Løkke med søn og en afdæmpet Thulesen Dahl - se højdepunkter fra valgkampens dag 20

Valgkampens dag 20 bød på valg til Europa-Parlamentet.

I dag blev valget til Folketinget sat på standby.

Søndagen stod nemlig i Europa-Parlamentets tegn. Fra klokken 9 i morges og frem til klokken 20 kunne danskerne sætte deres kryds og være med til beslutte, hvem der skal sendes af sted til Europa-Parlamentet.

Og de danske politikere var selvfølgelig også klar til at afgive deres stemmer.

På Nyboder Skole i København var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) af sted med sin søn, EP-kandidat for Venstre Bergur Løkke Rasmussen.

Og selvom Lars Løkke Rasmussen pointerede, at det er en hemmelig valghandling, afslørede han alligevel, at han nok ikke kunne komme uden om at stemme på sit afkom.

- Jeg tror da, jeg får ballade derhjemme, hvis der ikke er fem stemmer på Bergur her på dette valgsted, sagde han grinende.

DF: Det har været op ad bakke

Socialdemokratiets formand og statsministerkandidat, Mette Frederiksen, var også i højt humør, da hun blev fanget på cykel på vej hen for at sætte sit kryds.

- Man skal altid passe på med at sige noget, før stemmerne er talt op. Men jeg tror ikke, at man kan tage resultatet af det her valg, som et udtryk for hvordan folketingsvalget kommer til at gå.

Hos Dansk Folkeparti var der knap så meget optimisme at spore.

Det var en afdæmpet formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulsen Dahl, som DR mødte uden for valgstedet.

- Det sidste nærmest halve år har vi jo ikke kunnet sætte en fod rigtig, ifølge den måde man har kritiseret Dansk Folkeparti. Så det har jo været op ad bakke for os.

Det sker i morgen:

  • I morgen vil der også stadig være fokus på europaparlamentsvalget. Stemmerne er blevet talt op i løbet af natten, og i løbet af dagen vil det være muligt at se, hvilke kandidater der skal mod Bruxelles.

  • Spidskandidaterne vil også være at finde på flere DR-flader i morgen tidlig.

Facebook
Twitter