Mads får besøg af partilederne: ’Det er nu, de skal sparke den i kassen’

Mads Steffensen håber at gøre vælgerne klar til at sætte krydset med programmet ’Mads og Partilederne’.

- Kan jeg tillade mig at sige noget, når jeg ser cyklister med en lang røvsprække på cykelstien?

- Min eksmand og jeg blev skilt, efter jeg havde en affære, der senere viste sig at være en kæmpe fejl. Efter flere andre forhold indså jeg, at jeg faktisk savner min eksmand, der har en kæreste. Skal jeg forsøge at få ham tilbage, eller skal jeg glemme alt om ham?

Radioprogrammet ’Mads og Monopolet’ på P4 diskuterer lørdag efter lørdag danskeres meget forskellige dilemmaer.

Her har vært Mads Steffensen har besøg af kendte gæster, som forsøger at finde frem til en løsning på dilemmaer.

Lørdag 1. juni skifter Mads Steffensen dog kendisserne ud med politikere, når han får besøg af partilederne, kort før vi skal stemme til folketingsvalget 5. juni.

Og det vil lytterne godt kunne mærke, fortæller Mads Steffensen.

- Der er stor forskel på at sidde med Hella Joof og Søren Rasted og med nogle af politikerne. Vi skal også diskutere andre ting. Det er ikke dilemmaer, om man skal gå til den ene eller anden fest eller opsøge sin ukendte far. Vi skal ind og have fat i nogle politiske spørgsmål, dilemmaer og temaer, og der er de på hjemmebane.

’Mads og Partilederne’ bliver sendt på P4 fra klokken ni til 12 fra Koncerthusets studie 3, hvor der vil sidde flere end 100 vælgere blandt publikum.

Og flere af dem skal ikke blot lytte, men også selv stille spørgsmål til politikerne.

- Det er danskere, der er et sted i deres liv, hvor den politik, der bliver ført, betyder noget for deres liv, fortæller Mads Steffensen.

Han lægger ikke skjul på, at han har forberedt sig til fingerspidserne, inden han får besøg af partilederne.

- Det her er ikke business as usual. Det er det aldrig for mig. Du skal altid stræbe efter at lave det bedste program, du kan. Den her opgave er stor. Jeg er ikke nervøs for den, men jeg glæder mig, fordi jeg ved, det bliver spændende.

Mads Steffensen begyndte med at lave 'Mads og Monopolet' i 2003 på P3. Siden er programmet flyttet til P4. (© dr)

Politikerne skal hakke til

Selvom det langt fra er første gang, at den garvede vært laver ’Mads og Partilederne’, er det alligevel noget andet i år. Kort sagt er der flere partier, der kæmper om stemmerne.

- Der er enkelte gengangere, men mange er jo nye, så de skal ind i det her format. Men de har jo været i partilederdebatter et par gange i den her valgkamp. Så de ved godt, at når man får ordet, så skal man hakke til, siger Mads Steffensen.

Til at styre slagets gang får han hjælp af DR’s politiske analytiker Jens Ringberg, der har arbejdet med det politiske landskab på Christiansborg i omkring 30 år.

Jens Ringberg har fulgt partilederne tæt under valgkampen. (Foto: Bjarne Begius Hermansen © dr)

Jens Ringberg skal fungere som en slags ”bullshit detector”, fortæller Mads Steffensen.

- Jens laver ikke andet end at analysere politik, og vi har haft et godt samarbejde tidligere. Han kommer oppe fra Nordjylland, ligesom jeg selv gør, så vi er ikke så nemme at imponere. Vi kan godt høre, når nogle spiller violin og kommer med en sang fra de varme lande.

En anden stemning i radio

Da Mads Steffensen bød partiledere velkommen ved det seneste folketingsvalg i 2015, kunne vælgerne også følge med i fjernsynet på DR2.

Denne gang er der dog ikke kamera på, og det er der ifølge Mads Steffensen en helt særlig grund til.

- Det giver meget, at det kun er radio. Det har jeg oplevet i al den tid, jeg har lavet begge dele. Når folk er på fjernsynet, er de på en anden måde, end når det kun er radio. Man tænker over, hvordan man ser ud, når man siger tingene. På radio har vi bare ordet. Det tror jeg giver en mere spændstig og livlig debat, siger Mads Steffensen.

Han har dog ingen forventning om, at toppolitikerne ligefrem er afslappede, når de tropper op i Koncerthusets studie 3 få dage før Folketingsvalget.

- De er jo helt oppe på tåspidserne hele tiden, men jeg tror alligevel, at de vil være på en lidt anden måde, siger han.

Mads Steffensen har været vært på et utal af programmer på DR1. Han laver blandt andet 'Kender du typen?' sammen med Anne Glad og Flemming Møldrup. (© dr)

Lørdagsstemning ind i valgkampen

Selvom lørdagens program helt naturligt vil være meget anderledes fra ’Mads og Monopolet’, håber Mads Steffensen alligevel, at man kan få presset noget af lørdagsstemningen ind i de tre timers radio.

- Der er en tone i ’Mads og Monopolet’, som jeg også gerne vil have ind her, hvor der er substans og bund i det, men vi kan også godt drille dem lidt og spidde dem lidt, og hvad vi ellers finder på af ting, der lige dukker op, siger han.

Men samtidig er han meget opmærksom på, at valgkampen virkelig spidser til.

- Det er nu, de skal sparke den i kassen. Det er ikke mange chancer, de har tilbage til at få omvendt tvivlere eller få vælgere, de har tabt, tilbage i folden. Det er vigtige ting, vi snakker om. Det handler om, hvem der skal regere det her land. Det er vigtigt.

Derfor håber Mads Steffensen også, at politikerne fokuserer på deres egen politik og vision for Danmark fremfor, hvorfor de andre er langt ude eller har en forkert holdning, fortæller han.

- Jeg håber, at lytterne og publikum i salen bliver oplyste, og de får en fornemmelse af, at de er blevet klogere på, hvor de skal sætte krydset, eller hvor de helt sikkert ikke skal sætte det.

’Mads og Partilederne’ bliver sendt på P4 fra klokken ni til 12.

Facebook
Twitter