Kristendemokraternes formand genopstiller ikke

Stig Grenov anbefaler, at Isabella Arendt overtager posten som partiformand efter ham.

Kristendemokraterne skal finde en ny formand, når Stig Grenov stopper. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Efter syv år som formand har Stig Grenov besluttet, at han ikke vil genopstille som landsformand for Kristendemokraterne (KD). Det skriver han i en pressemeddelelse.

Stig Grenov er i øjeblikket på orlov fra sit virke som formand på grund af arbejdsrelateret stress.

Derfor er det også den 26-årige Isabella Arendt, der står i spidsen for partiet under folketingsvalgkampen, hvor hun også stiller op til partilederdebatterne på tv.

- Jeg vil gerne mane enhver tvivl til jorden. Det er alene en beslutning, der er truffet af mig og min familie, sagde han på et pressemøde om sin beslutning.

Bakker op om 'vikaren fra himlen'

Isabella Arendt blev efter sin første tv-optræden rost af de politiske kommentatorer, og i flere medier blev hun bagefter omtalt som 'vikaren fra himlen'.

I meddelelsen om sin afgang bakker Grenov da også op om sin vikar som fremtidig formand for partiet.

- Isabella har igennem år udvist en kæmpe arbejdsindsats og dertil kløgt, format og overblik i praktisk håndtering af den politiske dagsorden. Det er min overbevisning, at Isabella vil styrke partiets stærke holdånd og føre KD videre ind i en ny tid, siger Stig Grenov.

Isabella Arendt hilser på DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, efter sin første store tv-optræden ved en partilederrunde på TV 2. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Også folketingskandidat for Kristendemokraterne i Vestjyllands Storkreds og en af partiets største stemmeslugere Kristian Andersen ser Isabella Arendt som en god afløser for Stig Grenov.

- Jeg vil sige, at Isabella Arendt, der er næstformand, er det naturlige valg, og derfor bakker jeg helt op om hans anbefaling af det, siger han til DR Nyheder.

Tweet om abort

I sidste uge kom Grenov igen i vælten, da han på Twitter gav sit besyv med angående aborter.

- (...) det er som om, alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort, skrev han blandt andet på det sociale medie.

En holdning, der blev skarpt kritiseret fra mange sider, og som han efterfølgende undskyldte for og slettede.

Stig Grenov blev valgt til formandsposten for Kristendemokraterne i 2012, hvor han afløste Per Ørum Jørgensen.

Ved den igangværende valgkamp er han opstillet i Københavns Storkreds, og han har fortsat sit arbejde med at føre den på trods af sin sygemelding fra hvervet som formand.

Ved det seneste valg til Folketinget i 2015 fik Kristendemokraterne 0,8 procent af stemmerne og kom ikke ind.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk