Mettes datter har borderline: Betaler selv for terapi

Mette Skov er mor til en 20-årig datter, der har borderline og tidligere har haft en spiseforstyrrelse. Her fortæller hun om sin hverdag med psykisk sygdom.

Det startede inden konfirmationen, da min datter gik i 6. klasse. Hun fik en spiseforstyrrelse, og i de kommende år forsøgte hun flere gange at tage sit eget liv. Hun blev indlagt flere gange på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Jeg følte, at vi blev en kastebold mellem de forskellige instanser i sundhedsvæsnet. At jeg som pårørende løb spidsrod mellem psykiatrien, lægerne, behandlingen på den ene side og kommunale sagsbehandlere på den anden side.

Det var, som om kommunen forventede, at psykiatrien tog sig af alt i min datters forløb, inklusiv hendes skolegang, mens psykiatrien havde en forestilling om, at det kommunale system tog over, når hun ikke var indlagt. Det var bare ikke tilfældet.

- Ingen havde ansvaret

Min oplevelse var, at ingen havde ansvaret, så derfor skete der ofte ingenting i lange perioder. Jeg har ikke tal på, hvor mange møder jeg har siddet til. Det har været frustrerende at opleve, at man hele tiden skulle slås for at få bare den mindste smule hjælp.

Og hvis jeg troede, at man skulle slås meget, da vi var tilknyttet ungdomspsykiatrien, er det for intet at regne, hvordan det blev, da min datter blev 18 år og en del af voksenpsykiatrien. Det var et kæmpechok. Her blev der skåret endnu mere ned for muligheden for at få hjælp.

Min datter har været indlagt mange, mange gange. Ofte har det været helt korte indlæggelser. I løbet af teenageårene begyndte hun at selvskade ved at skære i sig selv. Så var hun lige inde og vende på skadestuen, indtil man havde fået stoppet blødningerne så at sige. Hun kunne ikke blive indlagt, ”bare” fordi hun havde selvskadet.

Når hun var indlagt på ungdomspsykiatrisk, blev hun ofte udskrevet hurtigt igen, ikke fordi hun var frisk og havde det godt, men med den begrundelse, at hun var den på afdelingen, der nu havde det mindst dårligt, og der manglede sengepladser.

Afvist på skadestuen

Vi har flere gange prøvet at blive afvist, når vi mødte op på psykiatrisk skadestue, især i voksenpsykiatrien.

Jeg er kommet hjem og har fundet hende blødende fra mange dybe snitsår, fordi hun havde skåret i sig selv. Det er en desperat situation både for hende og for mig som mor. Alligevel ville de ikke indlægge hende på psykiatrisk afdeling. Og kun når det var rigtig, rigtig grelt med selvmordstruende adfærd, blev vi taget alvorligt.

Min oplevelse er egentlig, at den eneste måde, man kan blive indlagt på, er ved at komme med et reb om halsen. Man skal slås hele tiden. Det er ekstremt opslidende og ekstremt frustrerende.

Fandt hjælp selv

Jeg har været så naiv at tro, at når man henvender sig til vores offentlige sundhedssystem, fordi man er syg, så vil man få den behandling, der er den rigtige og den bedste.

Men min datter fik ikke nogen kontinuerlig behandling. Ind imellem blev hun indlagt, når det hele brændte på, men der var ingen terapi og kun få eller ingen samtaler under indlæggelserne og aldrig tid nok til at komme sig.

Jeg fandt ud af, at hvis min datter skulle have hjælp, var jeg nødt til selv at finde hjælpen, og det har jeg fundet. Det betyder, at jeg nu selv skal betale for hjælpen.

Opråb til politikerne

Jeg ville ønske, at man ikke blev overladt til sig selv, når man har været indlagt, at der var et kontinuerligt tilbud om behandling. Og jeg ville ønske, at politikerne tog psykiatrien alvorligt, at området fik nogle ressourcer, så patienterne fremover kan få den rette hjælp på det rette tidspunkt.

Min datter går nu i terapi, hun har fået det bedre og kan bedre håndtere sin sygdom, så det hele ikke kommer så langt ud.

Jeg synes, det er skræmmende, at man skal have penge for at få hjælp i det her regi.

Havde jeg fra starten vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke ventet så længe med selv at betale for behandlingen. Måske kunne hun være hjulpet meget tidligere, have haft det godt, have fået en uddannelse, et job.

Facebook
Twitter