Selv om Mette Frederiksen (S) har understreget, at hendes løfte om højere løn langt fra gælder alle offentligt ansatte, er forventningen om at få del i lønløftet massiv.
Over en halv million offentligt ansatte har en forventning om, at de skal tilgodeses med ekstra penge i lønposen, når pengene skal fordeles. Det fortæller en lang række af de fagforeninger, som repræsenterer offentligt ansatte.
- Jeg forventer da, at socialpædagogerne bliver en af de grupper, der skal have mere i løn. Socialpædagogerne er kernetropper i velfærdssamfundet, og det her handler jo om at sikre velfærdssamfundet, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.
Da Mette Frederiksens i onsdags præsenterede sit længe ventede udspil til et lønløft til offentligt ansatte, ville hun ikke sige, hvilke faggrupper det er, der skal forvente en lønforhøjelse. I alt vil Socialdemokratiet afsætte tre milliarder kroner til bedre løn- og arbejdsvilkår i det offentlige.
DR har talt med 15 fagforbund, der siger, at deres medlemmer forventer at få del i den pengepose, som statsminister Mette Frederiksen har stillet i udsigt.
De dækker både sygeplejersker, pædagoger, sosu-assistenter, fængselsbetjente, socialpædagoger, socialrådgivere, soldater, lærere, jordemødre, rengøringsassistenter, skraldemænd, pædagogmedhjælpere, bioanalytikere, fysioterapeuter, psykologer og ergoterapeuter.
I alt er der tale om over 500.000 ud af i alt omkring 800.000 offentligt ansatte, der er ansat på overenskomster forhandlet af de 15 fagforbund.
Derudover har DR Nyheder talt med syv fagforbund, der gerne ser, at pengene ender hos deres medlemmer, men som ikke forventer det. Det gælder blandt andet læger og politibetjente.
Det kan derudover ikke udelukkes, at en større gruppe ansatte end dem, der er repræsenteret af de fagforbund, DR har talt med, forventer del i pengene.
280.000 ansatte kan få 2.000 kroner ekstra
Socialdemokratiet afviser at komme med et konkret bud på, hvilke faggrupper der skal have højere løn, og hvor meget de skal have ekstra i lønningsposen.
Men på pressemødet onsdag blev der lagt et par regneeksempler på bordet.
Det ene lød, at 235.000 offentligt ansatte kunne få hævet deres månedsløn med 2.000 kroner for 2,5 milliard kroner i alt.
Et andet eksempel lød, at 280.000 offentligt ansatte kan få 2.000 kroner mere, hvis hele lønpuljen skal gå til løn.
Men de tre milliarder, som Socialdemokratiet vil sætte af, er ikke i nærheden af at kunne dække en lønforhøjelse på 2.000 kroner eller mere for 500.000 offentligt ansatte.
Dermed er der lagt op til, at mange tusinde offentligt ansatte kan blive slemt skuffede.
Mette Frederiksen sagde i programmet 'Mød Partierne' på DR1 torsdag, at hun ikke mener, hun har skabt en forventning om højere løn blandt alle i den offentlige sektor.
- Jeg tror ikke, det er sådan, at alle, og der er mange ansat i den offentlige sektor, går rundt og tror, det er dem, det er henvendt til, sagde hun i programmet.
Men de 15 fagforbund, som DR Nyheder har talt med, har en forventning om, at deres medlemmer er nogle af dem, der er blevet lovet en lønforhøjelse.
En af dem er formand for soldaternes fagforening HKKF Tom Block.
- Soldaterne varetager et meget stort ansvar, og i yderste konsekvens beder vi dem om det mest ultimative, nemlig at sætte livet på spil. Vi har store udfordringer med både fastholdelse og rekruttering, så derfor synes vi også, at vi lever op til nogle af kriterierne, siger han.
Kriterierne er de syv såkaldte lønprincipper, som Socialdemokratiet har sat op for, hvem det er, der skal have mere i løn.
Her fremgår det blandt andet, at pengene skal gå til faggrupper, der har rekrutteringsudfordringer. Det er også et princip, som Socialdemokratiet selv flere gange har nævnt som en af de store udfordringer, de vil løse.
Et andet af principperne er, at puljen skal være med til at sikre en mere lige aflønning for de faggrupper, der ikke aflønnes på samme niveau som andre med samme type uddannelse og opgaver.
Og netop de to principper hiver flere af fagforbundene frem, når de skal forklare, hvorfor deres medlemmer forventer en lønforhøjelse fra Mette Frederiksens lønpulje.
- Pædagoger tjener i gennemsnit mindre end andre offentlige faggrupper med samme uddannelsesniveau, og vi kan se, at der er kæmpestore rekrutteringsudfordringer. Så der er simpelthen nødt til at blive gjort noget ved pædagogers løn, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL, der organiserer pædagogerne.
Mona Striib er formand for FOA, hvis overenskomster dækker omkring 212.000 ansatte i det offentlige, blandt andet sosuassistenter og pædagogmedhjælpere. Hun er slet ikke i tvivl om, at en stor del af hendes medlemmer forventer at få hævet deres løn med Socialdemokratiets forslag.
- Vi hører til nogle af områder, hvor der er store udfordringer med arbejdsvilkår. Og lønnen hører til nogle af de elementer, der er afgørende for, om vi kan rekruttere.
Forventer jeres medlemmer at få del i de her penge?
- Ja, det gør de, siger Mona Striib.
Ikke nok penge i puljen
Når fagforbund, der til sammen dækker flere end 500.000 ansatte, forventer, at deres medlemmer kan få mere i løn, så rækker tre milliarder kroner ikke langt.
Skal pengene fordeles ligeligt, som Socialdemokratiet lægger op til i deres regneeksempler, bliver lønstigningen ikke i nærheden af de 2.000 kroner.
Men det er ikke godt nok, påpeger flere af de fagforbund, som DR Nyheder har talt med.
Hos 3F's offentlige gruppe forventer man, at der kommer en lønforhøjelse på minimum 2.000 kroner.
- Ja, det er jo det, jeg kan se, der ligger i regneeksemplerne, der er det jo minimum 2.000 kroner, siger gruppeformand Lydia Callesen.
3F's overenskomster i kommuner og regioner dækker blandt andet skraldemænd, rengøringsassistenter og servicemedarbejdere. Og de kan ikke stå over, når pengene skal deles ud, mener hun.
- Selvfølgelig kan vi ikke det. Det vil være meget forkert at tro, man bare kan sige, vi står over denne her gang, siger Lydia Callesen.
Hun mener, at Socialdemokratiet har skabt nogle meget store forventninger hos de offentligt ansatte, som kan være svære at indfri.
- Hvis jeg sidder og er offentlig ansat, ville jeg også sidde med fornemmelsen af 'hvad med mig'?, siger hun.
Det samme mener Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Hun mener, at Socialdemokratiet har sat for få penge af.
- Vi synes, det er utilstrækkeligt i forhold til at løse de udfordringer, vi står overfor, siger Ditte Brøndum.
Nogen bliver skuffede
DR Nyheders rundringning til fagforbundene tyder på, at der kan blive et problem, når pengene skal fordeles. Det siger Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
- Det er interessant. Det viser jo, at der er rigtig mange af de her offentligt ansatte og deres fagforeninger, der kan se sig selv i den her pulje, siger Laust Høgedahl.
Han peger på, at det kan ende i et stort slagsmål om pengene, når lønforhøjelserne skal fordeles i en trepartsforhandling mellem arbejdsmarkedets parter.
Og nogle vil uomtvisteligt ende med at blive slemt skuffede.
- Når man stiller så mange ekstra penge i udsigt til de offentligt ansatte, men i øvrigt ikke er helt konkret på, hvad kriterierne er for at få adgang til dem, og hvem der skal have dem, så er det næsten umuligt ikke at komme til at skuffe nogen, siger han.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mener dog ikke, at hun har skabt større forventninger, end hun kommer til at indfri.
- Vi har ikke på noget tidspunkt stillet nogen i udsigt, at alle offentligt ansatte skal have en lønforhøjelse, siger hun.
Du har sagt, at du ikke tror, at alle offentligt ansatte går rundt og tror, det er dem, pengene er henvendt til. Men når nu en halv million rent faktisk tror, at det er dem – har du så været god nok til at forklare, at det ikke komme alle til gode?
- Jeg synes, vi har været meget åbne og ærlige omkring, at vi ønsker at anerkende, at løn og arbejdsvilkår er en del af en helhedsløsning.
- Men vi har ikke på noget tidspunkt sagt, at det kommer til at gå til alle offentligt ansatte, for det er der simpelthen ikke råd til, siger Mette Frederiksen.
Når nu så mange alligevel regner med det, skylder du så ikke danskerne, der skal stemme på dig, inden på tirsdag i det mindste at sige, hvem der ikke kan se frem til at få del i lønpuljen?
- Derfor er det jo godt, at vi to laver interviewet nu, for så får jeg mulighed for igen at sige, at vi forventer ikke, at alle offentligt ansatte kan se ind i en lønstigning.
De her faggrupper dækker blandt andet over fysioterapeuter, ergoterapeuter, lærere og pædagoger. Kan du nævne bare én gruppe, der ikke skal have mere i løn?
- Nej, jeg vil snarere sige, at det, der er vores fokus, er der, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Dem er der en del af, men på nogle områder større end andre, siger Mette Frederiksen.