Danskerne skal til valg tirsdag den 1. november.
Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) lidt efter klokken 13 fra Marienborg.
Dermed er der lagt op til en næsten fire uger lang valgkamp.
Og det er en valgkamp, som en række partiledere ser frem til. Blandt andre Pia Olsen Dyhr, der er formand for SF.
- Jeg er klar til at komme ud og diskutere med danskerne. Det er noget, vi har gået og ventet på et stykke tid og vidst, at det Radikale ultimatum har ligget der i lang tid. Jeg glæder mig til at komme ud at diskutere de politiske mærkesager, der er vigtige for os.
- Vi vil tale om klima, tale om børn og unges trivsel og tale om den ulighed, vi har i Danmark, og som vi ønsker at mindske.
I videoen her kan du se det øjeblik, Mette Frederiksen udskrev folketingsvalget:
Mette Frederiksen vil gå til valg på at danne en bred regering i stedet for en etpartiregering, som det er tilfældet nu.
Hos SF er man klar på danne en bred regering. Den skal bare ikke gå henover den politiske midte.
- Vi ser gerne, at det flertal, der har været, kan fortsætte - fra Enhedslisten til Radikale Venstre - og jeg har også foreslået, at vi kunne danne en regering over den bredde, siger Pia Olsen Dyhr.
Men hun frygter, at en bred regering henover midten med De Konservative vil betyde, at der vil blive skåret i den offentlige sektor og at minimumsnomeringer i daginstitutioner vil ryge.
- Det er vi ikke med på i SF, og det er det, der er bekymringen ved en bred regering.
Pape: 'Valget kommer på et fantastisk tidspunkt'
Selvom De Konservative er gået tilbage i de seneste målinger efter en turbulent periode, hvor der har været meget turbulens omkring Søren Papes person, så mener han ikke, at valget kommer på et skidt tidspunkt.
- Det kommer på et fantastisk tidspunkt. Jeg glæder mig til at komme ud og snakke med danskerne. Nu kører Pape-bussen derudad, siger han.
Men Søren Pape afviser allerede nu en regering med Socialdemokratiet og De Konservative, fordi der er for langt mellem dem på den økonomiske politik.
- Alle mulige andre må godt gå i regering med Mette Frederiksen, jeg kommer bare ikke til det.
'Jeg mere til det lange seje træk end den hurtige sprint'
Hos Moderaterne og den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er man også klar til en valgkamp.
Og det glæder Lars Løkke Rasmussen, at det er en længere valgperiode.
- Det er sådan en lidt lang valgkamp, og det er fint. Personligt er jeg mere til det lange seje træk end den hurtige sprint, så det glæder jeg mig til.
Den tidligere statsminister hilser Mette Frederiksens budskab om en bred regering velkommen, selvom den ifølge ham kommer med nogle års forsinkelse.
- Det lyder lige så godt, som da jeg selv sagde det i afslutningen af sidste valgkamp. Den gang sagde Mette Frederiksen: "Glem alt om det, det er ikke nogen god ide."
- Men det er positivt, at hun med nogle års forsinkelse er nået til samme konklusion. Så det hilser jeg velkomment.
Ellemann: 'Jeg er klar til at lede Danmark'
I forlængelse af Mette Frederiksens valgudskrivelsestale holdt Venstre sit eget pressemøde, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen gjorde det klart, at han er klar til at blive statsminister.
- Jeg er klar til at lede Danmark, hvis danskerne vil det. Jeg er klar til at lede Danmark gennem krisen sammen med de andre borgerlige partier.
På pressemødet blev der også sendt en bredside afsted mod statsminister Mette Frederiksen, som Venstres formand mener har været "for magtfuldkommen".
- Mette Frederiksen mener ikke, hun har begået fejl i minksagen. Hun vil gerne give medarbejdere og kolleger skylden. Alting er altid alle andres skyld, siger han.
Radikale: Vi peger på Mette Frederiksen
På Radikale Venstres pressemøde her til eftermiddag gjorde formand Sofie Carsten Nielsen det klart, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister.
Hvis hun altså kan samle en bred regering, der består af både røde og blå partier.
- Vi oplever en statsminister, senest her ved valgudskrivelsen, som har reflekteret over, hvad der faktisk vil være bedst for Danmark. Og en statsminister, der viser vilje til at samle og række ud efter et bredere samarbejde.
- Derfor peger vi på Mette Frederiksen som statsminister, hvis hun kan samle en bred regering. Allerhelst med røde og blå partier, siger Sofie Carsten Nielsen.
Støjberg: 'Vi skal af med Mette Frederiksen'
Inger Støjberg, der står i spidsen for det nye parti Danmarksdemokraterne, melder sig også klar til valgkampen, der officielt blev skudt i gang i eftermiddags.
- Vi er jo et nyt parti, men på trods af det, så synes jeg, at vi har forberedt os rigtig godt, siger hun.
For Danmarksdemokraterne er det altoverskyggende mål at komme af med Mette Frederiksen som statsminister.
- Mette Frederiksen er udelukket som statsminister for os. Vi går til valg på at få en blå statsminister - det er fuldstændig klart. Min tillid til Mette Frederiksen er præcis lige så stor, som Radikale Venstres tillid til Mette Frederiksen er, siger Støjberg og henviser til Radikale Venstres ultimatum, som fik Mette Frederiksen til at udskrive valget.
Er du i tvivl om, hvad du skal stemme? Herunder kan du tage DR's kandidattest.