Motorvej eller tog i baghaven? Uanset hvor Dorte sætter sit kryds, er Solbjerg i spil i trafikplaner

Røde partier ønsker ny jernbane ved Solbjerg syd for Aarhus, og nu har blå partier åbnet for muligheden for en ny motorvej gennem byen.

- Hvis jeg skulle stemme rent ud fra statslige, trafikale planer, er jeg partiløs, lyder det fra Dorte Ladefoged Dinnesen fra Tiset ved Solbjerg. (Foto: Gitte Hansen © Dr Østjylland)

Tog eller motorvej i baghaven?

Det er et valg mellem pest eller kolera, flere borgere i Solbjerg i den sydligste del af Aarhus Kommune lige nu føler sig fanget i.

I fem år har de ikke vidst, om de får en jernbane med højhastighedstog som nabo, og hvor den i så fald skal gå. Og de venter stadig på svar.

Samtidig er der nu en ny streg på et landkort, der bekymrer dem:

I den såkaldte aftale om et sammenhængende Danmark, som er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, ligger en forundersøgelse til en ny Kattegatbro med tilhørende motorvej: En motorvejsstreg, der går lige gennem Solbjerg.

Dorte Ladefoged Dinnesen, der bor i Tiset ved Solbjerg, mener, at det er uretfærdigt at være fanget mellem to negle på den måde.

- Det betyder jo, at samfundet går i stå, og at huse ikke kan sælges. Det, folk troede, var deres pensionsopsparing, ser de forsvinde, og i virkeligheden er der rigtig mange, der bliver stavnsbundne. Så det har omkostninger både på det økonomiske plan men også på det rent menneskelige og psykiske plan for mange, siger hun.

Røde partier ønsker tog - blå partier ønsker motorvej

I 2014 indgik Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti et togfond-forlig, der skulle sikre timedrift mellem de store byer, så man eksempelvis kunne køre med tog fra Aarhus til København på to timer.

Det vil kræve en ny jernbanestrækning mellem Hasselager og Hovedgård med tre mulige linjeføringer øst, vest eller midt igennem Solbjerg.

Alt efter hvilken linjeføring et eventuelt projekt vil ende med, skal forskellige ejendomme væltes, og familier flytte.

Dansk Folkeparti har siden trukket sig ud af forliget, og Dansk Folkeparti og regeringen ønsker altså i stedet en ny Kattegatbro med tilhørende motorvej.

Føler sig misledt af V-trafikordfører

Borgere i Solbjerg har en Facebook-side omhandlende togforbindelsen, og her har Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen slået på tromme for, at borgerne skal stemme blåt, hvis de skal kunne ånde lettet op, når det gælder togforbindelsen.

Men Dorte Ladefoged Dinnesen føler sig misledt af opslaget, fordi han ikke fortæller, at han selv har andre planer.

- Jeg synes jo, det er at stikke en flok borgere blår i øjnene at sige, at man har stået side om side med os og kæmpet mod den her togbane. Det er vi selvfølgelig glade for, at han har gjort, men jeg synes, han mangler at fortælle, at han har stemt for en trafikplan, der faktisk betyder, vi skal gennem en fire-årig periode med undersøgelser og stilstand og usikkerhed igen, siger hun.

Kristian Pihl Lorentzen indrømmer, at han ikke er garanten for, at der fortsat er fred og ro i Solbjerg.

- Det har vi heller ikke påstået. Jeg siger bare, at vi sikrer fred og ro i forhold til en jernbane. Men jeg ved, at der er mange østjyder, der er optagede af, at vi får en fast forbindelse over Kattegat. Derfor er vi nødt til at lave nogle forundersøgelser, siger han.

- De streger, der er på kortet på nuværende tidspunkt, skal man tage med et stort gran salt. I hvert fald kommer motorvejen ikke til at gå ind igennem Solbjerg.

I Solbjerg er Dorte Ladefoged Dinnesen dog stadig i tvivl om, hvor krydset skal sættes på valgdagen.

- Hvis jeg skulle stemme rent ud fra statslige trafikale planer, er jeg partiløs, siger hun til DR Østjylland.

Facebook
Twitter