Kun halvdelen af os stemmer personligt til folketingsvalget – og det koster indflydelse

Der er ingen argumenter imod at stemme personligt ved valget, siger valgforsker.

Valgforsker Kasper Møller Hansen anbefaler, at man stemmer personligt til valget. Grafik: Signe Heiredal, DR.

Hvis du vil have maksimal indflydelse på resultatet af folketingsvalget, så skal du stemme personligt.

Sådan lyder budskabet fra Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

- I forhold til at sikre, at man får en lokal kandidat, betyder det rigtig meget. Når man stemmer personligt, har man både mulighed for at hjælpe partiet men også den enkelte person. Så ens stemme tæller så at sige ’dobbelt’, siger Kasper Møller Hansen.

Til kommunalvalg og Europa-Parlamentsvalg har danskerne forstået budskabet. Her stemmer op mod 80 procent af vælgerne personligt. Men til folketingsvalget er det kun godt 50 procent, der sætter kryds ved en person frem for et parti.

Partiledere fylder meget

Ifølge Kasper Møller Hansen skyldes det især en ting. Når man skal sætte sit kryds til Europa-Parlamentet, kan man stemme på alle kandidater fra hele landet - også topkandidaterne, som ikke har en speciel tilknytning til lokalområdet.

Til folketingsvalget kan vælgerne kun stemme personligt på de kandidater, der stiller op i den lokale valgkreds. Og når eksempelvis Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S) fylder meget i valgkampen, men ikke står på mange danskeres stemmeseddel, så vælger man ofte en anden løsning.

- Når man står og kigger ned ad stemmesedlen, vælger mange et partikryds frem for et kryds ud for nogle personer, man måske ikke kender. Hvis man gerne vil stemme på en partileder, som ikke er opstillet i ens storkreds, er der nok mange, der bare stemmer på partiet, siger Kasper Møller Hansen.

Karina Lorentzen (SF) får hjælp i valgkampen af partiets tidligere formand Villy Søvndal.

Ifølge Kasper Møller Hansen er der absolut ingen ulemper forbundet med at stemme personligt. Din stemme tæller lige meget, også selv om den kandidat, du har stemt på, ikke kommer ind.

- Konkurrencen nede på listen kan være enormt tæt, og det kan være nogle få stemmer, der afgør, hvem der kommer i Folketinget. Der er ret stor sandsynlighed for, at de store navne kommer ind, og derfor kan man rent strategisk vælge at stemme endnu mere lokalt, hvis man gerne vil styrke det lokale islæt af dem, der kommer i Folketinget, siger Kasper Møller Hansen.

Hvis den lokale kandidat, man har stemt på, ikke kommer i Folketinget, går stemmen blot videre til partiets øvrige kandidater.

Manglede 91 stemmer

Tæt var det også ved folketingsvalget i 2015. SF’s Karina Lorentzen var blot 91 stemmer fra at få endnu en periode i Folketinget.

Hun stiller op igen i år i Sydjyllands Storkreds, og hun har ikke tænkt sig at lade manglende reklame for den personlige stemme være skyld i endnu et valgnederlag.

- Jeg tror, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at man har en lokal kandidat. Jeg tror, at folk har tillid til dem, de møder i deres lokalområde, så derfor tror jeg, at det flytter noget, siger Karina Lorentzen.

På Fyn kæmper den lokale folketingskandidat Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti for at beholde sin plads på Christiansborg. Også hun slår sig op på at være en lokalkendt skikkelse.

Danske Folkepartis Pernille Bendixen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Det betyder, at man har det lokale kendskab. Man kender folk i Netto, når man er nede og handle, og man ved, hvad der rører sig i lokalsamfundet. Man kender problematikker og styrker i lokalsamfundet, og det giver en form for tryghed og måske noget nærvær, når man sætter sin stemme på en lokal kandidat, siger Pernille Bendixen.

'Vi bliver overset'

I Nordjylland er Radikale Venstres Daniel Nyboe Andersen bange for, at der slet ikke kommer fokus nok på landsdelen, hvis ikke vælgerne er flinke til at sende nogle personlige stemmer afsted.

- Vi er en lille landsdel med 15-20 folketingsmedlemmer, og når der ikke er flere, så bliver der simpelthen nødt til at være nogen, der kender lokalområdet. Ellers bliver vi overset, siger Daniel Nyboe Andersen.

Og måske er der faktisk en risiko for, at de lokale kandidater bliver overset. I hvert fald har de fået en ny udfordring. Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen stiller denne gang op i Aalborg i Nordjyllands Storkreds.

Det betyder, at socialdemokraten Simon Kollerups faste støtter i Thisted-kredsen nu kan stemme direkte på statsministerkandidaten. I valgkampen har Simon Kollerup slået kraftigt på, at man skal stemme lokalt.

Simon Kollerup giver på sin valgplakat en opfordring til at stemme lokalt.

- Mette skal være statsminister for hele Danmark, og i den situation skal der stadig være kandidater, som er lokalt forankret, som jeg er, siger Simon Kollerup (S).

Simon Kollerup får støtte fra sin lokale politiske modstander, Torsten Schack Petersen fra Venstre.

- Når der kommer en partiformand væltende ind i Nordjyllands Storkreds, er det vigtigt, at thyboerne og morsingboerne husker, at der er folketingsmedlemmer, som repræsenterer dem, siger Torsten Schack Petersen (V).

Facebook
Twitter