Lars Løkke ændrer kurs: Går til valg på regering henover midten

En fortsat VLAK-regering er ikke længere statsministerens førsteprioritet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går til valg på at danne en regering henover midten, siger han til TV 2 News.

Det er et kursskifte, da han indtil nu har haft en borgerlig-liberal regering som førsteprioritet.

- Jeg er nået til den konklusion, at hvis Venstre får et styrket mandat i morgen, så vil jeg bruge al min energi og erfaring på at se, om ikke det kan lade sig gøre at samle en regering med ansvarlige erfarne partier henover midten. Der er brug for samling på midten, siger han til TV 2, hvor han også afviser at pege på, hvem han specifikt ønsker at gå i regering med.

Det er ikke første gang, at Lars Løkke Rasmussen skifter parlamentarisk kurs under valgkampen. I midten af maj udgav han nemlig debatbogen 'Befrielsens Øjeblik', hvor han åbnede for at danne en SV-regering efter valget. Det var dog ikke hans førsteprioritet, slog han fast.

VLAK er ikke realistisk

Gennem valgkampen har samtlige meningsmålinger dog vist, at blå blok vil have særdeles svært ved at opnå flertal. Det bygger også på, at statsministeren ikke vil være afhængig af de mest yderligtgående højrepartier efter valget.

- Som valgkampen har skredet frem, så er det ikke nogen realistisk mulighed, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren adresserede også den parlamentariske situation, da partilederne mødtes til Demokratiets Aften på DR1 i går.

- Det, der bekymrer mig, det er hvis fløjene dikterer. Jeg har klart sagt, at jeg aldrig kommer til at melde Danmark ud af verdenssamfundet og bøje mig om krav om, at vi skal vende ryggen til konventionerne, sagde Lars Løkke Rasmussen, hvor han også omtalte sin SV-melding.

- Det var derfor, at jeg markerede: Kunne det være bedre at finde løsninger på midten. Det var en dør, jeg åbnede på klem, men jeg fik den lige i hovedet igen. Af det kan man jo lære, at Mette Frederiksen har tænkt sig at regere på den yderste venstrefløj, sagde Lars Løkke Rasmussen.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Venstres næstformand, Kristian Jensen. Via sin pressetjeneste meddeler han, at han ikke vil stille op til interview. Pressemedarbejderen siger, at det er Løkkes ansvar at lægge en linje for Venstre, og at Kristian Jensen er enig med ham.

Opdateret med video fra interviews med Lars Løkke Rasmussen og Bertel Haarder.

Facebook
Twitter