Mette Frederiksen om Sass Larsens sygemelding: 'Det er den rigtige beslutning'

De fleste har kunnet se, at Henrik Sass Larsen ikke har det godt, udtaler S-formanden.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har sygemeldt sig og meddelt, at han ikke står til rådighed for S-formand Mette Frederiksen, hvis det lykkes hende at danne en ny regering.

Her var Henrik Sass Larsen ellers tiltænkt en central rolle. Men Mette Frederiksen er enig med sin partifælle i, at en sygemelding er den rigtige belsutning.

- Jeg har haft en tæt dialog med Henrik Sass Larsen gennem hele forløbet. Som Henrik selv skriver, har de fleste kunnet se, at han ikke har det godt. Han har forsøgt at kæmpe sig tilbage, og det har jeg og mange andre støttet ham i, men det er desværre ikke lykkedes, siger Mette Frederiksen.

Henrik Sass Larsen fortalte i begyndelsen af året, at han sidste år blev ramt af en depression - og i dag har han fortalt, at det ikke er lykkedes ham at blive rask.

Har I været dygtige nok til at passe på Henrik Sass Larsen?

- Lige præcis den type sygdom og sårbarhed, som vi har med at gøre her, er svær at lure. Henrik var væk i en periode fra det helt tætte daglige arbejde og kom så tilbage og sagde, at han var klar til at påtage sig alle sine opgaver igen. Det var vi glade for og ville gerne give ham muligheden for. Så viste det sig, at han ikke var kommet så langt, som han egentlig gerne ville, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

Har I vidst, det kunne ende sådan her?

- Henrik har været ærlig om, at vi har at gøre med en depression. Det er en farlig størrelse, som man ikke kan planlægge sig ud af, og derfor bliver man nødt til at følge med den og se, hvordan den udvikler sig. Jeg har stor respekt for, at Henrik nu siger, at prisen har været for høj, og at han ikke ønsker at fortsætte af det spor og sygemelder sig, siger Mette Frederiksen.

Henrik Sass Larsen har været med på det socialdemokratiske hold til de igangværende forhandlinger om en ny regering, men hans sygemelding får ifølge Mette Frederiksen ikke betydning for de forhandlinger.

- Jeg har ansvaret for de forhandlinger, uanset hvem der er med af de øvrige socialdemokrater, siger hun.

Syntes han var skrækkelig

Henrik Sass Larsen har været en kontroversiel politiker. Mange politiske modstandere har gennem årene slået sig gevaldig på den bramfri socialdemokrat.

Han har også ved flere lejligheder langet ud af Enhedslisten, Alternativet og de Radikale. Partier som Socialdemokraterne ellers har brug for at arbejde tæt sammen med i hverdagen.

Men ifølge Mette Frederiksen er det netop en af hans styrker.

- Der bliver færre og færre af politikere af ham, som en gang imellem sparker til bolden, så det kan høres. Han er en mand, der skiller vandene. Da jeg selv mødte ham første gang, syntes jeg, han var helt skrækkelig. Så fandt jeg hen ad vejen ud af, at han er en af de stærkste ideologisk tænkende politikere.

- Han er en kontroversiel person, som siger, hvad han mener. Det gør, at nogle er glade for ham, men andre er også blevet sure på han. Man skal bare ikke tage fejl af, at det, der driver ham, er social indignation. Ønsket om et stærkt velfærdssamfund og ikke mindst ønsket om at hjælpe nogle af de børn, der ikke har det godt. Det hænger også sammen med hans egen baggrund, siger Mette Frederiksen.

'Henrik har været en af mine nærmeste sparringspartnere'

Henrik Sass Larsen har været politisk aktiv hele sit voksne liv, og han var blandt andet formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, før han kom i Folketinget - i første omgang som midlertidigt medlem i 1999.

Siden har han både været politisk ordfører, gruppeformand, statsrevisor og erhvervs- og vækstminister.

- Man skal ikke tage fejl af, at Henrik Sass har en meget stor del af æren for, hvor Socialdemokratiet er i dag. Han sociale indignation og hans meget fine fornemmelse for, hvordan mange almindelige mennesker lever deres liv, er kæmpestor.

Hvad har han betydet på de indre linjer i Socialdemokratiet?

- Jeg mener først og fremmest, at han bidrager med sit intellekt og kløgt. Der er ganske få, der matcher ham i skarphed og hurtighed.

- Vi kommer til at mangle Henrik Sass i den periode, hvor han er sygemeldt. Jeg kommer også til at savne ham, for det er ikke bare en kollega, men også en nær ven og sparringspartner, siger Mette Frederiksen.

Løkke: 'Det gør mig overordentlig trist'

Nyheden om Henrik Sass Larsens sygemelding og exit fra regeringsforhandlingerne har fået flere politiske medspillere og modspillere til tasterne.

I en kommentar til Henrik Sass Larsens Facebook-opslag skriver fungerende statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen direkte henvendt til Sass:

- Det gør mig overordentlig trist, at du endnu ikke er ovenpå. Jeg ved, at du har slidt og slæbt for at bringe dit parti i den position, I er i nu, hvor der forhandles regeringsdannelse.

- Jeg kunne på det personlige plan i dén grad unde dig at være med i netop det. Jeg ønsker dig alt det bedste. Jeg håber virkelig, at alle respekterer dit ønske om fred.

Opdateret med interview med Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter