Pernille Skipper indrømmer: Jeg er bare lidt af en poptøs

Der er ikke meget punk og piercing over venstrefløjspolitikerens musiksmag.

Hvis du har en forestilling om, at politiske holdninger, der hører til den danske venstrefløj, også hænger sammen med punk, næsering og Dr. Martens støvler, så tro om igen.

Den holder i hvert fald ikke i tilfældet Pernille Skipper.

- Da jeg var teenager, var det rygløse trøjer og Buffalo-støvler. Jeg har altid været meget mainstream, siger den politiske leder af Enhedslisten.

Den 34-årige aalborgenser er den 10. partileder, der har rundet "Musikchefen" i løbet af valgkampen for at tale musik, og hun gør det hurtigt klart, at det ikke bliver en kamp på viden.

- Jeg går ikke vildt meget op i musik. For mig er det noget, der kan være med til at skabe fest, glæde, hygge eller alt muligt andet, men jeg ved ikke noget om musik, og jeg kan heller ikke synge, understreger Pernille Skipper.

- Musik spreder god stemning og kan alt muligt godt, men jeg er ikke sådan en, der nørder musik og har en genre, som er meget bedre end alle andre. Jeg er bare lidt af en poptøs.

Ikke desto mindre lyder det første nummer på Pernille Skippers playliste lidt af rock. Du kan se, høre og læse om Pernille Skippers musikpræferencer herunder:

The Minds Of 99 - Ung Kniv

Danmarks bedste live-band leverer det nummer, der rykker mest for Enhedslistens leder netop nu.

- Jeg havde ligesom mange tusinde andre en fantastisk oplevelse med dem på Roskilde Festival sidste sommer i det bedste vejr med de bedste venner og den bedste koncert, hvor vi bare væltede rundt foran Orange Scene. Det er noget af det, som musik kan for mig, nemlig give gode oplevelser med gode venner, siger Pernille Skipper.

- Det er ikke et band, jeg var helt vildt optaget af, før jeg stod der til koncerten, og så fik vi bare en rigtig live-oplevelse. Det åbnede mine øjne for dem, og jeg har elsket dem siden.

Whitney Houston - I Wanna Dance With Somebody

Pernille Skipper lever op til sit eget poptøs-stempel i sit valg af numre, der bringer hendes tanker tilbage på barn- og ungdommen. Robyns ’Dancing On My Own’ er med på listen med Whitney Houstons dansable klassiker.

- Det går op for mig nu, at begge sange handler om at være helt alene på et dansegulv, men det har ikke noget på sig, og det er ikke, fordi jeg går og føler mig ensom, afviser Pernille Skipper.

- Whitney Houston minder mig om at være barn og om min storesøster, der så ekstremt meget op til hende. Whitney Houstons sange var nogle af de første, jeg kunne danse lidt hjælpeløst rundt til i min mors rækkehus i Aalborg.

Kim Larsen & Bellami - Tarzan Mama Mia

Da "Musikchefen" bad Pernille Skipper om at komme med et bud på et nummer, der er lyden af Enhedslisten, sendte den politiske leder opgaven i udbud.

- Jeg spurgte på min Instagram-profil, hvad lyden af Enhedslisten er, og der var nogle, som svarede, at det er lyden af kærlighed eller sammenhold. Der var også en, der svarede, at det er lyden af blød uld. Jeg ved ikke, hvor positivt det er, siger Pernille Skipper.

- Og så var der en, der foreslog Tarzan Mama Mia, og den der ”reach for the stars”-følelse, der er i sangen, kan jeg godt lide. Sangen starter med teksten ”sammen kunne vi lægge verden ned og hele universet med”, og den handler jo om at kunne opnå og forandre en masse, hvis man gør det sammen, og Enhedslisten går hele tiden efter at forandre vores samfund til noget bedre.

Pernille Skippers playliste:

  • The Minds of 99 - Ung Kniv

  • Mø - Final Song

  • Whitney Houston - I Wanna Dance With Somebody

  • Robyn - Dancing On My Own

  • Kim Larsen – Tarzan Mama Mia

Facebook
Twitter