Hvis det står til politikerne, skal vores biler være meget mere miljøvenlige og gerne køre på el. Især dieselbilen har været hængt ud for at forurene meget.
Men nye dieselbiler er måske ikke de miljøskurke, de bliver udrådt til at være.
Testmålinger foretaget af Teknologisk Institut viser, at der er nye dieselbiler, der ligefrem sender renere luft ud, end de tager ind.
- En helt moderne dieselbil kan faktisk rensen luften i en by, hvor der er noget forurening, siger Torben Kudsk, der er afdelingschef i FDM.
De allernyeste dieselbiler, der er kommet på markedet inden for det seneste år, kan ikke sammenlignes med forgængerne, mener han.
- Det ville være unfair stadigvæk at sætte dieselbilerne i bad standing, siger Torben Kudsk og uddyber:
- Kører man helt ny dieselbil i dag, er det i virkeligheden mindst lige så rent som en benzinbil, og så kører den i gennemsnit 20 procent længere på literen.
Socialdemokratiet er et af de partier, der vil indføre et forbud på dieselbiler. Til trods for de nye, bedre af slagsen, er det stadig noget, partiet går ind for.
- Vi bliver nødt til at fremme det, der kører på ren energi, og det gør dieselbilerne ikke, selvom de er blevet bedre inden for det seneste års tid, siger Karin Gaardsted (S), der sidder i Folketingets klimaudvalg, og som sit parti vil forbyde salg af nye dieselbiler fra 2030.
Diesel kræver ekstra overtalelse
Hos Dahl Biler i Holstebro forhandles fire forskellige bilmærker, lige fra miljøduksen på el til de klassiske kasser på benzin og diesel.
Og især dieselbilen kræver ekstra overtalelse fra sælgerne, inden der kører én ud gennem porten. Det fortæller Jens-Jacob Dahl, der er afdelingsleder hos Dahl Biler.
- Kunderne spørger mere ind til, hvad dieselbilerne er for nogle banditter. Og så forklarer vi dem, de ikke er lige så slemme, som politikerne snakker om, siger han og uddyber:
- De fremstår sådan, fordi man har talt dem rigtig meget ned. I Tyskland bandlyser man dem eksempelvis i store byer.
Jens-Jacob Dahl forklarer, at dieselbilernes udledning er på rigtig fine niveauer i dag, fordi de har dieselpartikelfiltre, og man kan bruge adblue, der er en teknologi, som mindsker udledningen af skadelige partikler.
Men selvom dieselbilen er bedre end sit ry, så mener Jens-Jacob Dahl, at fremtiden er forbeholdt elbilerne.
- Man skal se på mulighederne, der er. Elbiler er en oplagt mulighed for mange købere i dag, siger han.
Elbiler er stadig fremtiden
Også Torben Kudsk, der er afdelingschef i FDM, mener, at elbiler er fremtiden. Men indtil de for alvor vinder indpas, er en af de nyere dieselbiler det bedste køb, man kan gøre sig.
- Har man mulighed og et stort kørselsbehov, vil vi i FDM anbefale en helt moderne dieselbil, der kan være et fint alternativ, mens vi venter på, at elbilen kan tage over, siger han.
Kristian Pihl Lorentzen, der er Venstres transportordfører og sidder i Folketingets klimaudvalg, har været med til at sænke afgifterne på både elbiler og dem, der kører på benzin og diesel.
- Dieselbiler har udledt partikler tidligere, der har været skadelige for sundheden og for miljøet. Det problem er løst. De bruger stadig fossilt brændstof, men til gengæld kører de langt på literen, siger han.
Eftersom målinger viser, at nye dieselbiler ikke sviner så meget som tidligere, vil han lave et afgiftssystem, der tager højde for, hvor meget de enkelte biler udleder af skadelige stoffer.
- Vi skal have gjort afgifterne mere teknologibaserede, så man belønner biler, der kører grønt, siger han.
Andreas Steenberg, der er transport- og skatteordfører i Folketinget for de Radikale, mener kun, det er elbilerne, som skal belønnes med lavere afgifter.
Til trods for de nye, renere dieselbiler, skal der ifølge ham igen være afgifter på benzin og diesel.
- Vi skal af med fossilt brændstof. Vi skal have et mål for, at alle biler skal være CO2-neutrale, og så er det egentlig ligemeget, hvad det er for en teknologi, siger Andreas Steenberg.
Teknologisk Institut bakker op om, at nye dieselbiler er bedre end deres rygte.