Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalg

Valget skal afholdes på grundlovsdag 5. juni, oplyser statsministeren.

Nu ved danskerne, hvornår de skal til stemmeurnerne og sammensætte det nye Folketing.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har netop meddelt fra Folketingets talerstol, at folketingsvalget afholdes 5. juni.

- Jeg beder danskerne om genvalg til folketingsvalget, som afholdes grundlovsdag 5. juni, sagde statsministeren fra Folketingets talerstol.

Lars Løkke Rasmussen havde ekstraordinært bedt om at få ordet under mødet i salen.

Først talte han i små 10 minutter, hvor han redegjorde for, hvor Danmark står i dag, og hvor han talte om de seneste fire år under hans ledelse.

- Siden valget er der skabt 10.000 nye arbejdspladser. Aldrig før i historien har så mange været i arbejde.

- Det skaber en sund økonomi, det er helt afgørende. Pengene skal jo tjenes, før de kan bruges. Den sunde økonomi betyder, at vi kan bruge flere penge på fællesskabet, sagde han på Folketingets talerstol.

Fire uger lang valgkamp

Med beslutningen om at udskrive valg kommer der altså ikke et dobbeltvalg 26. maj, som mange havde forventet.

I stedet får vi en fire uger lang valgkamp, hvilket er væsentligt længere end sædvanen.

Se i videoen her, hvordan Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen står i forhold til hinanden.

På talerstolen gjorde Lars Løkke Rasmussen det også klart, at der også venter nogle udfordringer i fremtiden.

- Selvom der er forskel på partierne, så er vi enige om meget. Det overser man let, når bølgerne går højt.

- Vi er enige om at prioritere velfærd. Rammen om store dele af vores liv, sikkerhedsnettet for dem, der falder. Det er lettere at blive enige om ønskerne, end at betale for dem.

- Den positive udvikling vil nogen rulle tilbage. Det må jeg advare imod. Danmark er værd at kæmpe for. Danmark kåres med god grund som et af verdens lykkeligste lande år efter år. Men på trods af det, er udfordringerne til at få øje på, sagde statsministeren, der herefter meddelte, at han i går havde meddelt dronningen, at han i dag ville udskrive folketingsvalg.

I videoen kan du se en vurdering af, hvordan statsministerkandidaterne vil forsøge at vinde valget.

I Venstres nyhedsbrev, som lige er udgivet, udybber statsministeren, hvorfor han bør fortsætte med at lede landet.

- Verden er i forandring. Spændinger mellem øst og vest stiger. Klimaet ændrer sig hastigt, og flygtninge og migranter fra syd udfordrer Europa og Danmark. Derfor har Danmark brug for et erfarent lederskab, der kan træffe de rigtige beslutninger. Især, når de er svære, skriver statsministeren.

Se en vurdering af, hvad der sker med taberen af valget i videoen her.

På linksene herunder kan du tage DR's kandidat-test og se den seneste meningsmåling.

Facebook
Twitter