Messerschmidt og DF kommer over spærregrænsen: 'We are still standing!'

Danske Folkepartis formand er ydmyg og stolt. Partiet får fem mandater.

Morten Messerschmidt taler på valgaftenen hos Dansk Folkeparti på Christiansborg. Han blev modtaget på taktfaste klapsalver, på trods af at partiet går markant tilbage. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Rettelse 04.26: Dansk Folkeparti endte med at få fem mandater, ikke fire, som det tidligere fremgik af artiklen.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, blev med taktfaste råb klappet ind til partiets valgfest i aften.

- Morten, Morten, Morten, lød det.

Og på trods af at folketingsgruppen, efter alle stemmerne er talt op, mister endnu to medlemmer - foruden de mange medlemmer, der på det seneste har forladt partiet - var tonen i Messerschmidts tale nærmest triumferende.

- Vi lander et resultat på den pæne side af det eneste, som jeg efterhånden i den seneste måned har hørt journalister tale om, nemlig spærregrænsen.

- "Spærregrænse, spærregrænse..." Kære journalister, nu kan I godt lade være med at spørge og begynde at tale om politik, lød det fra DF-formanden.

'Ydmyg og stolt'

Da formanden gik på talerstolen, stod partiet ifølge DR's prognose til at få fem mandater. Det blev også det endelige resultat.

Ved forrige valg fik Dansk Folkeparti 16 mandater, men siden har 11 folketingsmedlemmer forladt partiet. En stor del - blandt andre profiler som Peter Skaarup og Søren Espersen - har i stedet sluttet sig til Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Meningsmålinger har i løbet af valgkampen placeret Dansk Folkeparti på nippet til helt at ryge ud af Folketinget.

Messerschmidt, der selv kalder den seneste folketingsperiode for "tumultarisk" og partiets folketingsgruppe for landets hårdest prøvede, var derfor lettet:

- For danskerne har ønsket, at Dansk Folkeparti stadig skal være i Folketinget, og det er jeg ydmyg og stolt over.

- Jeg har været med til de største sejre, og jeg er med i dag. Jeg vil sige om os alle sammen som Elton John: "We are still standing!" (Vi står stadig, red.).

Også partiets stifter og mangeårige leder, Pia Kjærsgaard, var synligt lettet til valgfesten.

- Det her har været en fuldstændig vild valgkamp. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, sagde hun.

Kjærsgaard siger, at partiet nu starter forfra med folk, der vil partiet i "medgang og modgang".