Kristendemokraternes vestjyske håb: 'Vi rammer ind i de ting, folk prioriterer lige nu'

Selvom Kristendemokraterne ikke får nok stemmer på landsplan til det kommende valg, kan de stadig få et medlem i Folketinget.

- Der er vinde, der blæser vores vej lige nu.

Sådan lyder det fra Kristendemokraternes vestjyske Kristian Andersen, der ved det kommende folketingsvalg jagter et kredsmandat i Ringkøbingkredsen i Vestjyllands Storkreds - og dermed en plads i Folketinget.

Kristendemokraterne - tidligere Kristeligt Folkeparti - har ikke fået en plads i Folketinget siden folketingsvalget 2001, men der er flere grunde til, at partiet håber på et godt valg i år.

- Jeg tror, der er mange, der har fået øjnene op for, at Kristendemokraterne er et parti, der har nogle vigtige mærkesager, og som vil prioritere de bløde værdier. Jeg tror, vi rammer ind i de ting, folk prioriterer lige nu, siger Kristian Andersen.

Men også landsdelen Vestjylland har en særlig betydning for Kristendemokraterne.

I Ringskøbing-Skjern Kommune fik netop Kristendemokraterne 15,5 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2017. Og så er der også lige den krølle, at en helt særlig politiker, der også kommer fra området, ikke stiller op i år.

- Venstres spidskandidat, Esben Lunde Larsen (V), stiller ikke op igen. Og der er nogle løse stemmer, som vælgerne skal finde ud af, hvor skal placeres. Og der vil jeg byde mig ind, siger Kristian Andersen.

Har sin egen platform som byrådsmedlem

Til folketingsvalget i 2015 fik Esben Lunde Larsen 8.622 personlige stemmer ud af Venstres i alt 12.330 stemmer i Ringkøbingkredsen.

Ved samme valg fik Kristian Andersen 1.986 personlige stemmer ud af Kristendemokraternes i alt 2.309 stemmer i kredsen.

Men ifølge valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet skal man have et rigtig godt valg for at komme i Folketinget alene med et kredsmandat.

Det sker kun yderst sjældent. Et af de mere kendte tilfælde var, da komikeren Jacob Haugaard i 1994 stillede op til Folketinget som en joke med løfter om medvind på cykelstierne og nutella i feltrationerne.

Til manges overraskelse blev han valgt som løsgænger i Århus Amtskreds med over 23.000 personlige stemmer.

Selvom det ikke lige er den slags valgtemaer, Kristian Andersen går til valg på, så har han sin helt egen platform i det vestjyske, idet han sidder i kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Der er flere vælgere til Kristendemokraterne i det vestjyske, og det har vi også set ved tidligere valg, hvor de har klaret sig bedre i Vestjyllands Storkreds end i resten af landet, siger Kasper Møller Hansen.

- Man kan ikke sige, hvor mange stemmer, han skal have for at komme ind, for det afhænger blandt andet af stemmeprocenten. Men af de målinger, jeg har set, er Kristendemokraterne tættere på, end de var sidst, lyder det fra valgforskeren.

Til kommunalvalget i 2017 fik Kristian Andersen 3.618 personlige stemmer ud af Kristendemokraternes i alt 5.048 stemmer, der altså udgjorde 15,5 procent af stemmerne i Ringkøbingkredsen.

Ved sidste folketingsvalg 'kostede' et kredsmandat 17.907 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds, så det er nok i det lag, Kristian Andersen skal nærme sig for at komme ind udelukkende på sine personlige stemmer.

Dertil kommer den samlede stemmeprocent til valget, der også har indflydelse på, hvor mange personlige stemmer, det kræver at komme ind.

Ikke siden 2001 har Kristendemokraterne opnået mere end de to procent af stemmerne, det kræver for at nå over spærregrænsen.

Hør, hvad nogle af Kristendemokraternes vælgere mener om det kommende valg og Kristian Andersen i videoen øverst i artiklen.

Ved folketingsvalget i 2015 fik Venstres Esben Lunde Larsen, der selv kommer fra Vestjylland, knap 9.000 personlige stemmer i Ringkøbingskredsen. Men Esben Lunde Larsens farvel til dansk politik sidste år, fik Kristendemokraterne til at se en gylden mulighed i Kristian Andersen fra Tarm. (Foto: Jonas Gravgaard © dr)
Facebook
Twitter