Mette Frederiksen bliver sendt til dronningen med broget mandat

Regeringen går af, men flertal peger på Mette Frederiksen som forhandlingsleder.

De røde partier er langt fra enige om, hvilken regering flertallet for blokken skal udmøntes i. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Mette Frederiksen og rød blok sikrede sig lige netop flertallet efter en dramatisk valgaften.

Alligevel vælger Mette Frederiksen at indgive afskedsbegæring for den socialdemokratiske etpartiregering.

- Det står klart, at der ikke længere er et flertal bag regeringen i dens nuværende form. Socialdemokratiet gik til valg på at danne en bred regering. Hvis et flertal af partierne peger på mig som kongelig undersøger, vil jeg afsøge, om det kan lade sig gøre, siger Mette Frederiksen.

Og det er lige netop, hvad et flertal gør. Derfor kommer Mette Frederiksen nu til at undersøge muligheden for at danne regering.

Men hun bliver sendt til Amalienborg med et broget mandat.

SF og Enhedslisten imod bred regering

De Radikale og Socialdemokratiet selv øjner muligheden for en bred regering hen over den politisk midte.

Men SF og Enhedslisten peger på hende under helt andre forudsætninger.

- Vi peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger med krav om, at hun skal arbejde for en centrumvenstre-regering med et eller flere partier fra hendes parlamentariske grundlag. Så må Mette Frederiksen forhandle og se, hvad vi kommer frem til, siger SF's formand, Pia Olsen-Dyhr.

Mai Villadsen strammer den endnu mere:

- Jeg synes, det er en meget stor fejl. Det er forkert, når der er et rødt-grønt flertal, at du ønsker at lukke højrefløjen ind til regeringsbordet, siger Mai Villadsen.

Derfor er det fortsat meget uklart, hvilken regering valgresultatet vil føre med sig.

Vil forhandle med Venstre først

Mette Frederiksen vil altså holde fast i at undersøge muligheden for at danne en bred regering.

Det bliver Venstre, der som det første parti bliver indkaldt til forhandlinger om en ny regering, siger Mette Frederiksen i partilederdebatten.

- Jeg tænker egentlig, at den rigtigste måde er at starte ved det største parti, så vi ikke forfordeler nogen. Det er også det, vi plejer at gøre. Så i respekt for den måde, vælgerne har sammensat det på, så starter man med det største parti, siger Mette Frederiksen.