Mette Frederiksen: Vi kommer til at snakke om det hele, på den måde, at man jo ikke kan tale om det hele

Regeringsforhandlingerne er gået ind i en afgørende fase, forklarer politisk korrespondent.

- Vi kommer til at være meget konkrete over for hinanden, men desværre ikke over for jer.

Sådan lød det fra Socialdemokratiets formand og kongelig undersøger, Mette Frederiksen, da hun kort hilste på pressen, inden hun tog hul på dagens regeringsforhandlinger.

På trods af ihærdige forsøg på at fiske nogle bare lidt interessante svar ud af den måske kommende statsminister stod hun ved sin første bemærkning og blev ikke mere konkret omkring status i forhandlingerne og målet med dagens etape.

- Vi kommer til at snakke om det hele, på den måde, at man jo ikke kan tale om det hele, men nu går vi væk fra temadiskussionerne og så - ja, for at sige det direkte - går vi til nogle af de svære spørgsmål, som hun forklarede det.

Korrespondent: Stemningen virker til at være god

Selvom Mette Frederiksen ikke løftede sløret for ret meget forud for forhandlingerne, er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går ind i en mere afgørende fase nu.

Det forklarer DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

Hvor Mette Frederiksen brugte den første runde af forhandlinger - som blev afsluttet i onsdags - til at lytte og til at skabe et godt og tillidsfuldt forhandlingsklima, indleder weekendens forhandlinger den mere afgørende fase.

- Nu går forhandlingerne ind i en meget mere intensiv fase, hvor man skal begynde at skrive ting ned. Så det er ret afgørende, siger Christine Cordsen.

At der ikke er blevet lækket noget fra forhandlingerne, og at partilederne ikke har givet det største indblik, viser, at Mette Frederiksen har formået at skabe et godt forhandlingsklima de fire partier imellem, vurderer Christine Cordsen.

- Stemningen virker til at være god. Der er alle de signaler, man plejer at kunne aflæse i retning af, at de nærmer sig hinanden, og at de regner med, at det skal lykkes. Så det tyder på, at Mette Frederiksen inden for nogle uger kan gå til dronningen og danne en socialdemokratisk regering, forklarer hun.

'Der er jo mange brikker, der skal falde på plads'

Så snart Mette Frederiksen og hendes følge var trådt ind i forhandlingslokalet ved Landstingssalen på Christiansborg, mødte først SF, så de Radikale og til sidst Enhedslisten op til deres times afsatte forhandlinger med den røde kongelige undersøger.

Her fortsatte partilederne Mette Frederiksens tilknappede stil.

Pia Olsen Dyhr benyttede eksempelvis lejligheden til endnu engang at fortælle Mette Frederiksen, at SF blandt andet ønsker en ambitiøs klimapolitik og minimumsnormeringer på børneområdet.

Men der blev ikke opnået enighed om sidstnævnte i dag.

- Jeg forventer, at det her kommer til at tage tid. Der er jo mange brikker, der skal falde på plads. De her forhandlinger handler jo ikke kun om børn, men også om klima og om kvoteflygtninge for at nævne nogle eksempler, forklarede hun efter forhandlingerne.

R: Der er stadig et stykke vej

Heller ikke De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, var videre meddelsom om sin dialog med Mette Frederiksen.

Dog forklarede han, at forhandlingerne blev mere konkrete.

- Jeg vil ikke kommentere på, hvordan det foregår inde i lokalet, men bare sige, at vi igen i dag har beskæftiget os mest med det økonomiske fundament, som jo skal være der, hvis vi skal have mulighed for at indfri de store forventninger, der er, og der er stadigvæk et stykke vej.

Og dagens sidste forhandler Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, fulgte trop efter sit møde med Mette Frederiksen.

- Der er ikke særlig meget nyt at sige til jer for at være fuldstændig ærlig. Vi er ved godt mod, men har selvfølgelig også en masse, vi stadig skal have styr på, forklarede hun.

- Når vi holder det inde ved bordet, er det netop fordi, det forbedrer mulighederne for, at vi når i mål og gør det hurtigt.

Partierne fortsætter forhandlingerne i eftermiddag, ligesom de også ventes at tage en tørn i morgen.

Facebook
Twitter