Mette Frederiksen afviser Løkkes regering over midten: 'Vælgerne må være forvirrede'

Socialdemokratiet går til valg på en ren S-regering, fastholder Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er fortsat afvisende over for idéen om at gå i regering med Venstre.

- For os handler det ikke om at skifte ud på nogle enkelte ministerposter. For os handler det om at føre Danmark i en ny retning med en ny politik. Forudsætningen for det er en ny regering, siger Mette Frederiksen og tilføjer:

- Det handler om at sætte velfærden først, gøre op med centraliseringen, indføre en ret til tidligere folkepension til dem, der er nedslidt, og så skal vi have sat turbo på den grønne omstilling. Det er derfor, vi går til valg på at danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Mette Frederiksens afvisning kommer, efter statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i dag har meddelt, at han går til valg på at danne en regering hen over midten i dansk politik.

Mette F: Det er den tredje regering, Løkke nu foreslår

Allerede en uges tid inde i valgkampen åbnede Løkke med bogen 'Befrielsens Øjeblik' for at danne en SV-regering efter valget.

Men hans førsteprioritet var en borgerlig-liberal regering, forsikrede han.

Her på valgkampens næstsidste dag siger Løkke nu til TV2, at han vil bruge al sin "energi og erfaring på at se, om ikke det kan lade sig gøre at samle en regering med ansvarlige erfarne partier henover midten".

- Løkke foreslår i dag den tredje regeringskonstellation på én valgkamp. Derfor må der sidde vælgere tilbage og være ret forvirrede. Det kan jeg sådan set godt forstå. At foreslå tre forskellige regeringer på én valgkamp synes jeg faktisk ikke er udtryk for lederskab, siger Mette Frederiksen.

- Jeg synes heller ikke, det er udtryk for lederskab, når man bruger det meste af sin taletid på skræmmekampagner – ikke mindst om Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under videoen.

Mette Frederiksen advarer Morten Østergaard

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen siger, at de med hver deres strategi sigter mod at bryde med blokpolitikken.

Men en midterregering er ikke nødvendigvis et opgør med blokpolitikken, mener Mette Frederiksen:

- Der er da ikke nogen sikkerhed for, at en regering hen over midten ikke bare vil føre den politik, som bliver ført i dag. Lars Løkke har jo brugt hele valgkampen på at fortælle, at Danmark nærmest går under, hvis Det Radikale får indflydelse på tingene, eller hvis jeg bliver statsminister.

Løkke vil ikke fortælle, hvilke andre midterpartier han vil forsøge at danne regering med. Men både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre bifalder idéen om en midterregering.

- Jeg håber selvfølgelig, at Radikale Venstre er tro mod det, de har sagt her i valgkampen om at ville en ny retning – blandt andet på det grønne område, og derfor ikke kan pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, siger Mette Frederiksen.

Afviser du kategorisk at indgå i regeringsforhandlinger med Lars Løkke Rasmussen?

- Jeg siger det samme hver eneste dag i valgkampen, og det kommer den tredje regerings-melding fra Lars Løkke ikke til at rokke på. Når danskerne går til stemmeurnerne i morgen, beder jeg om mandat til at danne en socialdemokratisk regering, siger Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter