Københavnere stiller op i Jylland - fynboer på Sjælland: Se om din kandidat er lokal

Hver femte kandidat bor ikke i den storkreds, hvor de stiller op.

Det er måske ikke så mærkeligt, hvis du aldrig er stødt på din lokale folketingskandidat i det nærmeste supermarked. For næsten hver femte kandidat bor ikke selv i den valgkreds, de stiller op i.

Kandidaterne behøver nemlig ikke selv at bo i det område, hvor de er bosat.

At nogle kandidater alligevel vælger at stille op i kredsen kan skyldes, at de er født i området eller på anden vis har en særlig tilknytning til det. For andre kan der være tale om ren strategi.

Blandt folketingskandidater, der ikke selv bor i det område, hvor de står på stemmesedlerne, er Mette Frederiksen (S), Ole Birk Olesen (LA), Jakob Ellemann-Jensen (V) og 151 andre kandidater.

Det viser en analyse, DR har foretaget af kandidatlisten.

Der er flere gode grunde til, at mange kandidater ikke er lokale, forklarer professor Rune Stubager fra Statskundskab på Aarhus Universitet.

- Det er vigtigt at have et godt trækplaster rundt i hver storkreds, så en kendt kandidat kan trække stemmer til partiet, siger han og forklarer, at mange nuværende medlemmer af Folketinget naturligt bor i hovedstadsområdet.

De ikke-lokale kandidater har i nogle tilfælde stærk tilknytning til de områder, hvor de stiller op. For eksempel er Mette Frederiksen født og opvokset i Aalborg, men det hænder også, at kandidater stiller op i områder af rent strategiske grunde.

Venstre står stærkt på landet. Socialdemokraterne i byerne, selvom de taber terræn til de Radikale, Alternativet og Enhedslisten, forklarer Rune Stubager. Som kandidat er det lettere at blive valgt til Folketinget, hvis de er i en storkreds, hvor partiet får mange stemmer.

Derfor kan kandidaterne i partierne ifølge Rune Stubager kæmpe for at få de attraktive kredse.

Tryk på storkredsene herunder og se, hvor de ikke-lokale kandidater er bosat. De stiplede linjer viser hver ikke-lokale kandidats bopæl. Artiklen fortsætter under kortet.

Bornholm er mest lokale

Bornholm har ubetinget Danmarksrekord i lokale kandidater efterfulgt af Syd- og Nordjylland. På Bornholm er 21 ud af 23 kandidater lokale.

Den lokale stemme bliver vigtigere, jo længere væk man kommer fra København, mener Lea Wermelin fra Socialdemokratiet, som var øens største stemmesluger ved valget i 2015.

- For bornholmere er det vigtigt, at de ved, at Bornholm er i blodet, og derfor er langt de fleste kandidater også født og opvokset her på øen, siger hun.

Er kandidaterne lokale eller ej?

Valgkampen er lettest som lokal

Kristendemokraterne er partiet med flest lokale kandidater, mens Dansk Folkeparti får andenpladsen. Kristian Andersen stiller op for Kristendemokraterne i Vestjylland. Han mener, at det er et kæmpe plus at være lokal. I valgkampen får han hjælp fra folk, han kender, lokale virksomheder og mange andre.

- Jeg ved ikke, hvordan det ville være at føre valgkamp et sted, hvis jeg næsten ikke kendte dem, som jeg skulle vælges af, siger han.

Kristian Andersen fortæller, at det giver en hjemmebanefordel at være godt inde i den lokale dagsorden som vestjyde.

- Det er en styrke, at vi bliver valgt forskellige steder fra. Selvom Danmark er et lille land, er det forskellige udfordringer, man står med lokalt, mener viceborgmesteren fra Ringkøbing Skjern.

I Folketinget har han særlig lokal viden om energisektoren, landbrug, industriarbejdspladser, turisme, familiernes valgfrihed og en skæv udligning, fordi det ifølge ham fylder i bevidstheden i Vestjylland.

Hvilke partier har flest lokale kandidater?

Folketinget tænker også lokalt

Politikere kæmper nogle gange for lokalområder og får lokale mærkesager igennem, fortæller professor Rune Stubager.

For eksempel lykkedes det den såkaldte jyske trafikmafia, der bestod af jyske trafikordførere fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative, at få flere motorveje til Jylland i bytte for at lægge stemmer til en Storebæltsbro.

Når det drejer sig om at udflytte offentlige arbejdspladser, bygge veje eller placere kaserner og flyvestationer, betyder det meget at have politikere, som kæmper for lokalområdet.

- Der er meget stærke lokale interesser i at få placeret de ting lokalt eller undgå, at der bliver lukket noget, som er der i forvejen, siger han.

Men det er langt fra kun lokale kandidater, der tænker lokalt, fortæller Rune Stubager. Selv kandidater, der bor langt væk fra storkredsen, har en klar interesse i at have fokus på de områder, hvor de er valgt.

Ellers kan det koste stemmer ved næste valg.

- Jeg er ikke så sikker på, at det gør en så stor forskel, om kandidaten er lokal. Det vil være en god idé for alle kandidaterne, der gerne vil vælges igen, at huske at tage lokale hensyn, fortæller han.

Nordjyde fik øjnene rettet mod Østjylland

De nye partier Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs har klart færrest lokale kandidater efterfulgt af Socialdemokratiet og de Radikale.

Dennis Kronborg bor i Aalborg, men stiller op i Østjyllands Storkreds for Klaus Riskær Pedersen. For det nye parti drejede det sig rent praktisk om at finde kandidater til alle kredse.

- Jeg ved godt, at mange politikere prøver at slå på, at man skal vælge en lokal kandidat, men det er jo landspolitik, man skal lave i Folketinget, siger han.

Dennis Kronborg er dog opmærksom på Østjylland og har blandt andet deltaget i menneskekæden rundt om Aarhus Universitetshospital mod besparelser og deltaget i de lokale debatter, han kan komme i nærheden af.

- De ting, der er vigtige for Østjylland, er også ting, jeg gerne vil bringe til tinge, siger han.

Sådan gjorde vi:

  • DR har analyseret kandidatlisterne fra Danmarks Statistik. Her opgør de fleste kandidater i hvilket postnummer, de bor. 71 ud af de 900 kandidater har adressebeskyttelse. De indgår derfor ikke i analysen.

  • Postnumre fra de 829 kandidater er derefter krydset med kommuner, der efterfølgende er koblet sammen med storkredsene. Nogle kandidater bor i et postnummer, der tilhører flere kommuner. Hvis blot en del af postnummeret tilhører den storkreds, hvor kandidaten stiller op, tælles vedkommende med som lokal.

  • De ikke-lokale kandidater er dermed kandidater, som har oplyst, at de ikke bor i storkredsen. En del af dem kan bo i en nabostorkreds. De ikke-lokale kandidater kan også på anden måde have stærk tilknytning til den kreds, som de stiller op i, fordi de har sommerhus i området eller tidligere har boet der.

  • Mette Frederiksen har adressebeskyttelse, men det er almindelig kendt, at hun har bopæl i hovedstadsområdet. Derfor er hun nævnt i artiklen sammen med ministre fra regeringen.

Facebook
Twitter