Plakater i lygtepælene er ikke bare valg-sjov: 'De påvirker, hvor vi sætter vores kryds'

Fra klokken 12 er det tilladt at hænge plakater op til folketingsvalget.

I dag går jagten på de mest sete lygtepæle, og det er der god grund til:

For de mange valgplakater skaffer nemlig kandidaterne stemmer, viser danske studier.

- Det kan betyde flere personlige stemmer, siger Rune Stubager, som er valgforsker ved Aarhus Universitetet og tilføjer, at valgkampen jo ikke kun er en kamp mellem partier, men også en kamp mellem kandidaterne internt i partiet.

- De skal have flest mulige personlige stemmer, så de kan komme op og få de mandater, der falder til et parti i en given storkreds, siger han.

Fra klokken 12 må de tusinder frivillige og kandidater, som står klar med strips, pap og stiger, hænge valgplakater op i lygtepæle, hegn og træer langs landets veje.

EP-plakaterne fik en uges forspring

Men ved valget i år er størstedelen af træerne og lygtepælene allerede optaget.

Kandidaterne til europa-parlamentsvalget den 26. maj har nemlig haft en uge til at snuppe en stor del af pælene, da de fik tilladelse til at hænge plakater op sidste lørdag.

Så selv om der er rift om pladserne, så er der langt mellem de ledige lygtepæle. Og det har fået flere kandidater til at tænke kreativt.

Flere steder i København kan plakaterne til Europa-Parlamentet nemlig vendes om, så de fra i dag klokken 12 har én kandidat på forsiden til folketingsvalget i stedet for til europa-parlamentsvalget.

Der er rift om de gode lygtepæle, og en række af dem er allerede optaget af kandidaterne til EP-valget. Det har fået nogle af kandidaterne til at tænke kreativt. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Andre steder i bybilledet er samme kandidat hængt op to gange side om side, så den ene plakat kan blive byttet ud i dag.

- Det er jo nogle af de muligheder, de denne gang har haft, siger valgforsker Rune Stubager, og tilføjer, at når nu "de bedste pladser er taget", så er det en snedig måde, at få sit budskab op et synlig sted.

Han mener ikke, at de kreative løsninger er i strid med nogen lovgivning på området.

- De har bare gjort det nemt for sig selv. Så længe budskabet i første omgang har været rettet mod europa-parlamentsvalget, så tvivler jeg på, at det kan være lovstridigt.

Effekten af plakaterne flader ud efter 400

Selv om valgplakaterne har en positiv effekt på antallet af personlige stemmer, så er det ikke antallet af plakater, der gør en forskel.

Den positive effekt flader nemlig ud efter 400, viser studiet.

- Derfra får man ikke flere stemmer ved at hænge flere plakater op, siger forskeren.

Sådan er reglerne for valgplakater

  • Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje den fjerde lørdag før valget klokken 12.00.

  • Det gælder både folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg og valg til Europa-Parlamentet.

  • Ved folketingsvalg må valgplakater ikke hænges op, før statsministeren har annonceret valgets udskrivelse.

  • Plakaterne må ikke være større end 0,8 kvadratmeter. Hvis man ønsker at have større plakater, bannere eller skærme, skal der søges om tilladelse.

  • De skal hænge mindst 2,3 meter over fortov og cykelsti, og de skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den, der står bag opsætningen.

  • Valgplakater, strips, snore eller andre midler, der er brugt til at hænge dem op med, skal tages ned igen senest otte dage efter valgdagen.Kilder: Vejdirektoratet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Ritzau.

Facebook
Twitter