.

- Over for Anders som person er det uretfærdigt. Han havde fortjent en langt bedre afslutning, men jeg håber inderligt, at denne situation ender med at give Anders mulighed for at veksle et hektisk og utaknemmeligt politikerliv med nye og spændende oplevelser i andre sammenhænge, skriver Lars Seier Christensen på Facebook.

Omkring 70 procent af vælgerne, som satte kryds ved partiet ved sidste valg, har fundet et nyt parti at sætte kryds ved ved dette valg.

Det største svigt over for vælgerne var, da Liberal Alliance i efteråret 2016 valgte at gå i regering, mener Thorborg:

- Jeg tror, at det, de har fejlet på, er, at de har indgået for mange kompromiser for de ministerposter. Der havde det nok været bedre at stå uden for regeringen, så man ikke skulle retfærdiggøre dybt illiberal politik som burkaforbudet og så videre.

- Så har folk tænkt: Nå ja, så kan vi lige så godt gå tilbage og stemme på Venstre, hvis jeg alligevel ikke får mere liberal politik ud af det her, siger Martin Thorborg.

Facebook
Twitter