Plakater mod gift og forurening: Græsrødder udnytter valgkampen

Miljøforkæmpere tager upolitiske plakater under armen og drager ud til valgmøder.

"Tænk dig om, før du sætter dit kryds. Giv ikke generationsforureninger videre til næste generation".

Sådan står der på en af de plakater, der skal skabe opmærksomhed om de giftgrunde, vi har i Danmark. Under teksten er der gift- og kemikaliemærker samt et billede af barnehænder, der holder jordkloden.

Under valgkampen kæmper politikerne om vælgernes opmærksomhed – men der er også vælgere, der bruger valgkampen til at få politikernes opmærksomhed.

En af dem er miljøforkæmperen Bjarne Hansen fra Thyborøn, der har udviklet plakaterne sammen med sin assistent.

Han kæmper for at få ryddet op ved Cheminovas giftdepot på Høfde 42 i Harboøre og mener, at valgkampen er det rette tidspunkt at bringe det på banen.

- Det er en politisk beslutning, der skal tages. Det er derfor, vi sætter opmærksomhed på det nu, siger Bjarne Hansen og uddyber:

- Der er meget snak om klima, men vi vil gerne have miljø mere på dagsordenen i den sidste del af valgkampen.

Bjarne Hansen har blandt andet været til borgermøde med sine plakater. Formålet er at få politikere til at stille op med plakaterne.

- De kan tage billeder af dem og lægge dem på sociale medier. De får lidt PR, vi får lidt opmærksomhed, og så deler vi sol og vind lige på den måde, siger han.

Han mener nemlig, det er nu, det er nemmest at få landspolitikerne i tale.

- Nu vil politikerne gerne snakke. Når de er færdige med valget, kravler de ned i et bette musehul igen, og så er de vanskelige at finde.

(Foto: Thomas Bach Poulsen)

Plakaterne breder sig

Bjarne Hansen har udviklet i alt fem forskellige plakater, der er blevet trykt i cirka 70 eksemplarer og uddelt til andre miljøforkæmpere, der ligeledes kæmper for at rydde op på giftdepoter og generationsforureninger rundt om i landet.

Blandt andet til græsroden Karin Di Martini, der med plakaterne vil sætte fokus på den grund, hvor Nyborg Lynfrost i mange år frøs grøntsager og andre ting ned. Grunden er stærkt forurenet på grund af en tidligere fabrik, der lavede tjæreprodukter og plantegift.

- Jeg håber, politikerne er mere lydhøre her i valgkampen. Det kan godt være temmelig svært at komme igennem med vores sag, fordi det er noget, der koster mange penge, siger Karin Di Martini og uddyber:

- Der kommer til at blive brug for mellem to og tre milliarder, hvis vi skal rense alle giftgrundene op i min generations levetid, så vi ikke overgiver opgaven og udgifterne til vores børnebørn.

Det lader til, at i hvert fald nogle politikere lytter.

Reflekterer over sit standpunkt

Jacob Sølvhøj, der er folketingskandidat for Enhedslisten i Vestjyllands Storkreds, har besøgt Bjarne Hansen for at høre mere om, hvad han har at sige.

- Det er så utrolig vigtigt, vi får fjernet giftdepotet ved Høfde 42. Det er en forurening, man har talt om i årevis, og jeg deler Bjarne Hansens bekymring om, at hvis vi ikke handler snart, risikerer vi, der siver tonsvis af forurening ud i havet, siger Jacob Sølvhøj.

Han er overbevist om, at vi på nuværende tidspunkt har den fornødne tekniske viden til at få ryddet op i generationsforureningerne. Ifølge Jacob Sølvhøj er det pengene, der presser.

- Jeg er overbevist om, vi er der, hvor de tekniske muligheder er til stede. Nu handler det om penge. Vi skal finde det millionbeløb, der skal til, for at få giftdepotet fjernet, fortæller han.

Og han er helt enig i, at valgkampen er det rette tidspunkt at råbe politikerne op.

- Jeg tror absolut, det betaler sig. Når man får et massivt pres fra vælgergrupper, betyder det, at politikere reflekterer over, om det standpunkt, de har taget, er det rigtige, siger Jacob Sølvhøj og pointerer, at miljøforkæmperne efterfølgende skal bruge kræfter på at holde politikerne fast på det, de lovede under valgkampen.

Samfundsforsker: Det kan godt betale sig

Johannes Andersen, der er samfundsforsker ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, mener, det er en rigtig god idé for græsrødder at bruge valgkampen på at få politikerne i tale.

- Selvom de er landspolitikere, skal de jo vælges i deres lokale område. Kan man få en vigtig lokal sag på politikernes bord, kan man få dem til at fremme et spørgsmål, siger han.

Ifølge Johannes Andersen kan man vinde rigtig meget, hvis man får politikerne til at love noget. Men det er ikke ensbetydende med, det giver resultater.

- Selvom der er fem eller otte politikere, der forpligter sig på at tage de lokale spørgsmål op, så kan det ofte vise sig, at det er svært at komme igennem med dem i Folketinget, siger Johannes Andersen.

Miljøforkæmperen Bjarne Hansen har indtil videre sendt plakaterne til både Grindsted, Nyborg og flere steder på Sjælland.

Han har netop bestilt det tredje oplag, og han forventer, at flere vil bruge dem til at sætte opmærksomhed på giftforureningen.

- Folk vil gerne have eksemplarer af den. Det fine ved dem er, de er upolitiske, så du kan ikke se noget politisk tilhørsforhold på plakaterne, siger Bjarne Hansen.

Og han tror, de upolitiske plakater og græsrøddernes øgede fokus på forureningen hjælper. Et tidligere møde med miljø- og fødevareministeren gav nemlig pote.

- Sidste gang jeg snakkede med Jakob Ellemann-Jensen ved Høfde 42, afgav det 50 millioner til oprydning. Hvis vi kan komme så tæt på dem, så må det give nogle penge, siger han.

Facebook
Twitter