Pape blev forelsket i Dyrholm og dansk pop fra 80'erne: Jeg bruger musik til at blive glad

Musik er med til at lede Søren Pape Poulsens tanker væk fra den alvorlige hverdag.

Trine Dyrholm og Dansk Melodi Grand Prix har været med til at udstikke den musikalske retning i Søren Pape Poulsens liv.

- Det fås ikke bedre end Dansk Melodi Grand Prix i 1980'erne, siger formanden for Det Konservative Folkeparti.

- Som så mange andre 15-årige drenge sad jeg også foran tv’et og blev småforelsket i Trine Dyrholm, da hun sang ”Danse i Måneskin”.

Det var i 1987, og der er ikke sket det helt store i forhold til, hvad musik skal kunne gøre for den nuværende justitsminister.

- Jeg bruger musik til at slappe af og til at blive i godt humør. Jeg har faktisk sunget i et kor for nogle år siden, og man kan ikke være sur, når man synger. Så er man bare i godt humør. Man får lige tankerne lidt væk, siger Søren Pape Poulsen.

- Når man er justitsminister, så er der masser alvor hver eneste dag. Folk skulle bare vide, hvad jeg får af fortrolige informationer. Det er alvorligt at lede et land. Derfor betyder det noget for mig, at det skal være glad musik.

Det betyder også noget for den 47-årige politiker, at der bliver sunget på dansk. Det kan du se på hans playliste herunder:

Gnags - Mr. Swing King

Søren Pape Poulsen var 17 år, da Gnags' Mr. Swing King udkom.

- Jeg har ikke tal på, til hvor mange fester i KU (Konservativ Ungdom, red.), vi har sunget Mr. Swing King og noget fra TV-2. Det er god musik, der var gang i den, og der var et par øl på bordet. Det var en sorgløs tilværelse. Vi var glade og havde det godt, husker justitsministeren.

- TV-2 og Gnags fyldte rigtig meget dengang, og det er lyden af mine teenageår, hvor jeg blev dannet, og hvor jeg havde mange oplevelser, så det hænger nok ved på en eller anden måde.

Hjalmer - Hvis Du Går

Den konservative politiker skal også tilbage til teenageårene for at finde linket til sin næste sang på playlisten.

- Det er en super god sang, og i mine teenageår kom Hjalmers far, Kim Larsen, med nogle fantastiske album. Han er en del af min ungdom, og Hjalmer er en smuk fortsættelse, siger Søren Pape Poulsen.

- Man kan virkelig se, at han er sin fars søn, men kan samtidig noget andet. Det er dejlig, positiv musik, og man bliver glad af at høre det.

Shu-Bi-Dua - Danmark

Lyder Shu-Bi-Duas klassiker mest af Nye Borgerlige eller Det Konservative Folkeparti?

Lederen af førstnævnte parti, Pernille Vermund, har tidligere forsøgt at gøre krav på sangen, og nu forsøger lederen af sidstnævnte.

- Jeg er glad for vores land, og jeg synes, det er vigtigt at være positiv. For jeg kan godt blive lidt ked af det, når man tænker på den her valgkamp, hvor man ikke kan komme til et møde uden at skulle tale om, hvor dårligt alting er. Danmark er et fantastisk land, og jeg føler mig privilegeret over at leve og bo på denne skønne plet på jorden, som Shu-Bi-Dua synger om, siger Søren Pape Poulsen.

- Når man lukker øjnene og sætter sig op i fly over Danmark, kan man se de gule kornmarker, der svajer i vinden, og Dannebrog der vajer.

Søren Pape Poulsens playliste:

  • Hjalmar: Hvis du går

  • Lady Gaga: Shallow

  • TV 2: Hele verden fra forstanden

  • Gnags: Mester Swing King

  • Kim Larsen: Tiden står stille

  • Pharrell Williams: Happy

  • Shu-Bi-Dua: Danmark

Facebook
Twitter