Miss Danmark-finalist bliver grønlandsk folketingsmedlem

Aki-Matilda Høegh-Dam er valgt som den ene af to grønlandske mandater i Folketinget.

Den 22-årige politiker Aki-Matilda Høegh-Dam er valgt for partiet Siumut. (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

De grønlandske vælgere har været til stemmeurnerne i går for at sende to personer i Folketinget på de nordatlantiske mandater.

Og mens Aaja Chemnitz Larsen sikrede sig endnu en periode for venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, var det noget mere opsigtsvækkende, hvem der tog den enkelte plads, som socialdemokratiske Siumut sikrede sig.

Det blev nemlig den bare 22-årige Aki-Matilda Høegh-Dam, der snuppede pladsen fra Aleqa Hammond, som har haft den indtil nu.

Aki-Matilda Høegh-Dam afgiver sin stemme til Folketingsvalget, i Godthåbshallen i Nuuk. Det nyvalgte medlem af Folketinget har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

Aki-Matilda Høegh-Dam sikrede sig 3.467 personlige stemmer.

Har arbejdet i Folketinget

Aki-Matilda Høegh-Dam har studeret statskundskab på Københavns Universitet og været studentermedhjælper i Folketinget.

Hun er gået til valg på, at Danmark skal tage mere ansvar for sine ansvarsområder i Grønland.

Hun støtter samtidig Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, men vil også bakke op om den kandidat, der støtter ønsket om et selvstændigt Grønland, skriver Grønlands Radio, KNR.

Miss Danmark-finalist

Den 22-årige politiker har tidligere været i rampelyset for sin deltagelse i konkurrencen Miss Danmark tilbage i 2015.

Her sikrede hun sig en sjetteplads. Hun blev et varmt samtaleemne i Grønland under Miss Danmark-konkurrencen. Det var ikke kun en dans på roser, fortalte hun dengang i et længere interview til Sermitsiaq.AG.

- Der er blevet sagt en masse grimme ting. Heriblandt at jeg udstiller mig selv på et dyreskue, og at jeg slet ikke er grønlænder, fordi jeg har lys hud og blå øjne, fortalte Aki-Matilda Høegh-Dam dengang til avisen.

Tilbagegang til store partier

Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit blev dog det grønlandske valgs helt store stemmesluger med over 5.200 personlige stemmer.

Alene i hovedstaden, Nuuk, fik hun 3.056 stemmer, hvilket svarer til mere end hver fjerde stemme i byen.

Partiet måtte dog se en generel tilbagegang på 4,9 procentpoint og fik 33,5 procent af stemmerne.

Siumut gik også tilbage og fik 29,4 procent af stemmerne - en tilbagegang på 8,6 procentpoint, skriver KNR.

Den tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond stillede op for Nunatta Qitornai, men partiet fik bare 7,8 procent af stemmerne.

Hammond blev valgt til Folketinget for Siumut med et rekordvalg i 2015, men blev løsgænger efter en skandalesag om misbrug af offentlige midler. Siden meldte hun sig under fanerne hos Nunatta Qitornai.

Stemmeprocenten endte på 49,9.

Facebook
Twitter