Ny måling: laveste opbakning til LA i syv år

Valgkampens første måling giver vælgerlussing til Samuelsen og co.

Hvis Liberal Alliance skal sikre sig et lige så godt valg, som det partiet fik ved folketingsvalget i 2015, så skal der løbes rigtig hurtigt frem mod valget den 5. juni.

Valgets første Epinions-måling viser nemlig, at vælgeropbakningen til det borgerlige parti er den laveste i syv år. I alt står partiet til at få 3,6 procent af stemmerne - og det er altså under halvdelen af de 7,5 procent, som partiet kunne høste ved sidste valg.

Partiets formand, Anders Samuelsen, tager dog målingens resultat med en ophøjet ro:

- Det er godt udgangspunkt at arbejde ud fra. Vi skal bare fremad. Vi har en tradition for i det her parti at gå frem under valgkampen, og det tror jeg vi kommer til igen, for nu får vi taletid, og vi får en mulighed for at lægge vores politik frem.

Og Anders Samuelsen har opskriften til at score flere stemmer klar:

- Vi taler ikke ret meget om de andres politik, vi taler rigtigt meget om vores egen politik. Det har virket tidligere – det tror jeg såmænd også, det gør i dag. Og hvis der ikke er plads til det i dansk politik, så er det jo danskernes valg – det er jo det fine ved demokratiet.

Blå blok bløder stemmer

Liberal Alliance er ikke det eneste parti i blå blok, der får travlt med at sikre sig flere stemmer de næste uger. Regeringspartiet Venstre står ifølge målingen til at få 17,5 procent af danskernes stemmer - det vil give en tilbagegang på 3 mandater siden sidste valg.

Mens Konservative går en smule frem - fra 3,4 procent ved sidste valg til 5,2 i den nye Epinions-måling - så kommer også Dansk Folkeparti på overarbejde under valgkampen. Ved sidste valg sikrede partiet med Kristian Thulesen Dahl i front 21,1 procent af stemmerne - ved dette valg står partiet til 13,9 procent af vælgernes stemmer.

Det betyder, at blå blok samlet set står til at kunne mønstre 43,7 procent af stemmerne, svarende til 76 mandater. Og holder den prognose stik, så bliver det et farvel til Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Rød blok står nemlig til at sikre sig 49,5 procent af stemmerne og altså 87 mandater - og tæller man Alternativets stemmer med, lander rød blok ifølge valgets første Epinions-måling på 94 mandater.

Mens både Stram Kurs og Nye Borgerlige står til at passere spærregrænsen, vil hverken Partiet Klaus Riskær Pedersen eller Kristendemokraterne ifølge målingen få nok stemmer til en plads i Folketinget.

Temaet i gårsdagens partilederdebat var blandt andet klimaet:

Facebook
Twitter