Kristendemokraterne er andet end gospel: Her er formandens playliste

26-årige Isabella Arendt er til girlpower i stiletter og gammel farrock.

Kristendemokraternes Isabella Arendt har i tre kvarter sat valgkampen på pause for at tale om musik.

Målet er at få et lidt bedre indtryk af, hvem politikeren er som person. Ud fra hendes musikpræferencer. Men snakken med "Musikchefen" starter lidt trægt.

- Jeg har faktisk perioder, hvor jeg slet ikke hører musik. Der er så sindssygt mange indtryk, og jeg skal hele tiden formulere mig og være på. Så når jeg kommer hjem, skal der bare være helt stille. Jeg har 20 minutters fritid om dagen, og der skal være ro på, siger Isabella Arendt.

Udtalelserne skal ses i lyset af, at den 26-årige politiker blev kastet ind i rollen som konstitueret partiformand, da Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, blev sygemeldt med stress, kort efter valget blev udskrevet. Så hun har haft overrumplende travlt.

Hører du ikke kun gospel?

Men Isabella Arendt har taget sig tid til at tale musik. Og der er trods alt noget at tale om. Blandt andet om de musikalske fordomme der er knyttet til navnet på den unge formands parti.

- Der er mange, der tror, at jeg kun hører gospel, men jeg hører aldrig gospel, selv om der ikke er noget i vejen med det. Men der findes altså tusindvis af kristne i Danmark, og vi er ikke en eller anden særlig art fra det ydre rum, siger Isabella Arendt.

- Der er også læderjakker, stiletter og portvins-onsdage hos Kristendemokraterne.

U2 og ABBA

Politikerens krav til det musik, hun hører, er, at "det skal ville noget".

- Kunstnerne skal have noget på hjerte, og det behøver ikke at være politisk. Men de skal kunne sætte fokus på en følelse og være ægte. Jeg er ret glad for MØ, fordi jeg fornemmer, at der er noget hjerteblod bag, fortæller Isabella Arendt, som sætter pris på stemningsfyldt musik og går til intime jazzkoncerter.

Og som har fået inspiration til sine playlister fra en række store, danske og udenlandske bands.

- Jeg er vokset op med en far, der kunne lide TV-2, U2 og Dire Straits og en mor, der var tosset med ABBA, fortæller Isabella Arendt.

Herunder kan du læse om og høre de numre, som Isabella Arendt lytter til, og læse om, hvorfor hun lytter til netop de numre.

Pharrell Williams - Happy

Musikchefen har bedt kristendemokraten om at pege på det nummer, der bedst beskriver hendes liv lige nu.

- Happy, det er sådan, jeg har det lige nu. Det har været den vildeste valgkamp indtil videre, og det ser ud til at fortsætte frem til den 5. juni. Meningsmålingerne går stille og roligt den rigtige vej, og alle har bakket op, siger Isabella Arendt.

- Jeg kan jo ikke være i andet end sådan et stadie af eufori. Og så er sangen i øvrigt også øverst på min playliste, når jeg løber. Den er fed at starte på.

U2 - Magnificent

Sangen fra Isabella Arendts tidlige ungdom stammer fra 2009, hvor hun var 16 år.

- Min far er kæmpe fan af U2, og de har været soundtracket til blandt andet vores bilferier til Nordsverige, siger hun.

- Når man hører noget så meget, så bliver man enten træt af det, eller også lærer man at elske det, og U2's musik voksede på mig. Jeg synes faktisk stadig, at de laver noget cool musik. De har noget på hjerte. De vil et eller andet.

Beyonce - Run The World (Girls)

Og så kommer vi til det med girlpower og stiletter.

- Når det forhåbentlig lykkes den 5. juni, er det første gang i mega lang tid, at Kristendemokraterne er tilbage i Folketinget. Så skal jeg høre den her sang. Den repræsenterer min valgkamp.

- Den er også en hilsen til alle de seje hjemmehjælpere, pædagoger og kvinder alle mulige andre steder, som har været med til at forme min familiepolitik. Hold fast I er seje.

Isabella Arendts playliste

  • Pharrell Williams: Happy

  • Imagine Dragons: I’m On Top Off The World

  • Jamie Cullum: What A Difference A Day Makes

  • U2: Magnificent

  • P!nk: Stupid Girls

  • Queen: We Are The Champions

  • Beyoncé: Run The World (Girls)

Facebook
Twitter