Partiledere boostes på Facebook: S har brugt 158.000 kroner på Mette Frederiksen

På en uge har politikerne brugt over en million på Facebook. Socialdemokraterne kaster flest penge efter det sociale medie.

Screendump fra kampagne, som kørte fra Mette Frederiksens faceboookprofil frem til 19. maj.

- Vi vil sætte en ny retning for Danmark, lyder budskabet. Det følges af en video, hvor Mette Frederiksen (S) flankeres af bølgende kornmarker med vindmøller og krammer glade skolebørn. Et sted mellem 200.000 og 500.000 personer fik budskabet.

Annoncen er en af de 17 Facebook-kampagner, som Socialdemokratiets formand har været afsender på i løbet af en uge på Facebook, og som gør hende til den politiker, som har brugt klart flest penge på det sociale medie den seneste tid.

158.000 kroner har Frederiksen brugt på Facebook i de syv dage mellem 14. og 20. maj, som er den seneste syvdages periode, der er offentliggjort data for. Til sammenligning har Socialdemokratiets officielle side brugt 56.000 kroner i samme periode.

- Det giver god mening. Mette Frederiksen er ansigtet på partiets nationale dagsorden, og derfor skal hun synliggøres. Samtidig virker personer bare bedre end partier på sociale medier. Vi vil meget hellere følge og like personer, fordi vi bedre kan identificere os med dem, siger Astrid Haug, der ekspert i kampagner på sociale medier.

Men der er stor forskel på, hvordan partierne bruger annoncekronerne. Venstre har for eksempel kun brugt 6.000 kroner på Lars Løkke Rasmussens personlige profil i de syv dage.

Annoncer for 1,2 millioner

I forbindelse med valgene offentliggør Facebook data om alle annoncer med politiske budskaber. DR Nyheder har lavet en optælling af alle partier og kandidater, der har brugt over 1.000 kroner på annoncering de syv dage op til 20. maj.

Optællingen af de i alt 140 Facebook-profiler viser, at der i løbet af ugen er blevet købt annoncer for næsten 1,2 millioner kroner.

- Det giver mening. Facebook er dér, man finder det bredeste udsnit af danskerne. Det er det største sociale medie, og alle generationer bruger det, siger Astrid Haug.

Især Socialdemokratiet virker i offensiven på Facebook i perioden, men følges af Venstre og Konservative. Mens Venstre bruger 6.000 ud af knapt 200.000 kroner på formandens profil, bruger De Konservative 21.000 kroner på Søren Pape Poulsens side, altså omkring en tiendedel.

De 1,2 millioner er gået til 3.000 forskellige annoncer. Mange af opslagene findes i forskellige versioner, der så er rettet mod forskellige grupper af Facebook-brugere. For eksempel versionerer Venstre en video om friskoler, så der står konkrete beløb fra det område, brugeren kommer fra.

- Det er attraktivt, fordi man kan målrette sine opslag meget specifikt på for eksempel alder, interesser, eller hvor folk bor. Det er meget effektivt, fordi man på den måde ikke spilder annoncekroner på at nå det forkerte publikum til sit budskab, siger Astrid Haug.

Hun understreger dog samtidig, at man ikke må se annoncekronerne på Facebook alene. En stor del af partiernes annoncekroner går også til for eksempel avisannoncer og plakater i gadebilledet.

Og i en valgkamp kan det være ekstra attraktivt for partierne at satse på mange forskellige medier.

- Man skal altid overveje, hvor man får mest for pengene. I en valgkamp er der så mange annoncer, at det bliver dyrere per person, man kommer ud til, fordi Facebooks annoncesystem fungerer som en auktion, hvor den højestbydende får annoncepladsen i dit feed, siger Astrid Haug.

Facebook
Twitter