Løkke lovede hustruen at stoppe: Men regeringen var faldet sammen uden mig ved roret

Statsministeren havde lovet, at 2015-valget var sidste gang, han stillede op.

Forfatter Kirsten Jacobsen har skrevet denne bog med en enkel og klar ambition: at nå ind til de overvejelser, Lars Løkke Rasmussen har som statsminister og privatperson i ugerne op til et folketingsvalg, der vil afgøre hans politiske fremtid. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

2015-valget skulle have været Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens sidste.

Det løfte gav han sin kone Solrún Løkke Rasmussen, fremgår det af en ny samtalebog, som forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen har skrevet. Bogen udkommer i dag, og i den fremgår det, at Løkke havde lovet, at 2015-valget skulle blive hans sidste.

Jeg ved, at du havde lovet Sólrun, at når du havde bevist, at du i din egen ret kunne blive valgt til statsminister i 2015 – og ikke ‘bare’ arve posten efter Fogh som i 2009 – ville det være sidste gang, du stillede op?

- Ja, svarer Lars Løkke Rasmussen.

Alligevel har Venstres formand og landets nuværende statsminister nu kastet sig ind i en valgkamp, hvor han og resten af de borgerlige partier er langt bagud i meningsmålingerne.

En nødvendighed at blive

Den beslutning har statsministeren taget, fordi der er behov for "en sikker hånd på roret," forklarer han.

- Jeg har set det som en nødvendighed at blive, fordi jeg havde dette billede af at få sat skibet i søen, se det sejle og så måske gå fra borde. Men hvis der ikke er en sikker hånd på roret, går skibet ned, siger Lars Løkke Rasmussen i bogen.

Han refererer i bogen til en helt konkret episode, hvor han mener, at regeringen kun overlevede på grund af ham. I november 2016 holdt Lars Løkke Rasmussen sin årlige tale på Venstres landsmøde. Her proklamerede V-formanden, at han ville invitere Liberal Alliance og De Konservative med ind i regeringssamarbejdet.

Det skete efter ugers diskussioner i blå blok om, hvorvidt topskatten skulle sænkes, sådan som Anders Samuelsen, politisk leder for Liberal Alliance, ultimativt havde krævet det.

Løkke: Venstre har en dygtig næstformand

På et pressemøde i forbindelse med præsentationen af bogen, bliver Lars Løkke Rasmussen spurgt til netop de formuleringer.

Mener du, at Kristian Jensen (næstformand, Venstre, red.) ikke er en 'sikker hånd på roret'?

- Nej, bestemt ikke. Men det var et løfte, vi havde indgået derhjemme, at jeg skulle gå af. Det var aftalt, men ikke indfriet. Men hvis jeg var gået i denne valgperiode, så var projektet faldet.

- For det der skete var, at folketingssalen frøs til is og det viste sig, at nogen forhindrede os i at agere, fordi det parlamentariske grundlag ikke var enige med os én til én. Derfor udvidede vi regeringen og der var ikke andet at gøre.

- Venstre har en dygtig næstformand. Hvis jeg bliver syg i denne valgkamp, så er det Kristian Jensen, der tager over.

Sejlede ind i Liberal Alliances ultimative krav

Og sådan blev V-regeringen til VLAK-regeringen.

- Allerede efter et år sejlede vi ind i det skær, der hedder Liberal Alliance og deres ultimative krav. Vi skulle håndtere det, hvis vi ville noget med ansvaret. Magten, om du vil. Det gjorde vi med regeringsudvidelsen, siger Lars Løkke Rasmussen i bogen og fortsætter umiddelbart derefter:

- Ingen er uundværlig, men det ville være faldet sammen, hvis jeg havde holdt mit løfte til Sólrun. I hvert fald set med mine partibriller. Det ville det. Det er min faste overbevisning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler i en ny samtalebog åbent om en SV-regering. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

På et pressemøde med forfatteren kl. 10.30 i dag vil Lars Løkke Rasmussen uddybe bogens indhold og svare på spørgsmål fra pressen.

Facebook
Twitter