Lars Seier står bag Samuelsen: 'Chokeret over manglende loyalitet'

Der er ubetinget opbakning til Liberal Alliances afgående politiske leder fra erhvervsmanden.

Lars Seier Christensen takker Anders Samuelsen for indsatsen for den liberale sag i Danmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er en bedrøvet, ærgerlig og vred Lars Seier Christensen, der her til eftermiddag begræder sin gode ven Anders Samuelsens afgang som politisk leder for Liberal Alliance.

Erhvervsmanden, der har bakket tæt op om partiet igennem mange år, kalder det 'en trist dag'.

- For Liberal Alliance, for Anders Samuelsen og for mig selv, skriver han i et opslag på Facebook.

Anders Samuelsen trak sig tidligere i dag som formand for Liberal Alliance efter et katastrofalt valg, hvor partiet mistede ni mandater, og han selv mistede sin plads.

Det katastrofale valg fik flere prominente Liberal Alliance-folk til at udtale kritik af Samuelsen.

- Det har været fuldstændig gennemsyret af nepotisme, og det er jo en nepotisme, der kommer fra Anders, sagde folketingsmedlem Henrik Dahl.

Det fremgår dog tydeligt af Lars Seier Christensen Facebook-opslag, at han ikke giver noget som helst for den kritik.

For som han skriver, er loyalitet et afgørende karaktertræk for ham.

- Jeg er derfor chokeret over den mangel på loyalitet enkelte andre medlemmer af partiet, der skylder deres karriere til primært Anders, har udvist, allerede før stemmerne er talt endeligt op.

Selvom han ikke nævner nogen navne, er kommentaren nok især møntet på Henrik Dahl, der stod bag den ualmindelig krasse kritik i morges, og så undervisningsminister Merete Riisager.

- Jeg vil på det kraftigste opfordre dem til at holde kæft nu og så fokusere på at genrejse partiet, hvis de ønsker at være en del af det fremadrettet, skriver Lars Seier Christensen.

'Partiet er slået mange år tilbage'

Han takker også Anders Samuelsen for den 'kæmpe indsats', han har gjort for den liberale sag i Danmark, og bakker op om partiets arbejde i regeringen, som ellers har været en af de interne kritikpunkter.

Se Anders Samuelsen trække sig som politisk leder for Liberal Alliance.

- Men jeg er dybt, dybt bekymret for Danmarks fremtid og for resterne af blå blok.

- Med hensyn til Liberal Alliance, så er partiet slået mange år tilbage, ingen tvivl om det, men det er stadig vigtigt for Danmark, skriver Lars Seier Christensen.

Støtter Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Nu er spørgsmålet i Liberal Alliance, hvem der skal tage over efter Anders Samuelsen som politisk leder.

Henrik Dahl udtrykte tidligere på dagen bestemt ikke opbakning til den naturlige arvtager, Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Men Lars Seier Christensen tager det til gengæld for givet, at det er sådan, det bliver.

- Jeg ønsker Simon Emil succes med at genrejse partiet - han har erfaringen og dygtigheden til at gøre det rigtig godt.

- Jeg vil - trods skuffelsen og trods det enorme savn af Anders - forblive loyal overfor Liberal Alliance og bakke op om partiet, hvis jeg bliver bedt om det, skriver han.