Løkke: Regeringen går af i morgen - men jeg vil være statsminister

Lars Løkke Rasmussen anbefaler, at der kommer en midterregering med ham som statsminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkender, at Venstre sammen med blå blok har tabt regeringsmagten.

Med alle stemmerne talt op får rød blok - Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten - 91 mandater, mens blå blok - Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - får 75 mandater.

Derfor vil repræsentanter for Venstre i morgen klokken 11.00 tage til dronning Margrethe og orientere hende om resultatet.

- På baggrund af valgresultatet vil jeg indgive regeringens afskedsbegæring, og jeg vil foreslå dronningen at indkalde til en dronningerunde i morgen, så de forskellige partier får lejlighed til at udtale sig om den parlamentariske situation, siger han i sin tale.

Lars Løkke Rasmussen vil nu anbefale, at der kommer en midterregering med ham som statsminister.

- Over for dronningen vil Venstres repræsentanter anbefale, at der dannes en regering under min fortsatte ledelse med ambition om at bygge bro over midten i dansk politik, siger han og understreger, at det ikke er nogen ny tanke.

- Jeg har sagt det mange gange i valgkampen - og til en forfatter før valgkampen (Kristen Jacobsen, der har skrevet samtalebogen "Befrielsens øjeblik" med Løkke, red.). De erfarne, ansvarlige midterpartier bør overveje, om det rigtigste er, at lade yderfløjene have de afgørende mandater. Eller om det er klogere at bygge bro over forskellighederne inde på midten i dansk politik.

Godt valg for Venstre

Selvom Socialdemokratiet med 26 procent af stemmerne er blevet det største parti ved folketingsvalget, er Venstre det parti, som har haft den største mandatfremgang for noget folketingsparti i aften.

Partiet står til at få 23,4 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang sammenlignet med folketingsvalget for fire år siden, hvor 19,5 procent af vælgerne stemte på det.

Venstre står i alt til at få 43 pladser i Folketinget mod 34 i dag.

Regeringen fortsætter som forretningsministerium til en ny regering er udnævnt.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er den sidste partileder, der mangler at holde sin tale. Hun er nu ankommet til Christiansborg og til partiets valgfest.

Det politiske Danmarkskort 2019 og 2015 (Foto: - © - / Foto: - © -)
Facebook
Twitter